Mor, jeg kan mærke, at du er træt. Det kommer helt tydeligt igennem i stemmen. Hvad er der sket?
Signe holdt mobilen op mod øret, mens hun samtidig trak de fastklebrende arbejdssandaler af fødderne de havde sat sig fast som om de var lavet af cement efter en tolvtimer lang operation.
Signe, jeg kan ikke mere sagde Ingrid Mikkelsens stemme, der vaklede og gik over i suk. Mikkel løb igen fra skolen i dag. Klasselæreren ringede, og jeg løb rundt i hele bydelen på jagt efter ham Hjertet hamrede så hårdt, at jeg næsten måtte ringe 112.
Fandt du ham?
Han sad på en byggeplads med nogle hun tøvede et øjeblik, nogle tåbelige fyre. Jeg råbte ad ham, men han kiggede bare på mig, som om jeg var en fremmed.
Signe fik endelig skoene af og lænede sig tilbage i stolen. Hænderne var ømme efter otte timer ved operationsbordet og fire timer på runden. Hun kæmpede for at holde øjnene åbne, men mors tårer virkede bedre end den stærkeste espresso.
Mor, skal vi finde en psykolog til ham? Eller måske en lektiehjælper, så han har noget at lave efter skole?
En psykolog? Jeg kan ikke håndtere ham, Signe. Han lytter ikke. Jeg er bare en gammel dame, der bare brokker sig hele tiden. Det sagde han til mig i dag, lige i ansigtet. Forestil dig det.
Signe lukkede øjnene og gnubbede næsen. Udenfor silede regnen ned en lille, vedvarende tromren der aldrig stopper. Historien med neffen virkede lige så endeløs.
Jeg ringer til Katja, sagde hun til sidst. Jeg skal tale med hende.
Ring, men hvad tror du, det hjælper? Hun kommer jo ikke.
Signe lagde røret på låget og så på den sorte skærm, der reflekterede hendes blege ansigt, de mørke rande under øjnene og den lille rynke mellem øjenbrynene, som havde slået sig fast de sidste to år.
Tre år
Katrine flyttede for næsten tre år siden i november, da Mikkel lige var blevet ni. Hun fik et kontraktjob i et internationalt firma, først i Prag, så i Berlin. Hvert halve år en ny kontrakt, nye horisonter, nye liv. Sønnen blev efterladt i Aarhus, i den gamle lejlighed på Kongensgade.
Signe huskede, hvordan Katja sagde farvel med den fuchsiafarvede kuffert, den strålende smil og løfter om daglige opkald. Mor, far, det er min store chance! Jeg forlader jer ikke, jeg kommer hele tiden!
Hele tiden betød to uger om sommeren, hvor Katja fløj ind som en solbeskinnet europæisk fugl, med dyre løbesko og den nyeste iPhone til Mikkel. To uger om vinteren, omkring nytår, hvor hun kom med bunker af gaver, lo ved julebordet og forsvandt igen den første januar med første fly.
Mellem besøgene lå måneder med stilhed, sjældne opkald, pengeoverførsler til kontoen og total afkobling fra, hvad der foregik med hendes egen dreng.
Signe trak knæene op til brystet og holdt dem omfavnet. For halvandet år siden gik far bort
Anthonij Pedersen en solid, robust mand, der indtil han var 65 år løb sine morgenture og kunne bære kartoffelsække fra sommerhuset uden at sukker. Så svigtede hjertet. Lægerne nåede ikke at redde ham.
Katja kom engang tilbage, den eneste gang hun dukkede op uden for planen. Hun stod i en sort kjole fra en italiensk designer, græd på en smuk, fotogenisk måde. Tre dage senere var hun tilbage på flyet, og efterlod kun en mor med en barnebarn, der måtte håndtere sorg, papirarbejde og den tomhed, der fyldte huset.
Faderen havde været familiens klippe. Han hentede Mikkel til skole hver morgen, uanset vejret. Han tog ham med til fodbold, skak og fiskeri. Et blik fra ham kunne stoppe et barn i at råbe eller blive sur ikke med et skrig, men med en rolig, tydelig lad være.
Nu var der ingen, der kunne gøre det længere.
Ingrid Mikkelsen ældedes pludselig ti år på et øjeblik. Blodtrykket fløj, leddene gjorde ondt, søvnløshed forvandlede natten til en tortur. En kvinde, der før kunne stille en fest for tyve personer, havde nu svært ved at gå i supermarkedet for at købe brød.
Mikkel voksede men på en skæv måde uden en fars, ja også bedstefars, fast greb. Som elleveårig begyndte han at bande, som tolvårig droppede skolen. Usikre venner, hemmeligheder, kold, voksen ligegyldighed over for Bedstemors bekymringer.
Du er ikke min mor! råbte han en dag, da Ingrid prøvede at tage hans telefon fra ham. Min mor er derude! Hun lever et normalt liv, ikke sidder her og surer sammen med dig!
Ingrid fortalte dette til Signe over telefonen, og Signe hørte en ny tone i stemmen træt underdanighed, en resignation, der kom fra en, der havde givet op.
Pengene kom som sædvanligt den 15. hver måned nok til lektiehjælp, som Mikkel sabotede, fritidsklubber, han droppede efter en måned, tøj han rev, gadgets han mistede eller knuste.
Man kan ikke købe det, en dreng virkelig har brug for. Man kan ikke købe en far, der stiller ham på plads. Man kan ikke købe en mor, der omfavner ham efter skole og spørger, hvordan dagen gik. Man kan ikke købe en bedstefar, der lærer ham at hamre og ikke frygte mørket.
Signe ringede til Katjas nummer otte ringetoner, så telefonsvareren. Hun ringede tilbage en halv time senere kun stilhed. Hun skrev på messenger: Vi skal tale. Haster.
Katrine ringede tilbage næste dag, da Signe allerede var på vagt igen.
Hej, Signe, hvad er der?
Mor klarer ikke Mikkel længere. Du må finde på noget.
Åh, igen med din klage. Mor klager altid, du ved.
Katja, hun er virkelig syg. Blodtrykket er skyhøjt. Mikkel er ude af kontrol. Han har brug for nogen, der kan holde ham i hånd.
Hvad foreslår du? At jeg smider alt og flytter?
Hvorfor ikke? Du bor alene. Det er da lidt kedeligt. Måske kan du tage Mikkel med, bare midlertidigt?
Signe lagde røret fra øret og stirrede på skærmen, som om hun ikke troede sine egne ører.
Er du seriøs?
Hvad er så? Du er læge! Du er ansvarlig, du kan klare det. Han har brug for stabilitet, og jeg hun stammede jeg har en kæreste, du ved. Henrik Han er ikke klar til et barn. Vi er lige ved at bygge noget, og hvis jeg tager Mikkel med
Så løber Henrik væk.
Han løber ikke væk. Det er bare svært. Du forstår det ikke.
Signe støttede sig mod væggen i personalerummet. En kulkørestol skramlede forbi døren nogen blev kørt ind på operationsstuen. Et monitor bippe et sted i baggrunden. Livet gik videre, mens hun lyttede til den ulogiske samtale.
Jeg arbejder, Katja. Jeg har operationer seks til otte timer. Når jeg endelig kommer hjem, står jeg på benene som en tømmerflåde. Hvilken dreng? Hvordan skal jeg passe på ham?
Han er jo næsten voksen. Tolv år næsten selvstændig. Går i skole, spiser selv. Du skal bare holde øje.
Hører du dig selv? Det er din søn! Din! Og du vil smide ham på en tante, fordi en mand er vigtigere?
Du har altid været så ond. Katjas stemme kølede. Du har dømt mig hele livet. Jeg lever mit liv, mens du kun skærer folk op på hospitalet og tror, det gør dig bedre.
Signe sad stille. Alt det, hun i årevis havde ignoreret, lå nu på bordet som et åbent operationsfelt.
Hvis du inden årets udgang ikke løser Mikkels situation, sagde hun roligt så melder jeg det til anbringelsessystemet. Jeg fortæller, at barnet er i praksis forladt, at bedstemoren ikke kan klare det på grund af helbred, og at den biologiske mor bor i udlandet med en elsker og nægter at tage ansvar.
Du Katja brød ud i forargelse. Du vil ikke kunne gøre det!
Vi får se. Katja, jeg er kirurg. Hvor mange liv har jeg reddet? Hvilke forbindelser har jeg opbygget? Du har tid til december.
Du er bare jaloux! Jaloux på mit “normale” liv, mens du er en gammel enke!
Indtil december, Katja. Signe lagde på.
De næste uger var et helvede. Katja sendte beskeder først vrede, så bønfaldende, så vrede igen. Moren ringede i tårer, ude af stand til at forstå, hvad der foregik mellem søstrene. Mikkel, der på en eller anden måde opdagede konflikten, opførte sig endnu værre.
Men Signe gav ikke op. Hun kendte sin søster alt for godt hun vidste, at kun en reel trussel ville få hende til at handle.
Katja kom tilbage i november præcis tre år efter hendes afrejse. Ingen smil, ingen fuchsiakuffert, kun slørede øjne og en stille had, hun ikke skjulte.
Signe traf en beslutning.
Hun fik moren til at sælge den gamle lejlighed. Katja fik sin tredjedel af pengene. Signe solgte sin lille etværelses og købte en lys toværelses til sig selv og mor.
Mor, nu væk fra barnebarnet og de konstante problemer, blomstret. Huden fik farve igen, blodtrykket normaliseredes, søvnen kom tilbage. Roen gjorde hende sundere.
Katja blev med Mikkel i Aarhus. Hun lejede sandsynligvis en ny lejlighed, svarede ikke på opkald, ignorerede beskeder. Såret var dybere end blod. Men Signe vidste, at det ville gå over eller måske ikke. Uanset hvad havde hun gjort, hvad der skulle gøres. Hun beskyttede mor, tvang søsteren til at blive voksen, og gav Mikkel en mor om end på en lidt usædvanlig måde.
