En drøm løb som en tåge gennem dine tanker, mens du vågnede i et lille hus ved en landevej i Jylland. Den gråhårede kvinde med rystende hænder så ud som om alderen havde lagt sit slør på hende, men hun beholdt en klarhed som en frostklar morgen. Hver dag, før solen kastede sine første stråler over horisonten, gik hun ud i sin lille have, vendte ansigtet mod øst og hviskede en tak til himlen for endnu et liv på jorden for både sorg og glæde, smerte og heling.
Derefter bryggede hun en krukke med urtete, gik ud i gårdhaven og satte sig på den knirkende bænk under vinduet og ventede. En dag gik en fremmed forbi hendes hus, som lå lige ved hovedvejen mellem Randers og Silkeborg. En tung bekymring hang som en sort sky over ham, som om hans hjerte bar på en uafklaret byrde. Han stoppede ved hegnene, så den ældre kvinde, der holdt en rystende kop, og et svagt smil spredte sig på hendes læber. Hun vinkede ham ind.
Den fremmede tog en slurk af den varme urtete, og en stille varme bredte sig i hans indre. Kvinden, nu kaldet Maren, nikkede tilfreds og gik i gang med sit arbejde.
En dag vil du vågne og indse, at verden aldrig vil være den samme igen, sagde Maren, mens hun strikkede tørt græs mellem fingrene. Det, der i går var uvurderligt, kan i dag miste al mening. I dette liv findes kun det, du føler og ser lige nu.
Den fremmede sænkede hovedet, smilede trist og begyndte at tale:
Jeg ville give alt, hvad jeg ejer, for at genvinde gårsdagens værdi. Jeg ville holde fast på den tid, hvor alt var som det skulle være, for det, jeg elskede mere end livet selv, er forsvundet i gårsdagens skygge. Min kone og jeg havde ingen børn; hun kunne ikke få nogen, men jeg elskede hende blot fordi hun var min. Vores liv var fyldt af den simple kærlighed, vi havde til hinanden.
Så kom vår lille dreng, en skør, klodset valp ved navn Fyr. I starten lavede han vandpytter i entréen, og om aftenen lå han ved sengen og kun fandt ro, når hans mor bære ham ind i vores hjerter. Med en logrende hale slikkede han hendes kind, krøllede sig sammen i en lille kugle og sov mellem os. Fyr voksede op foran vores øjne, elskede os ubetinget og savnede os, når vi var væk.
Da vi tog på rejse, gik han med os for han var jo vores barn, som altid skulle følge med. En dag nåede vi en storslået sø nær Silkeborg, hvor vandet var krystalklart og himlen dybblå, mens ingen anden end vi tre var i syne. Jeg slog lejr, tændte bål, pumpede en båd op og rodede ud til midten af søen for at fiske. Min kone og Fyr holdt sig på bredden og legede. Mine dyreste væsner!
Pludselig hørte jeg et skrig fra min kone, men så jeg ikke bilen nærme sig. Fyrs vilde gøen forvekslede jeg med leg, men da hendes råb skar igennem stilheden, gik kulden som en kniv i mit hjerte. Jeg løb så hurtigt som jeg kunne mod bredden, men var for sent.
Min kones livløse krop lå ved siden af bilen, og Fyr lå ved hendes side, hans øjne fyldt med en sorgfuld tomhed, mens blod strømmede fra et sår i maven. Jeg reddede ham, men han holdt kun til i omkring et halvt år. Som mig elskede han sin mor, min kone. Uden hende var hans liv meningsløst.
Uden dem var også mit liv uden grund. Du taler om, at gårsdagens værdi forsvinder i dag. Maren lyttede, mens hun fortsatte med at plukke på urterne, sugede hans ord som om de var dugdråber, og slippe dem fri, renset for bitterhed. Da hun gik ind i huset, kom hun ud med en lille flaske indeholdende en uklar væske.
Alt, der sker i et menneskes liv, sker ikke uden grund, sagde hun. Noget gør os stærkere, noget svagere, men i begge tilfælde er det en lektion. Vores opgave er at tage de rette lærdomme med os. Din sorg er enorm, og jeg kan ikke lære dig noget, men jeg vil minde dig om, at du lever i nuet. Du ved ikke, hvad i morgen vil betyde, for hver dag bliver til i dag.
Tag disse dråber, tilsæt dem til din te om aftenen, så dine drømme får ro.
Den fremmede lagde flasken i lommen og gik mod porten. Maren sank ned på bænken og så ham fare væk, mens hun rystede på hovedet. Ikke længe efter gik han forbi vejen, da han så en lille kugle, der lignede Fyr, lille, klodset og komisk. En tåre løb ned ad hans kind, men den lille kugle slikkede den væk, trykket mod sin brystkasse.
En dag vil du vågne og indse, at verden aldrig vil være den samme igen, gentog Maren, mens hun fortsatte med at plukke på de tørre græsstrå.
