Kære dagbog,
I dag er det første gang i otte år, jeg har set min kone efter arbejdet. Kirstine kom ud af kontoret sammen med to kolleger og stod som stivfrosset jeg stirrede på hende og smilede.
Hvem er det? spurgte en af pigerne.
Det er min mand, piger, svarede Kirstine.
Jeg greb hendes hånd, og vi gik langsomt gennem den lille park ved Kongens Have i de sidste varme dage i oktober. Jeg sparkede de gule løv under mig, snakkede om alt muligt, og nogle gange løb jeg foran hende, vendte om og fortsatte min historie. Jeg lo højlydt, mens hun så ud til at drømme sig væk. Jeg mærkede en sød fornemmelse i halsen, som om noget spændende var ved at ske.
Senere hentede vi Mikkel fra vuggestuen. I de efterfølgende dage begyndte jeg selv at hente ham en lille, men vigtig forandring, for jeg plejede aldrig at gøre det før.
Et par uger senere, på en grå novembertorsdag, gik Kirstine ind i køkkenet og så tre store røde roser i en vase. Hun stod stille ved døren til stuen, hvor jeg ventede, og sagde med en rystende stemme: Tak, Anders!
Vores intime liv begyndte så også at ændre sig. I vores yngre år har vi forsøgt at udforske hinandens grænser, men Kirstine ønskede mere, mens jeg syntes, at det så ud til at være nok. Vi har aldrig talt meget om den del af vores forhold.
I de sidste uger har jeg dog, uden at gøre et stort nummer ud af det, ladet de gamle forbud forsvinde som om de aldrig har eksisteret. Kirstine blev overrasket på en god måde men lod som om det altid har været sådan.
En måned gik, og den decemberlørdag, hvor denne beretning slutter, begyndte allerede om natten. Kirstine vågnede, da jeg strøg håret med hånden. Det varede kun et minut, før jeg vendte mig om og faldt i søvn igen. Hun lå vågen længe og tænkte, indtil mønstrene på tapetet blev tydelige. Til sidst indrømmede hun for sig selv, at hun var udmattet af de to sidste måneder, selvom alt burde have gjort hende glad. Med tunge tanker faldt hun i søvn.
Morgenen begyndte med Mikkels skrig:
Mor, far, sne!
Der var faldet en masse sne i nat; hele gaden var hvid, endda vejene var dækket.
Mor, jeg vil køre i slæde! Lad os gå ud!
Jeg smed hurtig et par smørrebrød og lavede te. De tre spiste, og da jeg bandt Mikkel en hue, hørte jeg ham udråbe:
I skulle bare vide, hvor meget jeg elsker jer!
Jeg stod ved vinduet og så på dem, men med et frøsyg blik, som om jeg så igennem. Så kiggede jeg direkte ind i Kirstines øjne, bange og bønfaldene. Som efter en sommerregn, hvor solen kun er gemt bag skyer, blev alt pludselig klart og skarpt. Hver detalje stod tydeligt frem.
Kirstine så væk, hendes hænder rystede. Hun forsøgte at holde roen, men vendte ikke hovedet mod mig. Hun vidste, at hun måtte sige noget.
Er du med os?
Det så ud som om jeg ikke forstod, men så knækkede jeg ud i grin.
Selvfølgelig!
Jeg gik i gang med at klæde mig på
Kirstine havde ikke lyst til noget mere. Vi gik en lang tur i den milde frost; solen skinnede, så vi måtte knibe øjnene. Vi gled ned en lille bakke, jeg og Mikkel, mens Kirstine bare så på. Efter gik drengene i sneboldkamp, skreg og lo, jagtede hinanden. Jeg kastede en svag snebold mod Kirstine som en spøgefuld invitation; hun fangede den og smed den væk, så jeg lod være.
Pludselig stod jeg og stirrede på en flok krage, der skrattede over himlen. Skyerne begyndte at hvirvle, solen blev blændende, og jeg snublede og faldt. Anders løb straks til mig, hjalp mig op og børstede sneen af min jakke.
Gør det ikke ondt?
Vi så hinanden i et par sekunder, og jeg strakte automatisk ud mod hendes læber, men hun skubbede min hånd væk fra hendes bryst.
Hvis dette var sket for tre måneder siden, ville jeg have været såret, men nu smilede jeg skævt, trak på skuldrene og løb tilbage til Mikkel for at fortsætte sneboldkampen. Kirstine løb i en anden retning.
Kirstine, hvor går du hen?!
Hun løb hjem, græd og så ikke længere noget. Hun tørrede sine tårer med ærmet, faldt flere gange, rejste sig og løb videre.
Jeg satte hurtigt Mikkel i slæden, uden at justere hans hue, og jagtede efter Kirstine. Han sad med huen skævt over øjnene, fordi sneen havde gjort hans vanter for store. Vi nåede hende ved indgangen til vores bygning.
Fortæl mig, hvad er galt med dig?!
Resten af dagen byggede vi med Lego og så tegnefilm. Jeg overraskede mig selv over, at jeg kunne holde ud så længe med ham. Kirstine lavede aftensmad, lyttede til vores latter og snak fra stuen. En gang gik hun til naboen for at låne en cigaret; hun ryger sjældent.
Efter middagen vaskede hun op, mens jeg sad på en barstol og fortalte en historie. Så gik hun hen til mig, så mig i øjnene og spurgte roligt:
Anders, hvem er hun?
Jeg indså i det øjeblik, hvor meget små gestusser og ærlig kommunikation betyder for et ægteskab. Jeg har lært, at kærlighed ikke kun er de store øjeblikke, men også de stille, hverdagens handlinger, hvor man lytter og svarer med åbenhed.
Personlig lektion: At ægte nærvær og ærlig dialog er nøglen til at holde et forhold levende, selv når sneen falder og livet bliver gråt.
