Kirstine og Viggo forberedte sig til brylluppet i en tåget drøm, hvor alle gader glødede af havblå lys og den koldeste vind syntes at bære duften af friskbagte rugbrød. De havde gået sammen i halvandet år, og en aften, mens månen hængte som en sølvnål over Øresund, gik Viggo på knæ og spurgte, om hun ville gifte sig med ham. Kirstine, uden et eneste tvivlsyn, sagde ja, og så begyndte den uendelige forberedelse.
“Vores vidne skal være Mikkel, min barndomsven,” erklærede Viggo med en stemme så fast som en bølge, og han fortsatte, “og hvem vil du have som brudepige? Noget smukkere end Mikkel kan klare, for han kan ikke lide grinere.” Kirstine svarede med en drys af drømmeagtig humor, “Måske tager jeg Jens som brudepige?”
Viggo hostede af en drømmende sandwich og så overrasket på Kirstine: “Er du blevet helt skør? En mand som brudepige?” Kirstine stod rankt, “Han er min bedste ven, jeg behøver ingen andre piger.” For Viggo var Jens som en rød klud foran en tyr han kunne ikke lade være med at tro, at Jens var en trussel.
Jens var altid ved hendes side på universitetet i Aarhus, hvor de begge studerede psykologi. De gik i butikken sammen, delte frokost i kantinen, men Kirstine havde aldrig set Jens som noget andet end en kammerat. Alligevel drillede alle: “Kirstine og Jens, de bedste veninder!”
Da Kirstine introducerede Jens for Viggo, begyndte Viggo straks at holde afstand. Jens var altid høflig, men Viggo kunne både være grov og kaste skarpe vitser. Kirstine måtte ofte trække ham tilbage fra grænser, der gik ud over god opførsel, men hun elskede Viggo så dybt, at hun tilgav alt.
Jens var altid i nærheden, hjalp hende med at vælge den hvide buket, kørte hende til skrædderen for at prøve kjolen. “Hvorfor skulle brudgommen ikke se brudekjolen på forhånd?” grinede hun til sine veninder. Til sidst valgte hun Anja som brudepige, en ven fra første semester, men Anja kunne kun hjælpe lidt, for hun passede på sin syge mor.
Ugen før brylluppet annoncerede den vindblæste Viggo, at han havde fundet en ny kærlighed, og at ingen bryllup skulle finde sted. Kirstine prøvede forgæves at tale ham til fornuft; alle invitationer var allerede sendt, og gæsterne ventede ved bordene med gaver i kroner. “Hvordan skal jeg nu kigge i slægtninges øjne?” græd hun, mens Viggo blot lukkede hendes nummer på sin telefon.
Hele dagen lå Kirstine grædende på Jens’ skulder. “Hvorfor kunne han gøre det? Hvad skal jeg gøre nu?” Jens strøg hende i hovedet, holdt hende i armene og sagde med et drømmelignende smil: “Jeg har en idé! Lad mig blive din brudgom.” Kirstine tøvede, men tårerne stoppede, da hun så Jens’ alvorlige blik. “Du?” spurgte hun. “Vi er kun venner.”
“Det gør intet,” svarede Jens. “Jeg er din hjerteven, jeg vil aldrig såre dig. Du kan stå ved mig som ved en solid mur.” Han fortsatte, “Viggo vil kun dø af jalousi, hvis han ser dig med mig.”
“Men hvordan ordner vi det i vielsen? Vi har kun fem dage!” spurgte Kirstine. “Rolig, jeg har en veninde til min mor, der arbejder på rådhuset i København. Jeg klarer det,” lovede Jens.
Brylluppet gik som i en drøm: alt var som Kirstine havde forestillet sig, kun én lille mærkværdighed gæsterne kaldte Jens ved et uheld for Viggo. Han smilede venligt og rettede dem med en blid stemme. Den første bryllupsnat skete intet; Jens var ikke påstridelig, og Kirstine kunne ikke forestille sig, at der skulle ske noget mere.
Årene gik, og nu var det tyve år siden. Jens sad på terrassen i deres sommerhus ved Roskilde Fjord og spiste morgenmad med friskbagt rundstykke. I et hjørne blomstrede pæoner, som Kirstine havde plantet. På en æbletræ, som Jens selv havde sat i jord for år tilbage, hang grønne frugter. Fuglene sang, og solens varme strømmede over de blide bakker.
Deres voksne børn vågnede langsomt. Kirstine lavede yoga i soveværelset til en blid melodi. Fifte år gamle Liva tændte for sin yndlingssang i badeværelset og sang med. Nitten år gamle Magnus gik ud på terrassen og satte sig ved siden af faren for at spise.
“Far, hvorfor er du så dyster? Du står op så tidligt, selvom du plejer at sove ind til elve.” spurgte Magnus. “Jeg har ikke sovet i nat, søn. Der er én pige på min klasse, som jeg virkelig kan lide, men hun siger, vi kun kan være venner. Hvad skal jeg gøre? Er det virkelig umuligt?” svarede Jens.
“Det er ikke umuligt, min dreng,” sagde Magnus med et grin. “Jeg fortæller dig min hemmelighed. Den kalder jeg ‘hjertevennen’. Jeg var engang på universitetet og forelsket i en pige, som også kun så mig som ven…”
Drømmen fortsatte, mens vinden bar deres tanker over vandet, og stjernerne blinkede som gamle invitationer til et festligt liv, der altid kunne begynde på ny.
