Hej du, jeg har lige noget at dele med dig, og det føles som om jeg taler lige ved siden af dig i sofaen. Så hør her.
Smerten går væk sammen med kærligheden, og den, der engang var så tæt, bliver pludselig fremmed. Min veninde Rigmor oplevede, at hendes mand, Mikkel, blev forelsket i en anden kvinde. Det rystede hende dybt, og hun led så meget. De havde været sammen i tredive år, så længe som to årstider, vævet ind i hinanden både i sindet og i kroppen, som siamesiske tvillinger. Så en dag var den ene tvilling pludselig klar til at hugge sig fri med en skarp kniv, og den skar et stykke af den anden af. Så gik den væk, hvor den ville.
Den anden tvilling blev såret og svag, og sådan følte Rigmor sig: såret og magtesløs. Hun bad, anklagede, udførte forkyndelser, gik på jagt efter beviser og så fandt hun dem. Hun pressede Mikkel op ad væggen. Med en lettet suk indrømte han, og al den tunge løgne og forsigtighed forsvandt. Nu lå ansvaret på Rigmors skuldre: skulle hun gå fra ham eller fortsætte som før? Hun gravede dybt, og fundet frem til sandheden.
Mikkel ville egentlig ikke gå. Alt var blevet bygget op: huset i Hellerup, børnebørn, penge, de gamle møbler. At starte på ny som femoghalvtredsårig virkede som at prøve at lære at cykle igen med bind for øjnene. Men hvis Rigmor pressede på, så måtte han tage af sted.
Rigmor greb sig om hovedet, beviste sandheden, men alt blev kun værre. Så stod hun over for valget: adskillelse eller ydmygelse. Der er ingen grund til at lyve længere. Som man siger her: Han gik over til sin elskerinde, så glem ikke aftensmaden! Men Rigmor ville ikke skilsmisse. Hun elskede Mikkel højt og havde altid været trofast.
En klog mand, en gammel ven fra universitetet, gav hende et råd, som kun de stærke kan følge: ignorér forstørringen, styrk venskabet, fortsæt med de daglige småting, som I plejede. Lev dit eget liv, arbejde, mødes med venner, tage på sommerhusferie i Nordsjælland, gå på dans som før. Lev som gode naboer.
Før i tiden boede de i en lille lejlighed med fællesrum, naboerne kiggede ind gennem døre og udvekslede en varm hilsen men du spørger dem ikke, hvor de har været, eller hvem de har mødt. Sådan skal man også leve nu, for at undgå mere ydmygelse, hvis man ikke kan skilles.
Rigmor fulgte rådet. Der var ikke meget tilbage at give. Hun talte med Mikkel, spurgte ikke om hans hemmeligheder, lagde sengen til ham i kontorværelset, som han ønskede. De spiste morgenmad sammen, ordnede økonomien, gik i teatret og besøgte venner. Alt var roligt og harmonisk.
Hun ledte dog søvnløse nætter med tanken: Vil han pludselig forsvinde? Kommer et barn måske? Det kunne hun ikke ændre på, så hun holdt sig til at ignore alt, smile venligt og fortsætte.
Halvandet år gik en evighed for Rigmor. Men hun kunne ikke forestille sig at adskille sig fra Mikkel, så hun spillede den gode ven og søster, håbede på, at strategien ville virke, selvom der ikke var nogen garanti.
Mikkel begyndte at blive hjemme om aftenen, stoppede med at gå ud. En dag gik han i trusset som en dreng gennem lejligheden, kyssede hende, inden han gik. Så prøvede han engang at omfavne hende, som i de gamle dage.
Rigmor trak sig væk. Det var som om en nabo, som man har snakket med i mange år, pludselig ville kramme én på gaden. Det føltes forkert, som om den fremmede duften af en anden mand sad i hans skjorte. Hun sprang fri fri fra kærligheden, fra de gamle følelser.
Der stod en bekendt, en lidt ældre mand, en god gammeldags slægtning, men ingen nye følelser. Kun minder om fortiden og den smerte, der var som efter en operation. Der skete en adskillelse, men Mikkel blev. Interesse for ham vågnede igen, og metoden virkede!
Nu følte Rigmor dog ingen romantik længere. Mikkel var blevet som en nabo, en gammel ven, en slægtning. Ikke mere end det og sådan kan man godt leve sammen. De er som to gode bekendte, som deler en have og snakker ved hegnene.
Mikkel laver stadig småteater, åbner sine arme på en blid, næsten romantisk måde, men Rigmor ryster på hovedet, skifter emnet, ler med en let, kritisk tone. Hun er ikke vred, bare ked af at den nære kontakt er væk. Der er nu kun venskabelig relation.
Udefra ser alt ud som et lykkeligt par. Folk misundere dem, ser den perfekte familie. Men indeni er det svært at holde følelsesrørene nede. At gemme kærlighed og jalousi i en pose virker kun kortvarigt posen flader ud, og så er der kun forhold, nogle gange meget gode, som et minde om, hvad en anden person betød for os, og hvor tæt vi engang var.
Det er så meget, jeg ville dele. Håber du forstår, hvad jeg mener, og at du får et lille indblik i, hvordan man kan leve videre, selv når hjertet er i stykker. Kram.
