Anna, jeg så i går aften et opslag om en lejlighed, en treværelses i et område vi har snakket om. Vi har jo penge nok til den, ikke? Når vi sælger huset, kan vi hjælpe Signe med hendes lån. Lad os køre og se den sagde Katrine med de lyste øjne, men jeg svarede bare træt:
Ikke i dag, jeg har arbejdet til midnat på rapporten i går, og i dag kommer jeg sikkert for sent hjem igen. Jeg tager nøglerne og papirerne, drikker den sidste slurk kaffe, griber bilnøglerne og går.
Katrine sukkede skuffet, men sagde ikke imod. Jeg har de sidste måneder næsten aldrig været hjemme. Jeg kommer hjem sent, arbejder også i weekenderne, men lønnen er god, og Katrine drømmer om at flytte tættere på vores datter i byen. Vi har sparet i flere år; alt hvad jeg tjener, går på en opsparingskonto, mens vi lever af hendes mors pension og Katrines løn som kulturhusleder og danselærer. Det er hårdt, men at bo i en stor by ved siden af datteren og arbejde på et anerkendt kulturhus har altid været hendes drøm.
Katrine og jeg mødtes i Aarhus, hun gik på Danmarks Danseakademi, jeg var på femte semester på teknisk universitet. Vi blev så forelskede, at så snart jeg fik mit diplom, gifte vi os og flyttede ud på min fars landbrug i Jylland. Katrine gik kun ét år på akademiet, men hun fortrød det ikke hun havde endelig mig som ægte mand, og vi planlagde et langt, lykkeligt liv sammen.
Kort efter flytningen blev jeg kaldt ind til militæret for et år. Katrine var allerede ked af den forestående adskillelse, og så kom min mor, Ingrid, som fra første øjeblik hun så, at vi var sammen med min lovlige hustru, begyndte at mislike hende. Hun talte næsten ikke med mig, og sagde kun med en skarp tone: Du lovede! Katrine prøvede at hjælpe, tog alle mulige småjobs, men hun fik intet ud af det.
Hvorfor talte du ikke med din mor, før du giftede dig? Hvad har hun gjort mod mig? spurgte Katrine. Jeg fortalte hende om min søsters tragiske død for to år siden. Hun var kun sytten, forelsket i en fyr, der netop var løsladt efter en treårig fængselsstraf. De kørte på motorcykel, fyldte op med spiritus, og hun døde i en ulykke. Hendes kæreste endte i fængsel igen. Efter begravelsen tvang min mor mig til at love, at jeg aldrig ville gifte mig uden hendes samtykke. Jeg brød løftet, og det er grunden til hendes skælvende holdning.
Katrine svarede, at hun aldrig ville flytte fra mig. Hun ville gøre alt for at vinde Ingrids respekt. Det lykkedes hende; inden for få uger smeltede Ingrids hjerte. Hun så, hvor flittig, munter og god Katrine var, og indså, at jeg havde valgt en værdig hustru. Katrine fortalte også, at hendes egen mor var død for elleve år siden, og at hendes far nu var gift med en kvinde, der havde to små børn. Den nye stedmor sagde, at der ikke var plads til Katrine længere, så hun måtte klare sig selv.
Jeg gik ikke ind i ægteskabet for at få en bolig, men fordi jeg elsker dig, sagde Katrine under en stram kys fra Ingrid.
Ingrid blev først sur, men så omfavnede hun Katrine, og tårerne løb både af sorg og af lettelse. Et år efter kom jeg tilbage til Aarhus, fik et job i den kommunale forvaltning, og kørte hver dag i vagt. Katrine blev leder af kulturhuset og fortsatte med danseskolen. Lønnen var beskeden, men vi fik en lille pige, Signe. Pengene var knappe, men Ingrids hjælp var uvurderlig; hun tog sig af barnebarnet og sparte alt, hvad hun kunne.
Da jeg skiftede til en større virksomhed, begyndte jeg at rejse på forretningsrejser, lønnen steg kraftigt, og kulturhuset i byen blev udbygget. Katrine beholdt sin stilling som leder, men fortsatte med danseskolen, som vandt flere priser. Vi købte en flot bil, renoverede huset, og tog på ferie ved Østersøen. Alt gik godt, indtil Signe flyttede til København for at studere og senere gifte sig.
Katrine savnede hende og mindedes sin drøm om at arbejde i et stort kulturhus. En dag foreslog hun, at vi spare op og køber en lejlighed i København, hvor Signe bor, og sælger huset for at hjælpe datteren med hendes lån. Jeg tænkte et øjeblik, sagde ja, og forklarede, at min nye arbejdsplads har en filial i København, så jeg kan overflytte mig. Jeg advarede, at hele min løn skulle lægges på en sparekonto, mens vi levede af Ingrids pension og Katrines indtjening. Familien holdt et møde, og alle var enige; så begyndte opsparingen.
Livsstilen blev hårdere, men Katrine klagede ikke hun var vant til at klare sig. Jeg måtte dog arbejde længere, fordi jeg tog ekstra ansvar. Katrine troede på mig, men hun blev ængstelig. En aften, da jeg kom hjem klokken halv to om morgenen, sagde hun, at hun ikke længere ville flytte, men blot ville have mig hjemme om aftenen, så vi kunne være sammen. Jeg lyttede, lagde mig uden et ord, og gik i seng med ryggen til væggen. Næste dag kom jeg igen sent.
En morgen forsvandt jeg. Jeg gik på arbejde som sædvanligt, men kom aldrig hjem. Telefonen var slukket, og Katrine vidste ikke, hvem hun skulle kontakte. Hun ringede til hospitalet og begravelsesinstitutionen, men fik intet svar. I panik pakkede hun sine ting og besluttede at tage til København for at lede mig på min arbejdsplads.
Mens hun pakkede, stod Ingrid ved siden af hende og sukkede tungt. Hendes ansigt var blegt, som om hun også ikke kunne sove.
Mor, I skal ikke bekymre jer, han findes, han er i live sagde jeg så roligt til svigermoren og holdt hende i armene.
Katrine prøvede at berolige sig selv, men tårerne truede. En veninde stødte ind i bussen og sagde:
Er du i København? Skal vi tage sammen? Har du overvejet at købe en ny bil?
Katrine stod forvirret, men vennen fortsatte:
Jeg så, at Signe har hævet mange penge fra banken for nylig. Måske har det noget med dig og Søren?
Katrine blev bleg af rædsel. Hun rejste til København, løb først til firmaet, men fik at vide, at Søren var opsagt. Sekretæren sagde, at han var gået til en anden arbejdsplads, men ingen vidste hvor. Katrine gik til politiet og anmeldte forsvinden. Politiet tog sagen alvorligt, skrev en anmeldelse og lovede at lede.
Dagen efter blev Katrine indkaldt til politistationen.
Hvorfor gik du ikke i gang med at fortælle os om, at I blev skilt for tre måneder siden? spurgte efterforskeren. Det ændrer sagen. Har du ingen papirer hjemme?
Katrine så forvirret på ham. Det viste sig, at der var en skilsmissepapir og en registrering fra Folkeregisteret. Hun forstod ikke noget. Da hun kom hjem, fortalte hun Ingrid alt. Ingrid blev chokeret og holdt sine hænder over munden.
Hvad? udbrød Katrine.
Undskyld, det er min skyld sagde Ingrid med rystende hænder. Søren fortalte mig, at der ville komme retssager på grund af et lånekøbsnummer, som svindlere havde oprettet i dit navn. Han bad mig holde dem skjult for dig, så du ikke blev bekymret. Han lovede at ordne det med sin ven, en dommer. Jeg vidste ikke, at han ville bruge det til at afslutte ægteskabet.
Så han har bedraget mig? hviskede Katrine, sidde langsomt på sofaen.
I morges skrev han til mig, at han er flyttet med en anden kvinde, og de skal giftes snart, sagde Ingrid stille. Han har taget al vores penge.
Katrine rejste sig, gik ud i gården, hvor kulden bider, men den var indeni hende. Hun huskede, hvordan de sammen plantede en liljekonval og to birk ved hegnet for mange år siden stærke træer, som deres ægteskab aldrig havde været. Hun tænkte på barndommens snedækkede vinter, hvor hun trak deres lille pige på en slæde, eller da en lille gris løb væk fra gården, og de jagtede den sammen i latter.
Jeg lader dig ikke gå, mor sagde Katrine fast, da hun gik tilbage i huset. Ja, Søren har svigtet mig, men du har aldrig gjort mig ondt. Jeg elsker dig som en mor, og jeg ved, du aldrig ville ville såre mig.
Den aften græd Katrine og Ingrid i hinandens arme. De ringede til Signe og fortalte alt. Signe var i chok, men sagde, at hun aldrig ville tilgive sin far for dette. Hun inviterede dem til at flytte ind hos hende.
Vi har en ekstra værelse i lejligheden, og snart får vi tvillinger sagde Signe. Så har vi brug for jer, bedstemor og mor.
Katrine og Ingrid så på hinanden, tørrede tårerne væk og smilede gennem gråten. De sagde ja.
Søren kom engang tilbage til byen, men Signe lod ham slet ikke komme ind i lejligheden. Måske ønskede han at genopbygge forholdet, men ingen ventede længere på ham heller ikke hans mor.
