Kirsten var en gammeldags ung dame, som drømte om at blive gift. De fleste kvinder i dag er ret ligeglade med at slå ring på fingeren: hvorfor trække en hel gris ind i huset, når en enkelt pølse er nok? Og pølser var jo i dag nærmest uundværlige i alle former og størrelser. At bo sammen uden at gifte sig var nu helt normalt og langt fra den skam, som den engang var.
Der var dengang stadig moral, skam, ære og en masse andre gammeldags værdier, som i dag næsten er overflødige. Selv den dovne Hans fra landsbyen anses ikke længere som en negativ figur han fik jo nemlig løbende penge fra sin gård, en slags passiv indkomst. Og giv en ung mand en smartphone, så bliver han øjeblikkeligt set som en succesfuld bloger, der har landet drømmejobbet.
Når det gælder familielivet, kan man nu gøre, hvad man vil. Man mødes på hotellet eller i timelokaler, hvad end der er på menuen. Der findes også gæstebryllup, så hvorfor skulle man skynde sig til kirkekontoret? Man ved jo aldrig, hvad der kan ske efter ægteskabet engang var en glemt sok eller dårlige suppe betragtet som katastrofer, men i dag er der langt mere skræmmende ting: infantilitet, mormors overbeskyttelse og kronisk ingenting gør mig glad hos de unge mænd.
Det samme ingenting gør mig glad ses også hos nogle kvinder, som synes deres egen skønhed er den eneste vigtige ting. Der er selvfølgelig krav fra begge køn, men ikke kun brød og underholdning man kan da selv klare brødet. Så er der selvfølgelig shopping
Kirsten var en behagelig undtagelse: smuk, uden nogen form for fitnesstuning af kroppen, med en solid universitetsuddannelse og et godt betalt job. På trods af det så de fleste mænd hende forbi som om hun var en gadeplads de gik videre og indgik ægteskaber med andre; Kirsten gik igen i gamle løkker. Det betyder ikke, at der slet ingen mænd var i hendes liv; hun var trods alt pæn. Men intet førte hende til folkekirken, selvom hun snart ville fylde tredive år.
I de gamle dage sagde man først til børn for de unge kvinder; nu er det først til seksogtres år for de moderne mødre. Kirsten ville ikke have et barn uden en mand ved sin side. Hun troede også på horoskoper altså astrologiske forudsigelser, som i virkeligheden bare er et smart trick for at tjene lidt ekstra.
I de svære tider var alle prognoser positive: På tirsdagens formiddag venter en skæbnesvanger møde med en milliardær! Så hun tog tandbørsten med man ved jo aldrig, om han har seriøse intentioner. Hun søgte en partner, der matchede stjernetegnet: hun var Skytten, et ildtegn, sammen med Vædder og Løve, men Skytten var den mest rolige af dem.
Den første store kærlighed kom på første år på universitetet et år, som i dag svarer til børnehavealderen; hvad forstår de 18årige unge? De forstår dog, hvor de skal hen: seksualundervisningen er i dag meget anderledes, så lad os bare sige, at de ved, hvad der sker.
Derefter kom den såkaldte kreative blok. Regningerne vand, el, mad skulle betales, og pludselig måtte hun selv købe ind i stedet for at stjæle fra køleskabet, som man plejede. Før var pengene fra forældrene; hun boede allerede for sig selv, men den lille enhed gik hurtigt i stå.
Det gik op for hendes kæreste, Anders, at de boede i hendes lejlighed en gave fra hendes bedstemor på hendes sekstende fødselsdag. Vil du ikke selv købe ind? spurgte han forvirret. Hvorfor mig? svarede Kirsten. Men køleskabet er jo dit, og jeg er ikke værten! forklarede Anders, og den logik gik derudad.
Kirsten tænkte hurtigt: Hvis det kun er det, kan du få hele husstanden. Du kan være husbestyrer, så du kan spise, så meget du vil! Anders forsvandt derefter fra deres liv, selvom de gik i samme klasse. Skytten gik videre uden at finde sit ægteskab i kirkekontoret.
Hun elskede stadig Anders, som var hendes første mand, men ungdommen tager sin tid, og en ny fyr dukkede op, da hun var på tredje semester. Dette var ikke fra universitetet, men fra badehuset (sådan et dansk udtryk for de store svømmehaller).
Søren var over tretti år, skilt og med sande intentioner: Vi skal giftes, skat! Men han havde ingen fast indkomst. Det var før den nye pandemisygdom og de store nedskæringer, så livet var ikke så svært men alligevel var han altid på kant med chefen, overarbejde og dårlige lønninger. Han spiste også hjemme, fordi han søgte og Kirsten blev trist.
Kan du i stedet være bud? foreslog hun tøvende. Jeg er analytiker! svarede han stolt. Kan en analytiker ikke være bud? Kør rundt og analyser, du kan også hente mad, jeg har kun penge til de sidste penge. Spørg din mor om hjælp vi har midlertidige problemer! Jeg har sagt til min mor i to måneder, at vi har midlertidige problemer! Tid er en lang ting! citerede han Mayakovsky, mens han så på hende og sagde: Hvad synes du om min erudition? så gik hun videre.
Søren var så meget som en fisk i vandet, men Kirsten mindede ham om, at tid er lang, så lad os flytte på benene både hun og han var snarrådige. Hvem foreslog, at du skulle flytte benene? spurgte Søren, som aldrig havde fået en kvinde til at smide ham ud før. Det var jeg, svarede Kirsten, du kan gå og blive fedtet! hendes svar var en blanding af skarphed og ironi.
Søren var en Stenbukke, et af de mest arbejdsomme og pålidelige tegn. Så skulle man tro, at horoskoper virkelig kan hjælpe. Den tredje fyr, Lars, var også astrologientusiast, og de mødtes på et forum for stjernetegn. De begyndte at udvikle følelser, selvom Lars altid kaldte deres tegn stjernesignatur.
Hvorfor? spurgte Kirsten. Hvorfor fordrejer du ordene? Det er jo sjovt! svarede han. Du har alt under kontrol, selv uden mig! tænkte hun med sin bedstemors vise ord. Deres samtale var fyldt med ordspil: Snedur, støvestøv og dubbe Regn i stedet for almindelige navne en slags komisk påfald.
Begge havde gode jobs, var frie; Søren havde en voksen søn fra sit første ægteskab. Han var lidt genert til at starte, men fandt hurtigt sin plads. En skandale opstod, da Kirstens far, en pensioneret politimand fra efterretningstjenesten, så, at bryllupsdamen kaldte den berømte historiker Døren for Djer og grinede højt.
Jesus, Maria! råbte han med sin polske accent, gå væk, du lille skør! alt i en familiefest, hvor de allerede var i rollen som brud og brudgom.
Det gik heller ikke så glat med folkekirken. Lars viste sig at være en Tyr, jordens tegn, ligesom Stenbukken, og Tyrfolk er kendt for at tage sårene på sig. Så Kirsten mødte Peder: en single, uden børn, pædagogisk, sød, med en fin et-værelses lejlighed. Han var jordtegn (Jomfru), også kendt for at spare og planlægge perfekt for et ægteskab.
De ansøgte om at flytte sammen. Peder ville have, at Kirsten skrev ham ind i sin lejlighed som adresse. Hvorfor? undrede hun sig. Du er jo allerede registreret i din egen lejlighed! Hvorfor er det vigtigt? spurgte Peder. Vi elsker hinanden, og vi vil være en familie! hun svarede.
Det mindede hende om en gammel vittighed: Skriv mig ind i din lejlighed, tak! Så spurgte hun: Tror du på Gud? men de var allerede færdige med at erklære deres kærlighed.
Okay! sagde hun efter en kort pause, det er en god idé, at vi deler alt! Peder undrede sig: Hvor? I min lejlighed, for nu er alt vores! Men du bor jo ikke dér! sagde han. Så lad os skiftes: en måned i min, en måned i din! en løsning, som Kirsten fandt både snedig og lidt skuffende, men som alligevel var en slags kompromis.
Peder stod lidt stille; han havde ikke forudset, at hun ville skære ham så hurtigt. Hvad er så? spurgte hun, mens hun så på hans smil. Det er vel rimeligt, at vi deler bolig? Ingen svar kom, men de blev enige om, at det var en logisk beslutning.
Kirsten gik fra køkkenet til stuen, hvor de spiste, mens Peder tænkte over, hvad han skulle gøre. Efter cirka femten minutter kom han tilbage og sagde: Skal vi se en film? Ja! sagde hun, og han lettede op han havde jo allerede betalt for restaurantreservationen.
Så skriver du mig ind, Peder? spurgte hun igen. Jeg forstår det ikke helt, sagde han, og kiggede væk. Hun lo og sagde: Det er bare, at vi ikke har færdiggjort aftalen om indflytning endnu. Peder gik ud, og de begge undrede sig over, om de nogensinde ville nå at blive gift.
I sidste ende gik to ud af tre af Kirstens venner i bryllup den ene i et halvt år, den anden i et år, og den tredje som en slags løbende ægteskab. Kirsten selv fandt også flere civile ægteskaber med mænd, hun boede med i mere end en måned, og hun oplevede også kærlighed.
Men kærlighed handler ikke kun om følelser, men om handlinger. Så gik Kirsten videre, fik forfremmelse på jobbet, flyttede fra sin bedstemors lille lejlighed til en to-værelses, købte en ny bil og tog på en lille ferie. Hun konkluderede, at livet var gået som smurt.
Desuden er fertilitetsalderen i dag forlænget til omkring tres, så man stadig kan få børn for sig selv. Og pølserne er stadig overalt så der er altid noget at nyde.
