En usædvanlig ceremoni: Svigersønner med nøglen, konerne med planerne!
Og hvem er du så? lød en dyb, drømmende stemme fra soveværelset, da Signe trådte ind ad døren til sin lejlighed på Nørrebro, København, hvor alt føltes fejlagtigt fremmed og fugtiggråt.
Det burde egentlig være mit spørgsmål, svarede hun og svævede nærmest gennem entreen. Hvad laver I i mit soveværelse?
I døråbningen materialiserede sig en kvinde med platinblont hår og morgenkåbe i blågrøn silke, smilende med et fjern, overbærende blik som om hun kendte hemmelige regler.
Aha, så du er Signe! Kasper har talt så meget om dig, sagde hun legende, som om ordene faldt fra hendes mund uden at betyde noget. Jeg er Mille, din forlovede bror.
Efter en lang, uigennemskuelig dag på kontoret havde Signe længtes efter et varmt bad og ro. Men nu sad hendes hjem fyldt med tåge og uvante gæster.
Kasper er min forlovede, ikke min mand, korrigerede Signe, nærmest hviskende. Og jeg husker ikke, at vi havde planlagt noget besøg.
Bag Mille dukkede en ung mand op med røde kinder og usynlige fødder.
Vi holder ferie i byen med Søren, indskød Mille let. Din bror sagde, vi kunne bo her en uges tid.
Køkkenet blev til en surrealistisk jungle af brugte tallerkner, fiskefrikadellepapir og halvtomme danone-yoghurtbægre.
Hvornår nåede Kasper at fortælle dig det? tænkte Signe højt og mærkede, hvordan væggene bølgede. Til morgen nævnte han slet ingen gæster.
Hold da op, du tager det tungt! Mille halede en flaske rødvin op af køleskabet, hvorfor den var iskold som havet ved Amager. Kasper gav mig nøglerne for en måned siden. Jeg troede, I havde talt om det og hvis ikke, er det vel ikke så vigtigt.
Nej, vi har bestemt ikke talt om det. Og hvorfor sover I i mit soveværelse og ikke i gæsteværelset?
Mille trak på skuldrene, mens rosenblade dalede ned fra loftet: Gæsteværelset er klemt, men jeres seng er enorm. Kasper sagde, I kunne sove på sovesofaen nogle dage.
Signes tanker blev svage billeder af den aften, hun første gang mødte Kaspers mor og søster de havde kigget på hende som på et møl i en lampe.
Beklager at skuffe dig, men det her er min lejlighed, mit soveværelse og min seng, svarede hun med underlig dybde i stemmen. Kasper bor her kun, fordi jeg har inviteret ham ind.
Årh, så sladrerne passer! lo Mille. Mor sagde altid, du holdt Kasper i snor.
Jeg er udmattet. I kan blive i gæsteværelset én nat, men mit soveværelse skal være tomt.
Lad os da bare vente på Kasper, svarede Mille, mens hun hældte vin op, som om glasset aldrig blev fyldt. Mon ikke han kan forklare dig, hvor uhøfligt det er at sætte betingelser?
Da Kasper endelig kom hjem, fløj hans søster over til ham og klagede:
Kasper! Din forlovede vil smide os ud af soveværelset!
Signe, hvad er der sket? spurgte han forvirret, hans stemme lød som regn mod ruderne.
Hvorfor har du givet din søster nøglerne til min lejlighed? spurgte Signe, underligt rolig.
Det er jo også min, Signe. Jeg bor her jo nu, husker du?
Ja, du bor her på min invitation. Men derfor skal du stadig spørge, før du giver mine nøgler væk.
På den kantede altan, hvor planterne havde skygger som mennesker, begyndte Kasper at snakke som i et ekko:
Hvad er der i vejen? Det er min søster jeg lovede hende, de kunne bo her.
Og derfor bor de i vores seng?
Hvad gør det? Din gæstesofa er jo god nok.
Pointen er, at du gav nøglerne til min lejlighed uden at spørge mig.
Søren er jo ikke en fremmed han er Milles kæreste.
Jeg har aldrig set ham før! Og din søster kender jeg dårligt nok.
Så du kan altså ikke lide min familie?
Indefra var der lyde som fra et eventyr: Mille ringede til deres mor og sagde: Den tosse prøver at smide os ud! Kasper skal nok styre hende på plads.
Signe, lad os nu være voksne, sagde Kasper ud i natten. Det er kun en uge. Hvis vi skal giftes, må vi finde kompromiser.
Han gik væk som et genfærd og satte sig hos sin søster og Søren, der lo af noget usynligt.
Signe trådte ind stuen. De sad dér, optaget af hinanden, som marionetter uvidende om trådene over deres hoveder.
Pludselig blev alting klart i drømmen: To års opslidende kompromisser, måneder med skjulte nøgler alt flimrede forbi.
Ud af min lejlighed, sagde hun blødt, men myndigt, som om ordene dryppede fra loftet.
De stirrede forbløffet men kort efter lød døren, og stilheden lagde sig over lejlighedens lurende hjørner. Signe satte sig roligt ned med sin bestilte smørrebrød og mærkede en lethed strømme gennem sig for nu vidste hun, at hendes fremtid kun behøvede én betingelse: respekt for sig selv, og intet mere.
Så klingede drømmen ud med lyden af en let regn mod de københavnske tage, og nøglen til lykken syntes at passe i hendes egen lomme.
