En pause til mor Alina gik træt ad fortovet mod skolen. Hun var igen indkaldt til skolelederen – for tredje gang i dette kvartal. Hun måtte bede sin kollega om at tage hendes vagt på lageret i aften. De hjalp ofte hinanden, da arbejdet med at pakke varer til webshoppen blot var et bijob for dem begge. Lønnen var beskeden, men blev udbetalt hver uge uden forsinkelse, og arbejdet var egentlig ikke svært. Ikke svært, nej, men når det er det tredje job, tærer selv små opgaver på kræfterne. Alina gik og glædede sig faktisk lidt over, at hun var indkaldt til skolen. Det var et tvivlsomt grundlag for glæde, men for hende var det en mulighed for at slappe af. Hun var så træt af den endeløse jagt på penge og kampen for at få hverdagen til at hænge sammen. Om tre måneder skulle hun betale det sidste af på lånet, og så ville der være én regning mindre. Det gav hende styrke. Alina lovede sig selv, at når den sidste betaling var klaret, ville hun og Lasse tage på pizzeria og fejre det. De havde fortjent en fest – et helt år havde de sparet på alt for at betale af på det lån, hendes afdøde mand havde optaget. Lasse mødte hende på trappen, og sammen gik de ind til skolelederen som et team. Alina vidste allerede, hvad der ville blive sagt – både om skolearbejdet og opførslen. – Din søn, – skolelederen så alvorligt på Alina, – kaldte en klassekammerat for en dum får! Og det mens han stod ved tavlen og svarede. Hvor har han lært sådan et udtryk? Hvordan taler I derhjemme? – Det er ikke hjemmefra, det har han lært i skolen, – svarede Alina træt. – Generelt er Lasses opførsel forfærdelig: han er fræk over for lærerne, driller klassekammeraterne, synger sange i timen, rasler med slikpapir, går på toilettet og kommer tilbage. – Jeg skal nok tale med ham, – Alina klemte sin søns hånd under bordet. – Alina Andersen, det er tredje gang i dette kvartal, du sidder her! Hvad bliver det næste? Snart skal han i mellemskolen, og der er ingen, der vil nusse om ham. – Jeg forstår. – Hvad forstår du? Det er nemt for dig at sige: du lader dit barn være i SFO til klokken 19 og afleverer ham, så snart skolen åbner. Det er skolen, der opdrager din søn! – Victoria, vi bor alene, vi har ingen andre. Jeg arbejder på tre jobs, fordi jeg har både huslån og et gammelt lån fra min afdøde mand. Sådan blev det – han er her ikke mere, men lånet er. Jeg har kun én fridag, og den er ikke altid fri – hvis der er ekstra arbejde, tager jeg det. Jeg gør, hvad jeg kan for at vi kan klare os. Lasse forstår det hele og beder aldrig om noget unødvendigt. Jeg prøver at tale mere med ham, men har ikke altid overskud. Jeg ved, det er mit ansvar, men jeg kan ikke sende ham i skole sulten og i for korte bukser, så jeg må arbejde meget. – Det skulle Alina nok ikke have sagt, men det kom bare ud. Skolelederen blev stille. Hun lagde mærke til den trætte kvinde foran sig, det opsatte hår og de sænkede skuldre. Hun fik medlidenhed og sagde med blødere stemme: – Men Lasse klarer sig jo godt fagligt, der er ingen problemer med lektierne. Han fik tredjepladsen ved den lokale olympiade og deltager i kreative konkurrencer. Han er en god dreng, det er kun opførslen, der halter. Du må forstå, jeg kan ikke ignorere klagerne. Læreren kan ikke styre ham, og de andre forældre klager. Nu har lærerne færre rettigheder, men alle børn kan blande sig i undervisningen. Derfor må jeg indkalde dig, for efter sådanne samtaler bliver Lasses opførsel bedre. – Jeg forstår. – Godt, jeg vil ikke holde dig længere. Tal med ham derhjemme, gennemgå det hele. Jeg er sikker på, han forstår – han er jo klog, det er kun opførslen, der halter. – Det skal jeg nok. – Og du, skuff ikke din mor! – Skolelederen så strengt på drengen – Opfør dig ordentligt, din mor har nok at bekymre sig om! Drengen nikkede, Alina rejste sig og vidste, at samtalen var slut. – Send de næste ind, tak. Alt godt. – Farvel. Mor og søn gik ud af skolen. Alina nød den friske efterårsluft: de sidste dage af oktober, snart bliver det koldt, men endnu er det lunt om dagen. Nu går de hjem og får snakket. Hun har ikke meget lyst til at skælde ud – det kræver også energi, men som en ordentlig mor må hun nok. – Lasse, fortæl mig, hvad der er sket? Sidste år var jeg ikke til forældremøde én eneste gang, og i år er jeg i skolen hele tiden. – Ikke noget, mor, – svarede Lasse og sparkede til stenene. – Måske er klasselæreren efter dig? Er der nogen, der driller? – Nej, alt er fint. Drengene er gode, og fru Olsen er sød, når vi ikke driller hende. – Men hvad så? Jeg forstår det ikke, forklar mig, – hun stoppede og så ham i øjnene. – I september havde vi klassesamtale, og fru Olsen sagde, at børn også skal have pauser. Når du bliver indkaldt til skolelederen, får du fri fra arbejde, og om aftenen går du ikke på lageret, men ligger og slapper af, og næste dag er du glad. – Så du gør det for at jeg kan slappe af?? – udbrød Alina overrasket. – Ja. Mor, jeg har sparet penge op og købt badesalt og skumbad, jeg har set det i reklamer. I går fik vi boller med marmelade i kantinen, og i dag fik vi rundstykker. Jeg spiste dem ikke, de ligger i min rygsæk. Lad os tage hjem og drikke god te, og bagefter kan du tage et langt bad. – Min søn, – hviskede Alina med tårer i øjnene – hvor er du blevet stor og omsorgsfuld! Du er allerede en rigtig mand! Lad os drikke te, og bagefter tager jeg et bad. Det var en god idé. Tusind tak. Alina vil selvfølgelig forklare ham, at det ikke er smart at lave ballade i skolen, og at hun snart har betalt det ene lån ud, så kun huslånet er tilbage. Hun lover ham, at de snart vælger en dag, hvor de bare slapper af og ikke laver noget – ikke engang lektier. Men lige nu holder hun sin lille store mand i hånden og går hjem for at drikke te med boller …

DAGBOG EN PAUSE TIL MOR

Jeg, Mette, gik træt ned ad fortovet mod skolen. Endnu engang var jeg blevet kaldt ind til skolelederen tredje gang denne termin. Jeg måtte bede min kollega, Lise, om at tage min vagt på lageret i aften. Vi hjælper ofte hinanden, for arbejdet med at pakke varer til webshoppen er bare et ekstrajob for os begge. Lønnen er ikke stor, men den kommer til tiden hver uge, og selve arbejdet er egentlig ikke svært. Ikke svært, nej, men når det er ens tredje job, føles selv de mindste opgaver udmattende.

Alligevel glædede jeg mig lidt over at blive kaldt ind på skolen. Det lyder mærkeligt, men for mig var det en slags pause. Jeg er så træt af den evige jagt på penge og kampen for at få hverdagen til at hænge sammen. Om tre måneder er mit lån betalt ud, og så er der én regning mindre. Det giver mig styrke. Jeg har lovet mig selv, at når den sidste betaling er klaret, tager jeg og min søn, Emil, ud og spiser pizza for at fejre det. Vi har fortjent en fest et helt år har vi sparet på alt for at betale af på det lån, min afdøde mand tog.

Emil ventede på mig ved indgangen, og sammen gik vi ind til skolelederen, som et team. Jeg vidste allerede, hvad hun ville sige både om skolearbejdet og opførslen.

Din søn, sagde skolelederen og så alvorligt på mig, kaldte en klassekammerat for en dum får! Og det var mens han stod ved tavlen og svarede. Hvor har han lært sådan et udtryk? Hvordan taler I derhjemme?

Det er ikke hjemmefra, det har han lært i skolen, svarede jeg træt.

Generelt er Emils opførsel slem: han er fræk over for lærerne, driller klassekammeraterne, synger under timerne, rasler med slikpapir, går på toilettet og kommer tilbage.

Jeg skal nok tale med ham, sagde jeg og klemte Emils hånd under bordet.

Mette Jensen, det er tredje gang denne termin, du sidder her! Hvad bliver det næste? Snart skal han i mellemtrinnet, og der er ingen, der vil holde ham i hånden.

Jeg forstår.

Forstår du? Det er nemt for dig at sige du afleverer ham i morgenklubben og henter ham først klokken 19, når skolen lukker. Det er skolen, der opdrager din søn!

Birgitte, vi bor alene, bare os to. Jeg arbejder på tre jobs, fordi jeg har både realkreditlån og det forbrugslån, min afdøde mand tog. Sådan blev det han er her ikke mere, men lånet er. Jeg har kun én fridag, og selv den ryger, hvis der er ekstra arbejde. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at vi kan klare os.

Emil forstår det hele og beder aldrig om noget unødvendigt. Jeg prøver at tale mere med ham, men har ikke altid overskud. Jeg ved, det er mit ansvar, men jeg kan ikke sende ham i skole sulten og i for korte bukser, så jeg må arbejde meget. Det skulle jeg nok ikke have sagt, men det kom bare ud.

Skolelederen blev stille. Hun så ud til at bemærke min træthed, mit opsatte hår og mine sænkede skuldre. Hun fik medlidenhed og blødte op:

Men Emil klarer sig jo godt fagligt, der er ingen problemer med lektierne. Han fik tredjepladsen i den lokale olympiade og deltager i kreative konkurrencer. Han er en god dreng, det er kun opførslen, der halter. Du må forstå, jeg kan ikke ignorere klagerne. Læreren kan ikke styre ham, og de andre forældre klager. Nu har lærerne færre rettigheder, og alle børn blander sig i undervisningen. Derfor må jeg kalde dig ind, for efter sådan en samtale bliver Emils opførsel bedre.

Jeg forstår.

Godt, jeg vil ikke holde dig længere. Tal med ham derhjemme, gennemgå det hele. Jeg er sikker på, han forstår han er klog, det er kun opførslen, der skal rettes.

Det skal jeg nok.

Og du, Emil, sagde skolelederen strengt til min søn, skuff ikke din mor! Opfør dig ordentligt, hun har nok at tænke på!

Emil nikkede, og jeg rejste mig, velvidende at samtalen var slut.

Send den næste ind, tak. Hav en god dag.

Farvel.

Vi gik ud af skolen. Jeg nød den friske efterårsluft de sidste dage i oktober, snart bliver det koldere, men lige nu er det stadig lunt om dagen.

Nu går vi hjem, og så må vi tage snakken. Jeg har ikke meget lyst til at skælde ud det kræver også energi, men som mor må jeg vel.

Emil, fortæl mig, hvad der er sket? Sidste år var jeg ikke til et eneste forældremøde, og nu er jeg på skolen hele tiden.

Ikke noget, mor, sagde Emil og sparkede til en sten.

Er det læreren, der er efter dig? Eller driller de andre?

Nej, alt er fint. Drengene er flinke, og fru Sørensen er sød, når vi ikke driller hende.

Hvad er det så? Forklar mig det, jeg stoppede op og så ham i øjnene.

I september havde vi klassens time, og fru Sørensen sagde, at børn også skal have pauser. Når du bliver kaldt ind til skolelederen, får du fri fra arbejde, og om aftenen går du ikke på lageret, men ligger og slapper af, og næste dag er du glad.

Så du gør det for at jeg kan få en pause?? udbrød jeg målløs.

Ja. Mor, jeg har sparet penge op og købt havsalt og badeskum, jeg så det i en reklame. I går fik vi boller med syltetøj i kantinen, og i dag var der rundstykker. Jeg spiste dem ikke, de ligger i min taske. Lad os tage hjem, drikke god te, og bagefter kan du tage et langt bad.

Min søn, hviskede jeg med tårer i øjnene hvor er du blevet stor og omsorgsfuld! Du er allerede en rigtig mand! Lad os drikke te, og så tager jeg et bad. Det var en fantastisk idé. Tusind tak.

Selvfølgelig vil jeg forklare ham, at ballade i skolen ikke er den bedste løsning, og at snart er det ene lån betalt, så er der kun realkreditten tilbage. Jeg lover ham, at vi vælger en dag, hvor vi bare slapper af og ikke laver noget, ikke engang lektier.Indtil da holder jeg bare fast i hans hånd, min lille store mand, og vi går hjemad med tasken fuld af rundstykker og boller. Jeg mærker, hvordan trætheden letter lidt, bare ved tanken om Emils omsorg og hans forsøg på at give mig en pause. Hjemme sætter vi os ved køkkenbordet, han finder boller og rundstykker frem, og jeg brygger en god kop te den slags, vi kun drikker, når der er noget særligt at fejre.

Emil fortæller om skolen, om vennerne og om fru Sørensen, og jeg lytter, mens jeg prøver at slippe dagens bekymringer. Han insisterer på, at jeg skal tage et langt bad med havsalt og badeskum, og jeg kan ikke lade være med at smile over hans betænksomhed. Jeg tænker på, hvor meget han har lært om ansvar og omsorg, og hvor hurtigt han er blevet voksen.

Efter teen og bollerne går jeg ind på badeværelset, hvor Emil har stillet salt og skum frem. Vandet er varmt, og duften af havsalt fylder rummet. Jeg synker ned i badet og mærker, hvordan kroppen slapper af, og tankerne falder til ro. For første gang i lang tid føler jeg mig virkelig set og værdsat ikke bare som mor, men som menneske.

Da jeg kommer ud, sidder Emil og læser lektier ved bordet. Jeg sætter mig ved siden af ham, og vi snakker lidt om alt og ingenting. Jeg lover ham, at når lånet er betalt, skal vi have en hel dag, hvor vi bare hygger os, ser film og spiser pizza uden at tænke på arbejde, skole eller regninger. Han smiler stort, og jeg kan se, at han glæder sig.

Inden sengetid lægger jeg mig et øjeblik på sofaen, mens Emil pusler rundt. Jeg tænker på, hvor meget vi har klaret sammen, og hvor stærke vi er, selvom livet ikke altid er let. Jeg er taknemmelig for min søn, for hans kærlighed og hans evne til at give mig en pause, når jeg har allermest brug for det.

I morgen er en ny dag, og måske bliver det lidt lettere. Men lige nu, i dette øjeblik, er jeg bare mor, der drikker te med sin søn og nyder en velfortjent pause.