Jeg er ikke hjemmehjælper
Ida, jeg har dårlige nyheder, sagde Anders, mens han lagde skeen på tallerkenen og kiggede ned. Det står ikke godt til med mor. Hun er allerede firs. Hun kan ikke klare sig selv mere. Hun har brug for konstant pleje.
Jeg har hele tiden frygtet det sukkede Mette, mens hun tørrede hænderne af i viskestykket. Har du talt med Søren? Vi må vel finde en hjemmehjælper. Vi kan ikke bære det hele alene.
Jeg har snakket med ham. Vi har besluttet os: Hjemmehjælpere er dyre. Og det er ubehageligt at have en fremmed i huset. Det er bedst, hvis nogen fra familien tager sig af hende. Familien kommer først.
Vi har besluttet? Mette stivnede. Så dig og din bror har allerede aftalt det hele uden mig?
Ja. Og vi blev enige om, at du er bedst egnet. Mor kender dig, hun accepterer dig. Hun ville ikke have det godt med en fremmed. Og så er du hjemme mest, du kunne sige op og tage dig af hende.
Mette mærkede hjertet synke. Hun arbejdede som bogholder, få år fra pension. Skulle hun opgive jobbet? Miste pension og anciennitet?
Anders, jeg bliver nødt til at tænke over det. Jeg er ikke lavet af stål. Jeg er heller ikke helt rask. Og I har slet ikke spurgt mig. I har bare sat mig i den her situation.
Mette, du ved jo godt, at mor gav os denne lejlighed. Hun har gjort alt for os. Nu må vi til gengæld vise taknemmelighed. Søren og jeg skal nok hjælpe. Du bliver ikke efterladt alene.
Hun vidste altså godt, at deres hjælp ville række så langt som det passede dem. Ellers ville det hele ende på hendes skuldre. Hun sagde dog ikke imod. Hun fik bevilget en måneds orlov fra arbejde for at passe en slægtning og lagde en klar betingelse:
Kun en måned. Så taler vi om det igen. Jeg skriver ikke under på at gøre det her på ubestemt tid.
Okay, det forstår jeg. Indtil da henter vi mor herhjem det er lettere sådan. Så slipper du for at rende frem og tilbage.
Næste dag stod Karen Johansen, Anders mor, ved døren til deres lejlighed i Aalborg. Svækket, måtte hun støtte sig til rollatoren. De bar en kørestol ind, lagde et tæppe, satte medicin frem, baljer, puder, dyner. Lejligheden blev fuld af lugten af gammel dame og håndsprit.
Anders gik straks i gang med kommandoerne:
Læg en pude bag hendes ryg. Suppen er kold, varm den op. Sørg for at hun får al sin medicin det er altså dit ansvar nu!
Mette sagde ikke noget, men gjorde det hele. Men hun var ikke længere fyrre. Ryggen værkede, blodtrykket svingede, leddene gjorde ondt. Og svigermor, som for at gøre det værre, begyndte at lave små irritationsmomenter: spildte saft, gemte piller, klagede over støj.
Et par dage efter kom Søren sammen med sin kone, Lone. Uden at tage overtøjet af gik de en runde i lejligheden som på museum. De kommenterede på alt: Her kan mor ikke få luft, Her trækker det. Mette stod i et hjørne, usynlig.
Mor, hvordan har du det? Er det hårdt med Ida? spurgte Søren.
Søn, hvem vil vel have en gammel kone i huset? jamrede Karen. Hun ser på mig som en byrde. Ingen frikadeller, ingen omsorg. Det hele virker tvunget
Mette kunne ikke holde det ud længere.
Frikadellerne kommer i morgen. I dag står menuen på karbonader og suppe. Skal alt nødvendigvis laves på én gang?
Mette, indskød Lone hvordan kan du undlade at lave ordentlig mad hver dag? Hun er gammel! Man skal fodre hende som et barn. Synes du det er hårdt?
Lone, jeg laver mad, vasker, gør rent, skifter sengetøj Prøv det du selv så kan du tale bagefter. Når det bliver din tur, laver du som du synes.
Men jeg har jo arbejde! Jeg kan ikke. Og jeg ved ikke hvordan! udbrød Lone, hendes arrogante attitude forsvundet.
De gik, som de kom uden at hjælpe det mindste.
Anders, på trods af alle løfter, var alt mere og mere væk:
Ida, du er kvinde. Du må klare det. Jeg er træt efter arbejde. Og desuden, det er tradition svigerdøtre passer svigermødre. Ingen har klaget før.
Mette sagde ikke noget. Hun talte dagene til hun kunne vende tilbage på arbejde.
Efter tre uger kom Anders med nyheder:
Jeg har snakket med Søren. Mor laver et testamente til dig på lejligheden. Så siger du op og passer hende resten af hendes tid. Det er vel fair.
Hvad?! Mette blev helt bleg. Tror du virkelig jeg vil smide mit liv væk for nogle kvadratmeter? Jeg vil ikke have en lejlighed på bekostning af min egen sundhed! Jeg vil ikke bytte flere års pleje for en arv!
Tænk nu på vores dreng! Vi kan sælge lejligheden, dele, og Mads får også lidt ud af det.
Måske om ti år. Eller femten. Men hvad med mig? Skal jeg bare forsvinde?
Anders var tavs, såret i blikket.
Jeg er ligeglad med lejligheden, Anders. Jeg vil leve. Jeg vil tilbage på arbejde, nyde min morgenkaffe, læse avisen, ikke løbe rundt med baljer. Du har en bror han må også tage sit ansvar. Eller også må I hyre en hjemmehjælper!
Pengene! Alt handler om penge nu om dage! Og din løn er jo ikke engang stor. Det er bedre, du er hjemme!
Nej! Jeg har besluttet mig! sagde Mette og kiggede ham direkte i øjnene. Gør hvad I vil. Men jeg tager mig ikke længere af Karen Johansen.
En uge senere pakkede Mette sine ting. Roligt, uden drama. Hun lejede et værelse i en delelejlighed. Sønnen Mads støttede hende: lovede at hjælpe økonomisk, ringe, komme forbi.
Og Anders forstod hurtigt: Mor skal passes. De fandt en professionel hjemmehjælper. Uddannet, med papirer i orden.
For første gang i mange år følte Mette sig fri. Uskyldig. Ikke forpligtet. Bare kvinde. Hun drak sin første morgenkaffe i fred, så solen stå op over byen, og mærkede, at hun nu endelig levede for sin egen skyld.
Jeg lærte, at man ikke skal ofre sig selv for andres skyld, når ingen tager ansvar. Nogle gange skal man vælge sig selv og sit eget liv.
Jeg er ikke hjemmehjælper – En historie om familie, forventninger og at sige fra i Danmark
