PÅ KØKKENSOFAEN
Her er der en behagelig sofa i køkkenet, jeg tænker, du kan overnatte her et par dage, sagde min søn roligt til mig.
Jeg svarede ikke, for jeg var udmattet efter rejsen. Jeg var kommet hjem på ferie lige op til nytår, havde stået længe ved grænsen, var gennemkold, ville bare i bad og have noget at spise, så jeg sagde ingenting, selvom der rasede en storm indeni mig.
Jeg havde håbet på en anden modtagelse, selvfølgelig. Jeg havde ikke været hjemme i tre år. Jeg arbejdede i Tjekkiet, tog af sted for at tjene penge, så snart min søn blev gift.
Vi havde et hus, men det trængte til renovering, og vi havde ikke råd. Vi klarede os kun lige. Jeg opfostrede min søn alene, min løn var lav, og min eksmand hjalp aldrig økonomisk, ikke engang børnepenge kom altid. Så jeg måtte klare det hele selv.
Da Mads blev voksen og ville gifte sig, indså jeg, at jeg ikke havde noget at lave hjemme jeg måtte tage til udlandet, som så mange andre kvinder, for at sikre min alderdom og hjælpe mit barn.
Jeg tog til Tjekkiet, hvor min veninde allerede arbejdede, og hun hjalp mig med at falde til.
Det var svært i starten alt var nyt, sproget fremmed, forholdene ikke de bedste. Vi lejede en lejlighed, seks kvinder i to værelser. Man kunne selvfølgelig finde noget bedre, men det ville koste mere, og vi var alle kommet for at tjene og spare op, ikke for at leve luksuriøst.
Men måned for måned vænnede jeg mig til det. Jeg havde planer at tage penge med hjem og renovere huset. Jeg arbejdede meget, havde næsten ingen fritid. Jeg tænkte hele tiden, at det snart ville være slut, og jeg kunne vende hjem til min familie.
Mor, hvorfor sparer du egentlig penge? spurgte min søn en dag, da han ringede til mig i Tjekkiet.
Hvad mener du? Vi skal jo renovere huset, svarede jeg overrasket.
Jeg synes, vi skal gå i gang nu. Du har vel allerede lidt penge lagt til side? sagde han.
På det tidspunkt havde jeg kun 37.000 kroner, men det var nok til at starte renoveringen. Mads gik til opgaven med stor grundighed, han beskrev planen for mig, og jeg syntes, det lød godt.
Jeg kom ikke engang hjem, for jeg ville tjene mere. Alle pengene sendte jeg straks hjem til min søn, for jeg ville se resultater hurtigt.
Da jeg endelig kom hjem, blev jeg overrasket huset var ikke til at kende, det så helt anderledes ud end da jeg rejste.
Stor stue med gulv-til-loft vinduer, flotte, dyre møbler, og på væggen hang et kæmpe fladskærms-tv.
Mads var stolt, viste mig glad rundt fra rum til rum og fortalte om alt, han havde lavet.
Jeg var imponeret, for det hele så virkelig flot og dyrt ud, jeg havde ikke forventet så meget, men min søn havde vist sig som en god husbond og forvaltet pengene klogt.
Det er virkelig flot, Mads, godt gået. Men hvor er mit værelse? spurgte jeg.
Der opstod en akavet pause, og så foreslog min søn, at jeg kunne sove på sofaen i køkkenet, som han kaldte meget behagelig.
Mor, det er jo kun mens du er på ferie. Vi tænkte, det var bedst for dig i køkkenet, her er varmt, og du forstyrrer ikke. Vi har mange ting og gæster for tiden.
De ord ramte mig som et koldt bad. Jeg forstod jo, at han var blevet voksen og havde sit eget liv, men følelsen af at være overflødig, at jeg havde givet alt for ham og nu stod tilbage med ingenting, gjorde ondt.
Jeg sov på køkkensofaen og lyttede til min søn, der lo med sine venner. Jeg tænkte på, hvordan det hele var begyndt: hvordan jeg havde kæmpet for at give ham det bedste, og nu følte jeg mig som en fremmed i mit eget hjem.
Du har det flot her. Er huset egentlig skrevet over på dig? hørte jeg fra mit hjørne, da min søn talte med sin ven.
Nej, ikke endnu, men jeg vil snart tale med mor om det hun kan jo skrive huset over på mig, nu hvor jeg gør alt arbejdet, og det er jo ikke mit endnu. Tænk hvis hun vil gifte sig igen, svarede Mads, og de grinede alle sammen.
Jeg blev så ked af det, at det ikke kan beskrives. Huset står stadig i mit navn, og jeg havde ikke tænkt mig at skrive det over på nogen, for jeg kan se, at min position er usikker. Hvis de allerede har flyttet mig ud i køkkenet, hvor skal jeg bo, hvis jeg giver huset til min søn?
Jeg ventede ikke på samtalen med Mads, men pakkede mine ting og tog tilbage til Tjekkiet, og sagde til børnene, at jeg var blevet kaldt akut på arbejde.
Efter alt det, der skete, har jeg meget at tænke over. Måske skal jeg stoppe med at støtte min søn økonomisk og i stedet spare op til en lille lejlighed til mig selv. Nogle gange må man huske, at selvom man giver alt til sine børn, skal man også passe på sig selv for respekt og kærlighed kan ikke købes for penge, og alle fortjener et sted, hvor de føler sig hjemme.
På køkkensofaen – Her er en dejlig sofa i køkkenet, du kan sagtens overnatte her et par dage, siger min søn roligt til mig.
