For nogle år siden blev min mor gift igen. Brylluppet blev afholdt helt efter traditionerne, og alt gik, som det skulle. Min mors nye mand flyttede ind i hendes lejlighed. Hun har en lille etværelses lejlighed, men de valgte alligevel at bo der sammen.
Min egen mand er soldat. Vi bor alene i vores eget hjem. For ikke så længe siden besluttede vi os for at købe en lejlighed. Vi købte en toroms, og selvfølgelig tog vi et lån.
Jeg har altid drømt om sådan en bolig. Den er lys, rummelig, og har højt til loftet. Et sted, hvor man virkelig har lyst til at leve.
Det tog os lang tid at få vores hjem indrettet og renoveret. Vi tog det i små skridt, uden at skynde os. Vi ville gerne have det helt perfekt, lige som vi havde forestillet os det. En af grundene til, at det gik langsomt, var budgettet. Selvom vi klarer os godt, kan vi ikke bare trykke penge vi skal jo tjene dem.
Det var min mor, der holdt øje med renoveringen. Hun bor nemlig kun to busstoppesteder væk fra os.
For en måned siden tog vi på ferie. Vi kom hjem uden at sige noget til nogen og gik direkte op til vores lejlighed. Det er svært at beskrive de følelser, jeg havde, da jeg så børn løbe rundt i vores hjem.
Det viste sig, at min mor havde givet datteren til sin nye mand lov til at bo i vores lejlighed. Jeg blev mildest talt chokeret. Jeg ringede straks til min mor og bad hende og hendes mand om at komme over. Min mor forstod slet ikke, hvorfor jeg var vred eller hvad hun havde gjort forkert.
-Hvad er der galt? I kommer sjældent her, og I bor langt væk. Skal lejligheden bare stå tom? Du kunne have lejet den ud, og nu kan hun ikke engang leje en bolig. Hun har ikke råd, og med to små børn er det svært at finde arbejde.
Da jeg spurgte, hvorfor hun overhovedet var kommet til København, hvis hun var i sådan en svær situation, fik jeg aldrig et klart svar.
Vores renovation bliver gradvis ødelagt. Alt i køkkenet er fedtet til, og børnene har malet på møblerne.
Min mand sagde, at nu får hun tre måneder til at flytte. Det er rigeligt med tid til at beslutte, hvor hun vil hen og hvordan hun vil organisere sit liv fremover.
Men min mor begyndte at forsøge at give os skyldfølelse:
-Hvordan kan I dog smide en mor ud på gaden med børn? Det er derfor, I ikke har jeres egne børn. I er bare egoister.
Min mand og jeg forstod ikke, hvorfor vi, i al evighed, skulle lade fremmede bo i vores lejlighed. Vi gjorde det helt klart, at hun havde tre måneder til at finde et andet sted. Til sidst tog jeg billeder af lejligheden og dens tilstand på det tidspunkt, så datteren til min mors mand ikke kunne finde på at ødelægge vores ejendom med vilje. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan min mor kunne gøre det. Det føles som om, hendes mands datter er vigtigere for hende end mig, hendes egen datter.
Min mor besluttede, at jeg skulle forsørge datteren til hendes nye mand.
