Fru Karen lå stille og lyttede til uret, der tikkede på natbordet hos damen i sengen ved siden af.
Tik-tak.
Tik-tak.
Hvert eneste slag mindede hende langsomt og ubarmhjertigt om, at det hele snart var forbi.
Udenfor var det september. Himlen var grå, og det samme var muren på nabobygningen. Det føltes, som om hele verden var malet i én farve håbløshedens.
***
Hun havde aldrig været en ond kvinde. Der var bare altid noget i hendes liv, der var vigtigere end børnene.
Det noget råbte altid: Skynd dig!, Nu!, Du når det ikke!
Og Karen knoklede. Hele sit liv. For deres skyld.
Hun kunne stadig huske duften fra torvet: fugt, surkål og rådne grøntsager.
Tidligt om morgenen, når hun stod ved sin bod og trak de hullede vanter på de kolde fingre, sov hendes søn og datter trygt hjemme i den varme lejlighed.
Hun betalte for deres komfort med sine egne, hårdt tjente penge. Deres rolige søvn var hendes pligt, hendes mål, hendes belønning.
***
Snakken med de andre kvinder på torvet handlede altid om det samme:
Ungerne er syge igen, sukkede tykke Birthe, der stod ved naboboden. Jeg har ikke sovet i nat, har måttet tage feber. Det er forfærdeligt. Jeg kan slet ikke arbejde
Karen nikkede bare og talte mønterne op.
Hun forstod ikke Birthe.
Helt ærligt! Hvad er vigtigst? En løbende næse eller penge til medicin og nye støvler?
For Karen var svaret klart.
***
En dag, da Mads var omkring ti og Lise syv, kom de løbende ned på torvet. Det var weekend. Karen, træt men tilfreds med dagens omsætning, gav dem hver en franskbrødssnitte med leverpostej og et krus varm te fra termokanden. De sad på en kasse bag boden, små og glade, og så på hende med beundring.
Mor, må vi ikke hjælpe dig? spurgte Mads ivrigt.
Hjælpe? grinede Karen. Nå, så regn lige ud, hvor meget jeg skal give tilbage i byttepenge?
Hun rakte ham en stak sprøde sedler.
Drengen rynkede koncentreret på næsen og begyndte at tælle. Lise så stolt på sin bror, som om han løste en opgave for hele landet.
I det øjeblik mærkede Karen et stik af ømhed. Men hun stoppede sig selv:
Sådan skal det være. Hun fodrede dem ikke bare hun lærte dem at klare sig! Gav dem livets lektier.
Og de skulle nok lære dem. Det skulle hun sørge for
***
Senere kom Lise løbende ud i køkkenet med en tegning. På papiret var en skæv figur med en sol som hoved og to streger som arme.
Mor, se! Det er dig og mig! Vi holder hinanden i hånden! Lises stemme boblede af glæde.
Karen stod ved komfuret og rørte i den tykke suppe.
Hun var udmattet efter ti timer på benene. Tankerne kredsede kun om, at hun næste dag skulle nå at købe nye bukser til Mads, for de gamle var slidt op.
Hun kastede et hurtigt blik på tegningen.
Flot, skat. Gå ud og leg nu, så suppen ikke brænder på.
Hun så, hvordan lyset i Lises øjne slukkede. De små skuldre sank. Men hvad skulle hun gøre? Suppen ventede ikke. Bukserne købte ikke sig selv.
Tegningen satte hun op på køleskabet med tape. Den hang der nogle dage, indtil den blev erstattet af en indkøbsliste.
***
En aften, da Mads var blevet teenager, forsøgte han, ildrød i hovedet, at tale med hende om en pige fra klassen.
Mor, Sofie fra 9.B hun har skrevet til mig, sagde han og pillede ved kraven på sin slidte T-shirt.
Karen sad i lænestolen, lukkede øjnene efter en lang dag og viftede ham væk.
Det er alt for tidligt at tænke på, Mads. Få nu din uddannelse først, så kan vi snakke om det. Lær nu noget, så du ikke ender som arbejder.
Hun var sikker på, hun gav ham et fornuftigt råd. Hun lærte ham at holde fokus, at være stærk.
Og han huskede lektien.
Både han og Lise lærte alle hendes lektier til punkt og prikke.
***
Mads og Lise fik deres egne familier, hvor der ikke var plads til føleri. De ringede til deres mor til højtider til jul, til mors dag. Korte, høflige samtaler.
Hej mor. Hvordan går det?
Fint. Og jer?
Også fint. Vi snakkes.
De tog sig af hende på afstand. Overførte lidt penge til hendes konto. Det var nemt. Det var praktisk. Det var hendes egen metode, der nu kom tilbage til hende.
***
Så fik hun et slagtilfælde.
Hun vågnede op på hospitalet. Alene. De første dage var et virvar af læger og medicin, men da tågen lettede, bad Karen straks om sin mobil.
Med besvær tastede hun Lises nummer.
Hej Lise, det er mor jeg er på hospitalet har fået et slagtilfælde.
Der blev stille i røret, så lød et træt suk.
Åh mor, hvordan kunne det ske? Jeg har så travlt på arbejde, det er regnskabstid, og ungerne er syge. Jeg kigger forbi, når jeg kan. Jeg ringer til lægen og hører, hvad du mangler. Skal jeg overføre nogle penge?
Penge. Igen penge
Nej, Lise, hviskede Karen, kom hellere selv.
Mor, jeg kan ikke. Forstår du det ikke? Jeg ringer til dig i morgen.
Karen ringede til Mads. Hånden rystede.
Mads, jeg ligger på hospitalet
Jeg ved det godt, mor. Lise har ringet. Men jeg har travlt med renovering, kan ikke komme. Jeg sender dig nogle penge, så du kan købe det, du mangler. Giv lidt til personalet, så de passer godt på dig.
Han var praktisk. Som altid.
Det var hendes søn.
***
Dagene sneglede sig afsted. Om morgenen sprøjter, så morgenmad, som hun ikke kunne spise. Derefter venten.
På nabosengen lå en gammel dame med brækket hofte, og hver dag kom hendes datter. Hun havde mad med, læste højt, de grinede sammen.
Hver gang latteren nåede Karen, trykkede hun hovedet ned i puden. For ikke at høre.
Det gjorde mere ondt end noget fysisk.
Efter en måned, da det stod klart, at Karen ikke blev bedre, kom hendes læge en ung mand med trætte, men venlige øjne.
Karen Jensen, sagde han blidt og satte sig ved hendes seng. Vi har gjort, hvad vi kunne. Din tilstand er stabil, men du har brug for pleje, vi ikke kan give her. Vi vil gerne flytte dig til et hospice.
Hospice
Det ord lød som en dom. Som et stempel: Ingen har brug for dig.
Hvad med børnene? spurgte hun stille. Lad dem bestemme.
Vi har talt med dem, svarede lægen. Hans stemme var lidt forlegen. De er enige. De mener, det er bedst for dig. Der er døgnpleje.
På hospicet var der stille. Det duftede af medicin, rengøring og opgivenhed.
De andre kvinder ventede på opkald fra familien. Én talte hele tiden om sin søn, der snart ville komme fra en anden by.
Karen ventede ikke på nogen. Hun forstod det hele.
Hun havde selv bygget en verden, hvor børn var en pligt, ikke en glæde. Hvor følelser var svaghed.
Hun havde opdraget to praktiske, stærke mennesker, der bare gjorde, som hun havde lært dem. De blandede sig ikke i andres liv. Tog ikke andres byrder på sig.
***
Hun døde langsomt. De sidste dage sagde hun næsten ingenting.
Hun så ikke boderne for sig, ikke pengesedlerne
Hun tænkte hele tiden på den skæve tegning med solen som hoved, som hun satte på køleskabet og glemte; og på sin søns forlegne ansigt, da han ville dele noget vigtigt, og hun bare sendte ham væk for at lave lektier
Og hun hørte igen og igen sine egne ord, der rungede i hovedet: Ingen praktisk nytte.
Hvor tog hun dog fejl!
Der var nytte! Enorm!
Hun så den bare ikke. Byttede øjeblikke for minutter, livet for overlevelse.
***
Hun døde tidligt om morgenen. Sygeplejersken, der kom for at give en sprøjte, konstaterede det bare. Kroppen var kold.
***
Børnene blev ringet op.
Først Lise.
Hallo? svarede hun søvnigt.
Lise Madsen? Det er fra hospicet. Din mor, Karen Jensen, døde i nat.
Der blev stille. Så lød et hult, næsten teatralsk hulk.
Åh, mor! Nej! Hvordan kunne det ske? Jeg skal til bryllup hos min nevø om tre dage billetterne er købt, kjolen Hvad gør vi nu? Begravelsen
Så ringede de til Mads.
Ja?
Mads Jensen? Det er fra hospicet. Din mor er død.
Okay, sagde han roligt. Kan I ikke ordne det hele? Jeg betaler. Jeg har for travlt på arbejde. Send mig kontonummeret, så overfører jeg
***
Det var kommunen, der begravede hende. I en fællesgrav ude på kirkegårdens yderste hjørne, hvor de lægger dem, ingen vil tage sig af.
Et simpelt trækors. En plade.
Nogen havde hurtigt skrevet navn og datoer
Ingen græd. Ingen kastede jord.
Hun havde levet et liv, hvor hun sikrede sine børn fysisk tryghed, og til sidst døde hun, som om hun aldrig havde været der.
For dem, hun havde givet livet, var hun bare blevet en funktion, man ikke havde tid til at passe på.
