5. marts, Søndag
Jeg vågnede alt for tidligt til lyden af højtramte lyde. Endnu en gang. Noget fløj igennem luften, ramte et skab, knustes. Klokken var halv syv om morgenen. Søndag, for pokker. Den eneste dag, hvor jeg kunne håbe på at sove til otte.
Far! råbte min søn, Mads, fra køkkenet. Hvor har du gjort af mit glas? Du flytter altid på alting igen!
Jeg er tooghalvtreds nu. Jeg trak min slåbrok på, kiggede i spejlet og så et træt ansigt, poser under øjnene og grå hår langs tindingerne, rødderne tydelige, tør hud. Hvornår var jeg blevet så gammel?
Jeg kommer, jeg kommer, mumlede jeg og slæbte mig ud i køkkenet.
Mads stod midt i rodet. Skår fra en tallerken lå spredt på gulvet sikkert den han havde kastet i jagten på det glas, han åbenbart ikke kunne leve uden. Femogtyve år, næsten to meter høj, brede skuldre. Alligevel opførte han sig som et forkælet barn på tre.
Her er dit glas, sagde jeg og fandt det blå glas med teksten Verdens bedste søn frem.
Jeg havde købt det for mange år siden. Dengang troede jeg stadig på, at han ville falde til ro, finde et arbejde, leve et almindeligt liv. Nu virkede den tekst som en hån.
Hvorfor står det der? Jeg har sagt mit glas altid skal stå på bordet!
Mads, jeg vaskede op i går aftes
Ikke Mads! Det er Mads! Hvor tit skal jeg sige det?!
Han flåede glasset ud af hånden på mig, hældte de sidste dråber te op. Jeg så på skårene og vidste, at nu skulle jeg igen i gang med at gøre rent. Købe en ny tallerken senere. Endnu en ting at udholde.
Hvad foregår der? Isabella stod i døren. Hun var spinkel, nærmest skrøbelig i sin slidte pyjamas. Nitton år og stadig et barn. Hun læste til pædagog, drømte om at arbejde med børn en dag. Hvis hun overlevede atmosfæren herhjemme.
Ingenting skat, der røg en tallerken.
Ja nemlig, den sprang selv ned, fnysede Mads. Den hoppede af bordet af sig selv.
Isabella fandt fejebakken frem og begyndte rutineret at samle skårene op. Som om det var hverdag med knuste tallerkener søndag morgen.
Lad være! råbte Mads. Jeg har ikke bedt dig om det!
Hvem skal så gøre det? spurgte Isabella stille.
Det er ikke din sag!
Jeg satte mig ved bordet, lagde hovedet i hænderne. Hvor meget længere kunne jeg holde til det her? Hvor længe skulle jeg udholde råben, ufred, denne evige kamp i mit eget hjem?
For ti år siden døde min kone, Birthe. Hun var deres mor, min følgesvend. Hjertet gav op. Eller måske ville hun bare ikke mere, i denne skøre verden. Dengang gik Mads stadig på teknisk skole. Efter et halvt år droppede han ud. Det er ikke noget for mig, sagde han. Han fik et job i Netto var der to uger. Gik, for chefen var idiot. Så prøvede han på en byggeplads passede heller ikke. Kollegaerne var åndssvage. Bilvasken ejeren var en nar. Og sådan fortsatte det, år efter år. Først håbede jeg stadig, at han ville finde sin vej. Så bad jeg ham prøve. Til sidst tiggede jeg ham. Men det hjalp ikke. Til sidst måtte jeg bare acceptere det.
Og Mads blev værre og værre. Mod alt og alle mest mod mig. Jeg var skyld i, at han var mislykket. Jeg havde opdraget ham forkert. Det var mit ansvar at holde ham, give ham mad, give ham tøj på kroppen.
Hvad er der til morgenmad? Mads kastede sig på stolen.
Æg, havregrød
Igen grød! Hvorfor kan du ikke købe noget ordentligt müsli?
Mads, jeg købte müslien i går. Du spiste det hele på to dage.
Så køb mere!
Hvordan? Jeg får først løn om en uge.
Det er dit problem!
Jeg åbnede køleskabet. Halv pakke ost, tre æg, et stykke rugbrød. Syv dage til lønningsdag. Isabella tjente lidt ved siden af, delte flyers ud i weekenderne. 200 kroner om dagen. Det var nok til bus og mad på studiet.
Jeg kan lave omelet, sagde hun.
Med bacon!
Vi har ikke bacon.
Så nej! Jeg er træt af det her lortemad!
Han rejste sig, sparkede til stolen, der væltede med et brag.
Mads, lad nu være mumlede Isabella.
Du skal ikke bestemme over mig! Knurrende mod hende: Tror du, du er bedre end mig? Med dit ligegyldige studie?
Det tænker jeg ikke
Jo, du glor på mig, som om
Mads, tag det roligt! Jeg stillede mig imellem dem.
Og du skal holde kæft! Jeg er så træt af jer begge to! Det føles som at bo i et fængsel i det her skur!
Ingen tvinger dig til at blive, slap det ud af mig.
Han stivnede. Vendte sig om, langsomt.
Hvad sagde du?
Ingenting. Jeg sagde ikke noget.
Du mener, jeg ikke skal være her? Vil du have, jeg flytter?
Mads
Sig det! Vil du have, jeg går?
Jeg sagde ikke noget. Men Gud, hvor jeg ønskede det! Tænk at vågne op til stilhed. Ikke at have ondt i maven over hver lyd. Ikke at skulle liste rundt i mit eget hjem.
Du siger ikke noget? Så hør her jeg skal ingen steder! Det her er også mit hjem!
Lejligheden står i mit navn, sagde jeg roligt.
Hva så? Jeg er din søn! Jeg har ret!
Du har også pligter, svarede jeg. Du er voksen. Femogtyve år.
Der blev stille. Mads forsvandt ud, smækkede døren. Isabella kom hen og lagde armene om mig. Regnen begyndte at tromme mod ruden.
For første gang længe var der fred. Jeg sad der i stilheden med min datter og indså: Man bliver nødt til at sige stop for andres skyld også. Selv over for sit eget barn. Nogle gange er det først da, man redder sig selv og dem, man elsker.
Hun sagsøgte sin egen søn og smed ham ud af lejligheden: En dansk mors kamp for ro i hjemmet
