Jeg troede, jeg var blevet gift
Jeg troede, jeg var blevet gift Mens Frederikke stod og betalte for indkøbene, stod Mads lidt væk og kiggede ud i luften. Da hun begyndte at pakke varerne i poser, smuttede han udenfor. Frederikke forlod supermarkedet og gik hen til Mads, der stod og røg.
Mads, vil du tage poserne? bad Frederikke, og rakte ham to tunge indkøbsposer.
Mads kiggede på hende, som om hun havde bedt ham om at gøre noget ulovligt. Hvorfor det? Kan du ikke selv? spurgte han overrasket.
Frederikke blev forvirret. Hvorfor kan du ikke selv? Det er da almindeligt, at en mand hjælper til fysisk. Er det virkelig rimeligt, at kvinden slæber tunge poser, mens han spadserer afslappet ved siden af?
De er meget tunge, svarede hun.
Og hvad så? svarede Mads stædigt.
Han kunne tydeligt se, at Frederikke blev vred, men hans stolthed forhindrede ham i at tage poserne. Han satte farten op, velvidende at hun ikke kunne følge med. Poserne? Jeg er da hverken fragtmand eller kælling! Jeg er en mand, og bestemmer selv, hvad jeg vil bære! Hun taber jo ikke pusten, tænkte han og følte sig irriteret. I dag havde han sat sig for at opdrage hende lidt.
Mads, hvor går du hen? Tag nu poserne! råbte Frederikke, hendes stemme skælvede.
Han vidste udmærket, at poserne var tunge det var trods alt ham, der havde fyldt indkøbsvognen. Der var kun fem minutter hjem, men de føltes uendeligt lange med de tunge poser.
Frederikke gik grædende hjemad. Hun håbede, det bare var for sjov, og at Mads ville komme tilbage efter hende. Men han gik længere og længere væk. Fristelsen til at lade poserne stå var stor, men hun slæbte dem hele vejen med tårer i øjnene.
Da hun endelig nåede opgangen, smed hun sig udmattet på bænken foran døren. Hun var helt tom for energi og følte sig ydmyget, men nægtede at græde offentligt sådan var hendes opdragelse. Men hun nægtede også at finde sig i det her: Han havde ikke blot såret hende, men også fornedret hende med vilje. Før de blev gift, havde han altid været så opmærksom…
Hej, lille Frede! lød den gamle dames stemme, som rev Frederikke ud af tankerne.
Hej, Moster Gerda, svarede Frederikke.
Gerda boede i lejligheden nedenunder og havde kendt Frederikkes mormor. Efter mormorens død var Gerda den eneste nære person, Frederikke havde tilbage. Uden betænkningstid besluttede Frederikke at give hende alle dagligvarerne. Gerda havde kun folkepensionen at leve for, og af og til forkælede Frederikke hende med lidt ekstra lækkerier.
Lad mig følge dig op, sagde Frederikke og tog de tunge poser.
Oppe i Gerdas lejlighed satte hun poserne fulde af laks, leverpostej, dåseferskner og andre fornøjelser, som Gerda elskede men sjældent havde råd til. Den gamle dame blev så rørt, at Frederikke selv fik dårlig samvittighed over ikke at forkæle hende oftere. Efter et par kram og kindkys gik Frederikke op til sig selv.
Netop som hun trådte ind i sin egen lejlighed, kom Mads ud fra køkkenet tyggende på noget.
Hvor er poserne? spurgte han uskyldigt.
Hvilke poser? svarede Frederikke med samme tone. Dem, du hjalp mig med at bære?
Hold nu op. Er du sur eller hvad?
Næh, svarede hun roligt. Jeg har bare draget mine konklusioner.
Mads blev nervøs. Han havde forventet skænderi, men hendes rolige svar rystede ham.
Hvilke konklusioner?
Jeg har ingen mand, sagde hun og sukkede. Jeg troede, jeg blev gift med en rigtig mand, men det viser sig, at jeg har giftet mig med et æsel.
Det forstår jeg ikke, blev han såret.
Det er ikke så svært. Jeg vil have en ægte mand. Du vil åbenbart have en kone, der kan det hele selv, fortsatte hun. Så måske mangler du bare en anden mand.
Mads ansigt blev rødt af frustration, og han knyttede næverne. Men Frederikke bemærkede det ikke hun var allerede ved at pakke sine ting i tasken. Han nægtede stadig at indse, at så ligegyldig en ting kunne ødelægge det hele:
Alt var jo godt! Skal det virkelig ende på grund af et par indkøbsposer? protesterede han, mens hun smed tingene i tasken uden at se på ham.
Forhåbentlig bærer du selv din taske fremover, sagde Frederikke kort og vredt, idet hun ignorerede ham.
Hun vidste, at dette blot var det første advarselstegn. Hvis hun havde ædt ydmygelsen, ville opdragelsen være blevet værre. Hun afsluttede samtalen og smækkede døren i bag ham.
Livet lærer os, at gensidig respekt er fundamentet i ethvert forhold og at værdighed aldrig bør blive bytte for bekvemmelighed.
Jeg troede, jeg var blevet gift… Mens Katrine betalte for varerne, stod Søren bare til siden. Da hun begyndte at pakke maden i poser, gik han ud på gaden og tændte en smøg. Da Katrine kom ud med de tunge indkøbsposer, rakte hun dem til Søren og sagde: “Søren, tag lige poserne.” Han kiggede på hende, som om hun havde bedt ham om at gøre noget ulovligt.
Søren nægtede at hjælpe, og gik hurtigt væk, mens Katrine næsten grædende slæbte poserne hjem alene. Hun mødte deres ældre nabo, fru Møller, som hun endte med at forære indkøbene til. Hjemme ventede Søren i køkkenet og spurgte forundret, hvor poserne var blevet af.
“Jeg troede, jeg havde giftet mig med en mand – men i dag giftede jeg mig vist med et æsel,” sagde Katrine bittert og begyndte at pakke sine ting. Søren fattede ikke alvoren og kaldte det hele en bagatel, men Katrine satte foden ned: “Så kan du selv slæbe din taske næste gang!”
Et hverdagsdrama om respekt, ligestilling – og at sige fra, før man bliver ‘opdraget’ til at tage alt slæbet.
