På andres bekostning — Kys, hør lige… Du har jo allerede ét barn. Måske kunne du også holde øje med lille Maja? Du sidder jo alligevel hjemme, — foreslog Elena Vasilyevna helt afslappet. — Så kan Alenka få hænderne fri, komme ud på arbejde og få styr på livet. Hun har det virkelig svært lige nu… Ksenia frøs et øjeblik. Hun glemte helt salaten, hun netop havde skåret. Svigermor talte om børn, som om det var killinger. Der er jo virkelig ikke den store forskel der. Men med børn… — Elena Vasilyevna, det er altså ikke så nemt. Ivan er kun tre måneder, og Maja er halvandet år. Min egen har kolik, vil kun være på armen og sover kun i korte stræk. Og Maja skal man holde øje med hele tiden. Hun er i den alder, hvor hun skal lege med komfuret, stikke fingrene i stikkontakten og vælte ting ned over sig… — Åh, hold nu op! — svarede svigermor med en håndbevægelse. — Mine børn havde næsten samme aldersforskel. Og jeg klarede det jo. Mens du ammer Ivan, kan du sagtens holde øje med Maja. Han ligger jo bare, hvor du lægger ham, han løber ikke rundt endnu. Ksenia løftede øjenbrynene og rømmede sig, mens hun pressede læberne sammen. Indeni var hun frustreret. Det virkede, som om Elena Vasilyevna så hende som en slags ejendom, der nægter at arbejde. Men svigerdatteren forsøgte stadig at være høflig. — Elena Vasilyevna, det er virkelig besværligt for mig. Jeg kan ikke. — Kys, jeg troede, du var godhjertet, familiemenneske, ville hjælpe din mands slægt… — svigermor rynkede panden. — Du arbejder jo ikke, har ikke travlt, min Sasha sørger for dig. Men Alenka… Ksenia mærkede, at tålmodigheden var ved at slippe op. Hun måtte trække sig. Det nytter jo ikke at diskutere med en, der vil ride ind i himlen på andres ryg. — Undskyld, men jeg skal give Ivan mad. Kan du ikke lige gøre oliviersalaten færdig? — sagde Ksenia tørt og gik mod soveværelset. — Hm. Interessant type. Når hun har brug for hjælp, skal alle træde til. Men når andre har brug for det, så gemmer hun sig… — mumlede svigermor efter hende. Ksenia bed tænderne sammen. Det var faktisk omvendt. Tidligere slap hun med småting, men nu havde hendes mands familie virkelig sat sig for at udnytte hende. …En måned tidligere var Alenka, Ksenias svigerinde, blevet skilt. Ifølge svigermor havde Igor været grov, behandlet hende som en tjenestepige og endda skubbet hende under et skænderi. Ksenia tog nyheden roligt, næsten passivt. Hvad rager andres forhold hende? — Jeg ville aldrig bo med en mand, der slår, — sagde hun køligt til svigermor. — Præcis! Det sagde jeg også til hende. I dag står hun op, i morgen kan hun ende med hovedet mod radiatoren, — svarede Elena Vasilyevna. — Men hvad skal hun leve af nu, stakkels pige… Maja har jo ikke fået plads i vuggestuen endnu. Ksenia følte sig allerede dengang lidt utilpas. Som om der blev forventet noget af hende. — Hun er jo ikke alene, — sagde hun vagt, med henblik på svigermor og for at afslutte samtalen. — Ja, ja. Vi hjælper alle sammen. Nu forstod Ksenia, hvad den samtale gik ud på. Hun blev langsomt forberedt på at tage barsel for to. Havde Ksenia været lidt mere naiv, havde hun måske sagt ja. Det er jo svært at sige nej til nogen i en svær livssituation. Alle kan jo begå fejl. Men Ksenia vidste, hvordan det er at passe to små børn. Da Ivan var kun én måned, bad Alenka Ksenia om at passe Maja. Svigerinden skulle på hospitalet. Selvfølgelig ville hun ikke slæbe et barn med derhen. — Man ved jo aldrig, hvad hun kan få der… — sagde Alenka dengang. Turen til hospitalet trak ud til aften. Hele dagen løb Ksenia mellem de to børn og bad til, at Maja ikke fandt på noget farligt. Ksenias hjem var slet ikke indrettet til en lille opdagelsesrejsende. Åbne ledninger, ting på bordene, tændt elektronik… Heldigvis blev det kun til en knust tallerken og kruseduller på tapetet. Om aftenen var Ksenia helt udkørt. Normalt kunne hun snuppe en lur med Ivan, men med Maja var der ingen ro. Og natten før havde hun været vågen med amninger hver time… Men det værste var ikke det. Da Ksenia selv havde brug for hjælp, fik hun nej. — Alenka, kan du gå forbi apoteket? Jeg overfører penge. Jeg har det skidt, og Sasha kommer først i aften… — Åh, Kys, undskyld, men jeg vil ikke risikere noget. Hvad nu hvis du har en virus? Det er én ting med mig, men Maja skal helst ikke blive syg. — Kan du så ikke bare hænge posen på dørhåndtaget, så henter jeg den? Der blev stille. Nogen fandt på en undskyldning. — Jeg ville gerne, men min bil er gået i stykker… Undskyld, Kys, det kan ikke lade sig gøre. Ksenia brød sig ikke om det, men hun trak ingen konklusioner. Et par uger senere blev Ksenias kat syg. Hun skulle akut til dyrlægen, men der var ingen til at passe Ivan. Hun spurgte Alenka igen. Og igen fik hun nej. Også dagen efter, da katten skulle til drop. Da forstod Ksenia: Alenka tager gerne imod, men giver ikke igen. Ligesom Elena Vasilyevna. Svigermor gav dog ikke op. Næste gang forsøgte hun at “angribe” Ksenia under en familiefest. Hun håbede nok, at det ville være svært at sige nej foran de andre. — Verden er blevet så hård… — sukkede svigermor ved bordet. — Nogen sidder og har det godt, mens andre må leve af brød og vand og ligge søvnløse om natten… Gæsterne, mætte og afslappede, lagde nok ikke mærke til svigermors ord. Eller troede, hun talte om eks-svigersønnen. Men Ksenia fangede det skarpe blik og vidste, hvem hun hentydede til. — Ja, det kan man ikke benægte, — sagde hun. — Men heldigvis er Alenka ikke alene. Jeg har tænkt på hendes situation… Måske kunne vi begge tage arbejde, og du kunne tage barsel for os? Så kunne du hjælpe både din datter og mig. Jeg ville endda give dig lidt fra min løn. Ksenia kæmpede for at bevare roen. Alenka, der lige havde spillet den mest ulykkelige mor, blev helt forvirret. Elena Vasilyevna blev bleg og greb nervøst fat i dugen. — Jeg… jeg kan jo ikke… Jeg har ikke kræfter til to børn, — mumlede hun. — For mig er det umuligt. Men du kunne klare det… Nu kunne Sasha ikke holde sig tilbage. Han kendte til uenighederne mellem sin kone og mor. — Mor, nu lukker vi den her snak. For altid, — sagde han bestemt. — Bare fordi Kys er yngre, er det ikke nemt for hende. Hun er helt udkørt. Du klarede to børn, tak for det, men vi kender vores grænser. Vi har ikke sagt ja til det her. Elena Vasilyevna strammede læberne og rodede videre i sin mos. Hun indså, at hun havde tabt kampen. Hun kunne ikke nå Ksenia, hverken gennem offentlig mening eller sin søn. Der gik et halvt år. Svigermor holdt kun kontakt gennem Sasha. Hun kom ikke længere på besøg, og Ksenia var faktisk lettet. Elena Vasilyevna var jo aldrig der, når hun virkelig var nødvendig. Men Ksenia anede ikke, at svigermor havde erklæret hende kold krig. Elena Vasilyevnas fødselsdag nærmede sig. Ksenia ville tale med Sasha om en gave. Man kan jo ikke komme tomhændet? — Vent med at vælge… — sagde han. — Det er ikke sikkert, vi er velkomne. — Virkelig? — Ksenia løftede øjenbrynene. — Ja. Jeg ville ikke sige det, men… Du er nu familiens skurk, — Sasha trak på skuldrene. Det viste sig, at Alenka havde fået arbejde. Hun havde ikke andre muligheder. Moren boede i en lille lejlighed, og det ville være svært at bo sammen. Man skal jo tjene til livet. Alenka fik job på et udleveringssted, med den aftale at moren kunne tage hendes vagter, hvis det blev nødvendigt. Maja var kommet i vuggestue, men hun var jo stadig lille. Tilvænning, konstante forkølelser… Alenka tøvede ikke med at bede moren om hjælp. Så meget, at Elena Vasilyevna tilbragte alle sine weekender på udleveringsstedet. Vagterne var ikke otte, men tolv timer. Nogle gange måtte hun endda droppe sit eget arbejde for at hjælpe datteren. Hele lønnen gik til Alenka, moren tog ikke en krone. Men så fik svigermor nok. Det viste sig, at det ikke var så nemt at hjælpe selv. Da hun indså, at hun blev udnyttet, stoppede Elena Vasilyevna med at tage andres vagter og henviste til helbredet. Alenka lod sig ikke slå ud. Hun så sig ikke som arbejdshest, så… hun gik tilbage til sin eksmand. Ikke af kærlighed eller anger, men fordi han, trods sine fejl, var villig til at forsørge hende. Nu levede de igen i den sædvanlige cirkel af skænderier, bebrejdelser og sjældne våbenhviler. — Ved du, hvad det sjoveste er? — grinede Sasha. — For min families kvinder er du syndebukken. Mor fortæller alle, at hvis “den egoist ikke havde nægtet, så var Alenka kommet på benene og aldrig vendt tilbage til den idiot”. Ksenia sukkede og skjulte ansigtet i hænderne. Ja, de fandt en syndebuk. — Måske er det meget godt, — sagde hun til sidst. — Når én kvinde forlader vognen, bliver det lettere for hesten. De elsker jo at lægge sig på andres skuldre… Sasha trak bare på skuldrene. Ksenia følte ikke lettelse, men var glad for, at hun og hendes mand fik sagt nej i tide. Måske kostede det dem lidt ro, men det reddede deres lille, hyggelige verden…