Hun fandt ham efter femten år.
Hele tilfældigt: hun scrollede gennem sit feed, så en velkendt smil på et andens opslag.
Ham. Netop ham. Kun ældre, med et gråt hårspidspunkt ved tindingerne og en anden kvinde som profilbillede.
Kirstine trykkede på profilen.
Og hendes hjerte sank, som om det var i går.
De gik hver til sit i 2008.
Han gik til at tænke.
Bare pakkede sine ting og gik videre til en anden.
Uden skænderi, uden forklaring. Kun: Undskyld, jeg kan ikke mere.
Hun stod da tilbage med en spæd baby i armene og et lån på den lejlighed, de havde købt sammen.
Hun græd om natten, men holdt ud. Hun opdragede sin søn, betalte gælden, byggede en karriere. Hun søgte ikke en ny mand: Et eneste øjeblik er nok.
Og så var han der igen.
Lykkelig. I jakkesæt. Med en yngre hustru tolv år yngre og to børn: en dreng og en pige, der lignede ham som dråber vand.
Kirstine scrollede billederne uden at kunne stoppe.
Bryllup. Ferie på Maldiverne. Nytår i en sneklædt hytte i Jylland. Han omfavner hende. Kysser hende på tindingen. Tekst: Min eneste.
Hun smilede, men smerten var skarp.
Pludselig så hun datoen på et af albummene: 2007.
Hun åbnede det.
Og stod fast.
Der var hendes billeder.
Deres fælles.
Hun var gravid. Hun holdt deres nyfødte søn i armene. De sad på sommerhuset. Hun lo, han kyssede hende på kinden.
Alt det sidste år sammen.
Med tekster: Min elskede, Den lykkeligste dag, For evigt sammen.
De samme billeder, som hun engang havde slettet fra sin computer for at slippe smerten.
Han havde gemt dem. Og uploadet dem i sit album.
Han havde bare ikke lagt mærke til, at de stadig var offentlige.
Kirstine sad og så på den unge, lykkelige, forelskede version af sig selv.
Og på ham: den samme mand, der seks måneder efter de billeder ville gå og sige jeg kan ikke mere.
Hun skrev ikke til ham. Hun likede ikke. Hun kommenterede ikke.
Hun lukkede blot siden og gik for at lave te.
Derefter satte hun sig ved bordet og lo stille for sig selv.
For hun forstod den enkleste, men også den hårdeste sandhed:
Det bedste portræt af hans forræderi er de billeder, hvor han var lykkelig med mig,
og som han viser verden som bevis på sin ægte kærlighed til en anden.
Han har ingen idé om, at enhver, der åbner hans album, vil se sandheden:
Han har ikke ændret sig.
Han har blot fundet en ny ramme til den samme gamle løgn.
Og hun hun er længe ude af den ramme.
For første gang i femten år er hun fuldstændig ligeglad.
