I flere måneder gik jeg og spekulerede på, om jeg virkelig var klar til at få familie og barn. Mette blev hurtigt utålmodig og endte med at være gravid efter bare en måned. Jeg havde forestillet mig vores datter med min lyse hud og røde hår, men hun kom til verden som en mørkhåret pige, der lignede en fra Sydeuropa. Min mor mumlede, mens hun svøbte tæppet om hende: “Hvordan har du dog fundet en sydeuropæisk pige midt i København?” Mette svarede tørt: “Jeg tog jo til Aarhus med vilje.” Min mor sukkede: “Kunne du ikke bare have fået barn med en af vores egne?” Jeg tog pigen til mig, og efter et år overvejede jeg at fri til Mette, men så dukkede Emil pludselig op fra Aarhus. Vennerne hviskede, at han havde fået en datter. Han kom brasende ind, og Mette pakkede på tyve minutter, tog barnet og rejste til Aarhus. Nu bor hun i et stort hus med vinranker på terrassen og nyder sin morgenkaffe med udsigt over Kattegat.
Sidste år fyldte Lise 47. Hun har to voksne børn, flere mislykkede forhold og ingen passende bejlere. Lise holdt sig til sin kost, gik til kursus i japansk te-ceremoni, strikkede flotte halstørklæder og bagte kager. Intet ændrede sig. “Ikke én eneste tosse kigger din vej. Det er som om du er usynlig!” udbrød veninden. Lise besluttede, at lykken allerede fandtes i hendes liv børnene og hun stoppede med at vente.
En forårsnat, hvor Odense lå dækket af sne, gik hun hjem fra en venindes fødselsdag. Ved et lyskryds stod to mænd. Den ene sendte hende et blik og blev straks fascineret af hendes udstråling. Gade, nat, gadelygte og i stedet for et apotek, en kvinde, der snart kunne forsvinde. Han løb efter hende, standsede hende og sagde: “Jeg så dig og vidste du er min! Selv hvis du er gift, stjæler jeg dig!” Han smilede. Havde hun ikke drukket snaps til festen, havde hun sendt ham væk. Men den aften var Lise ligeglad med normer, så hun troede på ham og lo. Anders fulgte hende hjem. Nu har de været sammen et år.
Pernille har altid kæmpet med økonomien. Hun besluttede sig for at skifte arbejde. Hun besøgte alle vikarbureauer, gik til samtaler tre gange om ugen, sendte ansøgninger, visualiserede sin nye stilling, skrev bekræftelser og bad universet om hjælp. Intet skete. Universet havde vigtigere ting end Pernilles penge. Hun blev vred og råbte mod skyerne: “Fint, så klarer jeg mig alligevel!” En uge senere, på et glat fortov, snublede hun og stødte ind i en kvinde, hjalp hende op og undskyldte. De skulle samme vej, og mens de gik, faldt de i snak. To dage senere skrev Pernille under på en kontrakt og begyndte i et firma lige overfor. Kronerne begyndte at strømme ind. Hun lavede et diskret kors over kontordøren og kiggede op mod skyerne: “Tak, det havde jeg ikke forventet.”
Når man slipper bekymringerne, lader tingene gå, og ignorerer varsler og overtro, så falder det hele på plads. Det er som med børn så længe du planlægger og tæller dage, sker der intet. Men når du slipper kontrollen, dukker der pludselig to streger op. Mirakler er helt almindelige. Hverdagsagtige. De kan vente på dig ved et lyskryds eller bryde ind ad din dør. Man ved bare, at det ikke kunne være anderledes.
I dag har jeg erfaret, at lykken kommer, når man mindst venter det og at livet i Danmark er fyldt med små mirakler, hvis man tør give slip.







