Dagbog, 11. december
Det er nu elleve vintre siden min eneste datter, Sigrid, blev gift med Rasmus. Allerede fra begyndelsen bar han sin lærdom som et skjold, og hans væremåde var mild som den første lune vind over Fyn. Da Sigrid blev hans hustru, føltes mit hjerte let, svævende over Odenses tage.
Et år efter sad jeg med uro i kroppen og ventede på at blive mormor. Min fysik begyndte at sige fra, og lægen insisterede på, at jeg skulle stoppe med at arbejde. Sigrid tilbød, at jeg kunne flytte ind hos dem, for hun havde brug for ekstra hænder til den lille. Jeg tøvede ikke med at sige ja.
I ti år har jeg kredset rundt i deres hus, som om tiden stod stille. Jeg har stegt frikadeller, lagt tøj sammen, skuret gulve og opdraget to børnebørn, alt sammen for at de små kunne vokse som mælkebøtter, og for at Sigrid og Rasmus kunne forfølge deres arbejdsliv uden bekymringer.
Nu har jeg fået besked om, at de skal flytte til udlandet med børnene men jeg skal ikke med. De siger, de har brug for at leve uden min tilstedeværelse. Det føles, som om jeg er blevet til en skygge, efter alle de år som ubetalt hushjælp og barnepige, kun belønnet med taknemmelighed. Min tanke snubler over det.
Måske er det nu, jeg skal indse, at selv den største omsorg kan blive til baggrundsstøj, og at man må give slip for at finde sin egen ro, som en drøm der forsvinder med morgengryet.
