Da han fik øje på hunden, der lå ved bænken, løb han straks derhen. Hans blik faldt også på hundesnoren, som Natalja skødesløst havde efterladt. Da han så hunden Mars ligge ved bænken med hævet øje, løb Vadim straks over. Han opdagede også snoren, som Natalja bare havde smidt. Vadim og hans søster Jelena havde næsten ikke talt sammen i to år. Jelena kunne stadig ikke fatte, hvordan en lille bagatel kunne ende i sådan et voldsomt familiedrama. Jelena og Vadim Jensen voksede op med kun ét års mellemrum. Helt fra barnsben havde de været uadskillelige og altid stået last og brast sammen, uanset hvilke løjer de lavede, tog de altid ansvaret i fællesskab. Deres landsby, Nørrehuse, udviklede sig år for år. De kunne takke landsbyens dygtige leder, Poul Mikkelsen, som også var opvokset i Nørrehuse og viste sig at være en glimrende økonom. Efter at have afsluttet agronomstudiet vendte Poul tilbage til sin barndoms landsby, hvor han gik målrettet ind i udviklingen af lokalsamfundet. Hans ildhu blev hurtigt bemærket, og efter ti år blev Poul valgt som administrativ leder for Nørrehuse. Også på det private plan gik det fremragende. Jelena blev færdig som social- og sundhedsassistent og fik job i landsbyens lægehus. Det var svært for Poul at overse en så smuk kvinde! Heldigvis delte Jelena hans følelser, og de blev gift ved et stort festligt bryllup for hele landsbyen. Vadim glædede sig ægte over søsterens lykke, selv om hans eget ægteskab med Natalja langt fra var lykkeligt. Da Jelena var single, kunne Natalja finde på at rakke hende ned, kalde hende doven eller for fin på den. Efter brylluppet blev irritation til misundelse. Natalja forlangte stadigt mere fra sin mand – nyt hus, større bil, pænere pels… Hun bebrejdede Vadim ofte: “Se nu, hvordan andre har alt, og vi ingenting!” Han sled og kæmpede, men kunne aldrig opfylde Nataljas voksende ønsker. Dertil kom, at Natalja sørgede over ikke at kunne få børn, mens Jelena havde fået søn og datter, et stort moderne hus – og Poul fik endda en respekteret stilling i kommunen… Familiefester endte ofte i skænderier. Så snart Vadim havde besøgt Jelena, begyndte Natalja at hakke på ham bagefter. Klimaks indtraf på Vadims fødselsdag. Jelena havde fra byen taget en labradorhvalp med – Vadim drømte om sådan en hund. Poul overrakte ham en splinterny motorcykel. Alt gik godt, indtil Natalja, påvirket af alkohol, mistede besindelsen og råbte anklagende til Jelena: – Nå, Lene?! Er den hund en hentydning? Kan vi ikke få børn, kan vi da i det mindste købe en hund, eller hvad?! Jelena forsøgte at mægle: – Tag det roligt, Nata. Du vil bare skamme dig senere… Men ordene prellede af. Det udviklede sig til et stort opgør, hvor gæsterne splittedes i to lejre. Poul hviskede stille til sin hustru, at det var bedst at tage hjem, og sammen forlod de festen. To år gik. Den aften begyndte Vadim at undgå sin søster, og kontakten blev reduceret til sjældne korte møder. Samtidig voksede spændingerne mellem ham og Natalja. Vadim gik nu oftere aftenture ned til åen med Mars. De så ud til at hygge sig, Vadim kastede pind, Mars bragte den glade tilbage og slog sig ned ved hans fødder, mens Vadim fortalte stille historier. Jelena hørte det fra naboerne, men gjorde intet – Vadim var stædig. Efter den skæbnesvangre skænderi var Nataljas had til både Jelena og Mars kun blevet værre. Når Vadim var ude af huset, jagede hun hunden ud, skældte den ud og slog den til tider. Sladderbefængte naboer piskede stemningen yderligere op: – Så du det, Nata? Din mand var nede ved åen igen med hunden… – I går mødtes han med Lene og hendes familie. De grinede og havde det hyggeligt! Jalousien fortærede Natalja. En dag spurgte Vadim: – Nata, du slår vel ikke Mars? – Hvad skal jeg med din dumme hund?! – snerrede hun og gik. Mars gemte sig oftere og rystede, når Natalja kom ind. Det endte først den morgen, Vadim vredt sagde: – Jeg er træt af din evige misundelse! Vred og alene trak Natalja Mars udenfor, bandt ham til bænken og slog ham med bæltet. Den stakkels hund hylede i smerte. Da hun var faldet ned, smed hun bæltet, pakkede sit, og forlod hjemmet for altid. Om aftenen kom Vadim hjem, fandt rod overalt og ingen Mars ved lågen. Ved bænken så han ham, næverne knyttedes. Han løsnede hurtigt hundens bånd og bar Mars til lægehuset. Jelena var ved at gøre klar til at gå hjem, da hun fik øje på sin bror med den blødende hund i armene. – Lene, hjælp… – bad Vadim hæst. De bar Mars ind på behandlerrummet. Jelena undersøgte ham grundigt: – Hvem kunne finde på det? – Natalja… – Vadim så ned. Jelena nikkede. Hun syede sårene, skyllede hans øje og gav ham vand. Senere på gangen mumlede Vadim undskyldende: – Undskyld, Lene… – Det er okay, – smilede hun træt. – Og med Natalja…? – Nej, Lene. Ikke mere. Jelena ringede til Poul: – Poul, kom og hent mig, tak. Han hørte med det samme på hendes stemme, at der var noget galt – og var hurtigt på vej. En halv time senere stod han i gangen. Da han så søskendeparret med Mars, der stille peb, spurgte han ikke om noget, men smilede sagtmodigt: – Kom så, helte. De kørte Vadim hjem og forklarede, hvordan Mars skulle passes. Senere, da Jelena havde fortalt deres mor, hvad der var hændt, sagde hun blot: – De skulle for længst have været skilt. Så gik hun hen til Vadim, for at hjælpe med at rydde op efter Natalja. På terrassen sad Vadim og kælede for Mars. Moren gik hen og strøg dem begge over håret: – I lever, hva’? – Vi lever, – svarede Vadim. Fra køkkenet bredte duften af kogt kød og friske grøntsager sig. Mars vejrede, logrende, Vadim smilede og rejste sig. Og livet gik videre.