Da jeg giftede mig, begyndte jeg at ringe på døren på min egen dør, den lille lejlighedsport i en gammel bygning på Vesterbro. Det var den dør, jeg havde låst op med en nøgle fra første dag, da jeg flyttede ind. Der var en ringeklokke, men den blev sjældent brugt. Min mor havde et sæt af ekstra nøgler, men ellers kom der sjældent nogen forbi.
Jeg kom hjem sent om aftenen. Naboerne var sikre på, at jeg arbejdede som koneskole de troede, jeg var en kvinde på afveje. Jeg ankom altid i mørket, og der kom forskellige mænd forbi. De var i virkeligheden bare taxachauffører. Jeg selv arbejdede som redaktør på leveringstjeneste. Træt som jeg var efter dagens slid, gik jeg direkte i seng med hovedet mod puddet. Hvem var de såkaldte kunder, eller rettere, gæster? Jeg var vant til, at ingen ventede på mig derhjemme. Ingen stod klar til at åbne døren.
Kun katten, Pjuske, men den kunne naturligvis ikke låse op. Det generede mig ikke jeg vænnede mig til stilheden, roen og fraværet af overraskelser. Det var nok, hvad jeg havde brug for.
Da jeg så blev gift, opdagede jeg en ny fornøjelse midt i alt det velkendte at ringe på døren. Min mand, Mikkel Nielsen, arbejdede hjemmefra, så jeg kunne komme tilbage og trykke på ringeklokken flere gange om dagen. Tjatter, tjatter, tjatter, lød den, mens jeg stod i gang.
Hvorfor afbryder du ham fra arbejdet? udbrød min mor en dag. Du har jo nøglerne alligevel!
Du forstår det ikke, sagde jeg. Det er en særlig glæde, når nogen åbner døren for dig. Jeg løj. Det var mere end en glæde det var lykke. At vide, at der bag døren ventede en, der ville tage imod mig.
Tjatter, tjatter. Høre trinene, se nøglen dreje i låsen, mærke grebet klikke. Tjatter, tjatter. Se glæden i hans øjne, smilet, forstå at han har savnet mig, selvom jeg kun var ude for at købe brød.
Hvis du har boet alene i mange år, forstår du ikke, hvad dette betyder. Nogle gange åbnede Mikkel døren roligt, greb min taske, hjalp mig med frakken, trak mig ind i et kram og gnubbede sit skæggede ansigt mod min kind. Andre gange havde han travlt, sad i Skype, gestikulerede livligt, gav mig et hurtigt smæk på næsen og løb videre til sit arbejde.
Intet af det ændrede min begejstring. Jeg følte mig som en mand, der endelig fik fat i en is efter en lang kamp med halsbetændelse. Det vigtigste var, at han aldrig blev sur, aldrig gik i panik og aldrig spurgte:
Har du glemt nøglerne?
Det var som om han forstod, at det ikke handlede om nøglerne. Så var det, så er det, så vil det forblive.
Jeg ønsker jer alle kun to ting i det nye år sundhed og at I har nogen, der venter på jer derhjemme. Resten må I selv drømme om og opnå. Jeg er sikker på, at I kan det.
