Du kan ikke andet end at føde børn – Mor, hvorfor siger Mads, at jeg er en dum fårekylling? – Anna stod stille i døråbningen. Vibeke løftede blikket fra gryden med suppe. – Mads! – råbte hun ind mod børneværelset. – Kom herud med det samme! Den seksårige dreng dukkede op et øjeblik senere, mut og klar til at forsvare sig. – Jeg har ikke sagt noget! – Har du så! – Anna stampede i gulvet. – Ro på, begge to, – Vibeke satte sig på hug, så hun var i øjenhøjde med børnene. – Mads, du skal ikke kalde din søster navne. Anna, du skal ikke sladre om alting. Gå nu ind og leg, far kommer snart hjem. Børnene løb afsted. Fra det andet værelse lød gråd – lille Markus på to var vågnet af larmen. Vibeke sukkede tungt. Tredje barsel på syv år. Karrieren blev aldrig til mere end en fjern drøm. Et par år på arbejde mellem de to første børn, og så igen bleer, søvnløse nætter, børnesygdomme. Hun tog sønnen op, vuggede ham og holdt ham tæt ind til sig. – Shh, lille skat, shh… Markus puttede næsen ind i hendes hals og faldt til ro. Vibeke kiggede ud på den grå gård og tænkte på, at alt var anderledes for bare et halvt år siden. Thomas kom hjem fra arbejde, smilede, løftede børnene op, kyssede hende i håret. Og så… var det som om noget gik i stykker. …På Thomas’ arbejde begyndte problemerne. Først kom han hjem i dårligt humør, sagde ikke meget til aftensmaden. Så blev han længere og længere væk. Og så… begyndte noget helt andet. Døren gik – Thomas var hjemme. Vibeke hørte ham smide skoene og tasken. – Hvad er det for et rod i entreen? – lød hans irriterede stemme. – Børnenes jakker ligger igen på gulvet! – Vi er lige kommet hjem, – Vibeke gik ham i møde med Markus på armen. – Aftensmaden er klar. Thomas gik forbi hende ud i køkkenet og løftede låget af gryden. – Suppe igen? Jeg sagde i går, at jeg ikke ville have suppe. – Du sagde, du ville have noget varmt og hjemmelavet. – Jeg mente rigtig mad. Risret, for eksempel. Eller kød med kartofler. Vibeke satte Markus i højstolen og fandt en yoghurt frem fra køleskabet. – Jeg laver risret i morgen. – I morgen, – Thomas fnøs. – Alt er altid i morgen med dig. Vibeke sagde ikke mere. Hun vidste – stress på arbejdet, chefen presser, projektet skrider. En kone skal være tålmodig, støttende. Det havde hendes mor lært hende. Men for hver dag blev det sværere at tie stille. En uge senere kom det første store skænderi. Mads væltede ved et uheld et glas saft på gulvtæppet. Thomas, der sad og så fodbold, eksploderede. – Opdrager du overhovedet børnene? – råbte han, mens Vibeke gned pletten væ

12. december

I dag stod jeg lænet op ad dørkarmen, da Alberte, min lille pige, spurgte: Mor, hvorfor kalder Emil mig en dum græshoppe? Hendes stemme var spæd, og jeg mærkede straks, hvordan mit blik gled væk fra kyllingesuppen, der simrede på komfuret. Jeg råbte på Emil, og han kom slentrende ud fra værelset, seks år gammel, brynene trukket sammen, klar til at forsvare sig. Jeg har ikke sagt noget! protesterede han, men Alberte stampede i gulvet og insisterede. Jeg satte mig på hug, så jeg kunne se dem begge i øjnene, og mindede Emil om, at man ikke kalder sin søster navne, mens jeg bad Alberte om ikke at sladre om alt. Gå ind og leg, far er snart hjemme, sagde jeg, og de forsvandt.

Kort efter begyndte Villads at græde inde fra stuen. Han var kun to år, og larmen havde vækket ham. Jeg løftede ham op, mærkede hans lille, varme krop mod min, og vuggede ham blidt. Shh, lille ven, hviskede jeg, mens han trykkede næsen ind mod min hals og faldt til ro. Udenfor regnede det, og jeg stirrede ud på den våde gård, mens tankerne flød. For bare seks måneder siden var alt anderledes. Rasmus kom hjem fra arbejde, smilede, løftede børnene op, kyssede mig i håret. Men så begyndte problemerne på hans arbejde, og han blev mere og mere fjern.

Døren gik op, og Rasmus trådte ind, smed skoene og tasken. Hvad er det for et rod i gangen? spurgte han skarpt. Børnenes jakker ligger over det hele! Jeg gik ham i møde med Villads på armen og sagde, at vi lige var kommet hjem, og at aftensmaden var klar. Han løftede låget af gryden og rynkede på næsen. Suppe igen? Jeg sagde i går, jeg ikke ville have suppe. Jeg mindede ham om, at han havde bedt om noget varmt og hjemmelavet, men han ville have frikadeller eller kartofler med brun sovs. Jeg lovede at lave frikadeller i morgen, men han fnøs og sagde, at alt altid var i morgen med mig.

Jeg svarede ikke. Jeg vidste, at han var presset på arbejdet, at chefen var efter ham, og at projektet haltede. Min mor havde altid sagt, at en hustru skulle være tålmodig og støttende. Men for hver dag blev det sværere at holde mund.

En uge senere eksploderede det hele. Emil væltede et glas saftevand på gulvtæppet, og Rasmus, der så fodbold, råbte: Opdrager du overhovedet børnene? Seks år og opfører sig som en tumling! Kan du ikke lære ham noget fornuftigt? Jeg forsøgte at forklare, at det var et uheld, men han blev ved: Alt er uheld for dig! Ungerne er uopdragne, der er rod overalt, suppen er altid for salt! Hvad laver du egentlig hele dagen? Jeg kiggede op fra gulvet, hvor jeg gned pletten væk. Emil græd i sofaens hjørne, og Alberte stod stiv i døren. Jeg opdrager dine børn, sagde jeg lavt. Mine børn? lo han koldt. Du har født dem! At opdrage dem er dit ansvar. Jeg tjener pengene, mens du går hjemme og hygger dig.

Langsomt rejste jeg mig og sagde, at det var sengetid. Jeg fulgte børnene ind, læste godnathistorie, mens Villads allerede sov. Da jeg kom tilbage, sad Rasmus foran fjernsynet, som om intet var hændt. Jeg sagde ikke et ord, men gik ind i soveværelset og lagde mig med ryggen til. Da han kom i seng, vendte jeg mig ikke.

De næste to måneder var en tåge af bebrejdelser. Hver dag var der noget nyt: tallerkener ikke vasket, skjorter ikke glattet, børnene for larmende eller for stille. Først tav jeg, så begyndte jeg at svare igen, og til sidst råbte jeg tilbage. Du kan ingenting! råbte han en dag. Kun føde børn, det er alt du kan! Jeg stod i køkkenet, knugede viskestykket. Det var dig, der ville have børn, sagde jeg. Du bad om det. Kan du huske? Lad os få en tredje, mens vi er unge. Dine ord. Han slog ud med armene: Jeg knokler! Forsørger familien! Du sidder bare hjemme og klager! Jeg svarede, at jeg ikke klagede, men bare bad ham lade være med at råbe foran børnene. Tjen dig til retten til at bede om noget! Han smækkede døren, og jeg blev alene i køkkenet med den kolde aftensmad.

Om natten lå jeg vågen og lyttede til hans rolige vejrtrækning. Hvornår var vi blevet fremmede? Hvornår blev kærlighed til træthed, og træthed til irritation? Villads var kun to et halvt. Fire år til skole. Tre år mere sådan her. Jeg vendte mig, knugede puden. Måske skulle jeg have valgt karriere? Arbejdet ni til fem? Haft egne penge, eget liv? Men så havde jeg ikke haft Alberte med de store, alvorlige øjne, Emil, der elskede at bygge og drømte om at blive astronaut, eller Villads, varm og klodset som en lille bjørn. Jeg lukkede øjnene. Der var aldrig lette svar.

En tirsdag ringede telefonen. Det var Mette. Hør, jeg mangler en receptionist i salonen. Ida er flyttet til Odense for kærligheden. Vil du have jobbet? Jeg var ved at tabe telefonen ned i opvasken. Mette, jeg… Villads er stadig lille. Han bliver snart tre, skal i børnehave. Søg jobbet, du kan starte til september. Jeg tilpasser arbejdstiden. Jeg så mod køkkendøren, hvor børnestemmer lød. Rasmus vil ikke bryde sig om det. Ved Rasmus overhovedet, at du er et menneske og ikke bare gratis hushjælp? fnøs hun. Tænk over det.

Jeg tænkte i tre dage. Så på Rasmus, der kom hjem og straks forsvandt ind i sin mobil. På børnene, der legede alene, mens jeg jonglerede mad, vasketøj og støvsuger. På mit spejlbillede 28 år, men så ud som 35. Fjerde dag ringede jeg til Mette. Jeg siger ja.

Den første løn lille, men min egen lå i min hånd sidst i september. Jeg stod ved vinduet i salonen, klemte kuverten og kunne ikke lade være med at smile. Føles det godt? spurgte Mette og lagde en hånd på min skulder. Du aner ikke hvor meget. Jo, det gør jeg. Jeg stod selv der for fem år siden. Jeg vendte mig. Du har aldrig fortalt det. Hvad er der at sige? Eksmand, gæld, lejet lejlighed. Nu har jeg min egen salon og ingen, der råber. Skønt. Jeg lo. For første gang i mange måneder ægte og let.

Hjemme blev alt sværere. Rasmus mødte mig med tavshed, så på opvasken, vasketøjet. Skal du ikke snart droppe det der forretningskvinde-pjat? spurgte han efter en uge. Herhjemme sejler det. Måske du kunne hjælpe? Jeg så ham i øjnene. Vi arbejder begge. Hvorfor er det kun mit ansvar? Fordi du er kvinde. Det er dit job. Mit job er at føde børn. Resten er fælles. Han rystede på hovedet, som om jeg sagde noget vanvittigt. Du er blevet skør. Jeg arbejder, er træt. Jeg vasker ikke også gulv. Så må du hyre en rengøringshjælp. For hvilke penge?

Vi stirrede på hinanden to fremmede, der engang lovede at følges i medgang og modgang. Der var for meget modgang. For lidt glæde.

Eksplosionen kom en lørdag. Jeg kom hjem fra morgenarbejde, så lejligheden. Børnene så tegnefilm, Rasmus lå på sofaen med mobilen. Du kunne da have taget opvasken, sagde jeg. Jeg slapper af. Du har slappet af hele morgenen. Jeg har arbejdet. Fire timer i din lille salon er ikke arbejde. Jeg gik hen til sofaen, rev mobilen ud af hånden på ham. Rejs dig og hjælp. Nu. Rasmus rejste sig, stillede sig truende tæt på. Du skal ikke bestemme over mig. Så opfør dig som en voksen, ikke som et fjerde barn! Jeg er ikke ansat som hushjælp! råbte han. Vil du arbejde, så gør det! Men herhjemme skal alt være som før! Det bliver aldrig som før, sagde jeg, selvom hjertet hamrede. Jeg bærer ikke det hele alene mere. Så vælg familie eller job! Nej, Rasmus. Det er dig, der skal vælge hjælper du, eller…

Han greb jakken, bilnøglerne, for ud. Døren smækkede så hårdt, at billederne med børnene faldt ned fra hylden. Jeg gik til vinduet, så ham køre væk, stirrede længe på den tomme p-plads. Så vendte jeg mig. Alberte og Emil stod i døren, blege og stille. Villads byggede tårn i sit værelse, ligeglad med de voksnes drama. Mor, er far kørt? spurgte Alberte. Ja, skat. Han skulle… have luft. Jeg satte mig, krammede de store børn tæt. Og forstod. Nu var det nok.

Da Rasmus kom hjem sent, stod to kufferter i entreen. Jeg sad i køkkenet, rolig. Hvad er det? spurgte han. Dine ting. Jeg har pakket dem. Hvad mener du? Præcis det. Gå, Rasmus. Han gik ind i køkkenet, stillede sig overfor. Mener du det? Fuldstændig. Lejligheden er min, det ved du. Jeg skal nok klare børnene. Du… du er ikke min mand mere. Lise, stop det pjat. Lad os tale ordentligt. Det skulle vi have gjort før. Nu er det for sent. Han tav længe, så på mig, som om han aldrig havde set mig før. Så nikkede han. Fint. Som du vil. Han tog kufferterne og gik. Jeg låste døren, gled ned på gulvet, knugede knæene. Sad længe i den stille entre. Så rejste jeg mig, vaskede ansigt, gik ind til de sovende børn.

Skilsmissen var overstået på tre måneder. Rasmus gjorde ikke modstand, han var vist også træt. Børnene tog det på deres måde. Alberte søgte tættere ind til mig. Emil blev stille i et par uger, så tøede han op. Villads opdagede intet for ham var det ligegyldigt, om far var hjemme eller ej.

Jeg arbejdede. Mette tilbød mig kursus som negletekniker og betalte for det. Efter et halvt år lavede jeg negle lige så godt som de andre. Efter et år bedre end de fleste.

Mine forældre hjalp, hvor de kunne. Grethe hentede børnene fra børnehave og skole, når jeg havde sene vagter. Bent reparerede legetøj, byggede med børnebørnene, gik ture i parken. En aften lagde jeg Villads i seng han var fyldt fire. Han lagde armene om min hals. Mor, du er smuk. Tak, min skat. Og sød. Og klog. Den bedste mor i verden. Jeg kyssede ham på panden, slukkede natlampen, gik ud i gangen og lænede mig mod væggen.

Fra stuen lød Albertes og Emils stemmer, de diskuterede som altid. Køleskabet summede sagte. Udenfor summede byen. Alt var godt. Og det ville kun blive bedre.