– Signe, vi må tage afsted. Vi kan ikke blive. Der er ingen anden udvej. Han har jo kun boet kort tid hos os. Du må ikke være ked af det, jeg køber dig en ny hund, en der er meget bedre. Jeg lover det! sagde jeg, mens jeg så ned på gulvet.
Jeg husker, hvordan Signe blev hængende på arbejdet til sent på en kold decemberaften projektet skulle finpudses, og tiden fløj af sted. Da hun kom hjem, var København allerede dækket af en dunkel vinterhimmel, og lette snefnug dalede stille ned. Træt af den lange dag gik hun hurtigt igennem huslige pligter, gik ud til vinduet på anden sal og betragtede, hvordan de nøgne træer udenfor fik deres grene dækket af bløde, hvide puder.
Signe elskede vinteren, især de stille aftener, hvor sneen faldt langsomt som fjer, og alting virkede som et eventyr. December så tæt på de elskede julefrokoster, rejser og glæder fra barndommen, tænkte hun drømmende og smilede for sig selv.
Manden var allerede i seng han skulle tidligt op til arbejde, så han lå og sov, mens Signe slukkede lyset og gik i seng i håbet om at få lidt hvile før den nye, travle dag.
Da hun næsten faldt i søvn, gik bilens alarmsignal i gang. Alarmsystemet havde aktiveret sig. Signe greb nøgleringen, gik ud til vinduet og så, at bilen stod roligt på pladsen sammen med nabobilerne; der var ingen i nærheden, kun den friske sne. Hun slukkede alarmen, gik tilbage til sengen, men efter et stykke tid lød signalet igen.
Bekymret snappede hun sin telefon, tog nøgleringen og iførte sig en jakke over sin morgenkåbe, før hun gik ned til bilen. Der var ingen i nærheden, men i den nylagte sne så hun en mærkelig langrille, som om noget var blevet trukket gennem den, og ved siden af lå spor af poter.
Sporet førte direkte under bilen. Signe slukkede igen alarmerne. Naboerne kiggede ud af vinduerne, og telefonen ringede det var mig, som netop var vågnet og kiggede ud af vinduet. Hvad sker der? Vent, jeg kommer ned! sagde jeg og gik hurtigt i gang med at klæde mig på.
Da jeg nåede frem, pegede Signe på sporene. Jeg satte mig, tændte lommelygten på min telefon og kiggede under bilen. Der er noget eller nogen derinde, ser ud som et dyr med glinsende øjne. Motoren er stadig varm, så det må være derinde og varme sig. Jeg skal have handsker, så vi kan få det ud. sagde jeg og løb tilbage.
Jeg kom med handsker og et stykke stegt lever og forsøgte at lokke den uinviterede gæst ud. Dyr var dog sky og trak sig tilbage. Signe skiftede til varmere tøj og gik ned i sneen, gik på knæ og rakte en hånd med godbidder. Kom her, lille ven kom nu, sagde hun blidt.
Et svagt gøen lød fra under bilen, og det stod hurtigt klart, at en hund gemte sig der. Den kom langsomt frem, en lille, våd, rystende hvalp med mudrede pelsklumper, næsten lukkede øjne og firkantede pelse.
Uden at høre på min modstand løftede Signe hunden op. Det var tydeligt, at den var hjemløs: pelsen sad fast som tykke reb, øjnene var slørede af snavs. Da jeg så de bønfaldende øjne, indså jeg, at vi måtte hjælpe. Jeg prøvede at holde fast i min beslutning: Vi er væk hele dagen, Signe, vi kan ikke klare det Du glemte, at vi skal til jul til Oslo? Vi har betalt billetter og hotel. Men Signe svarede fast: Jeg har altid drømt om en hund, og jeg vil ikke efterlade den komme du med eller ej!
Hundens navn blev til Balder. Efter en hurtig bath, klipning og god mad forvandlede han sig til en velplejet lille kammerat med et lyserødt halsbånd. Han vidste stadig kommandoerne sid, lig, kom, og kunne endda give begge poter på kommando og hoppe som en lille kanin.
Da det var tid til at rejse, var der ingen, der kunne tage Balder med. Signe insisterede på at tage ham, fik papirarbejdet i orden, købte alt nødvendigt udstyr, og den lille rejseglade hund var klar til eventyr.
Toget mod Oslo fløj af sted. Stemningen i kupeen var fuld af hygge, mens vi to, sammen med Balder, så frem til en juleferie i hovedstaden. Efter en nat i toget ankom vi til Oslo, slog vores tasker op på et hyggeligt hotel og gik ud for at give Balder noget mad.
Balder var begejstret over alt det nye: byens lys, lugte og de store grantræer med glitrende pynt. Han var både bange og spændt.
Julen gik hurtigt forbi med lange gåture gennem de pyntede gader, lækker mad, ture på julemarkedet og stille aftener på hotellet. Da vi pakkede sammen for at tage hjem, gik vi en tur med Balder i den lange snor.
På vejen passerede vi to politiheste på fine, velplejede heste. Pludselig brølede en af hestene højt, løftede hovedet. Balder, som aldrig før havde set så store dyr, blev forskrækket, sprang frem, snoren løb ud af Signes hånd, halsbåndet gled af, og han forsvandt i sneen.
Vi ledte ham i timevis i parker, gader og gårde, mens Signe græd: Det er min skyld! Jeg skulle have holdt ham tættere på, haft en seletøj på Han er bange Balder Hun var knust af sorg.
Tilbage på hotellet sad vi i stilhed, da jeg sagde: Vi må rejse. Vi har ingen anden mulighed. Han har jo kun været hos os kort Jeg lover at finde en ny hund, en bedre en, jeg lover det. Signe stirrede mig i øjnene med røde, tårede øjne og svarede: Jeg forlænger ikke hans liv her. Jeg vil blive og finde Balder. Jeg behøver ingen anden hund! Du forstår det ikke!
Jeg forsøgte at forklare: Vi har brugt alle penge på boligrenovering, den nye bil og den tidlige afgang. Visummet udløber om to dage. Jeg kan snakke med chefen, tage fri en uge, måske få en forskudsbetaling, så vi kan blive her lidt længere. Signe rejste sig, trak jakken op, sagde: Jeg fortsætter søgningen.
Vi gik til receptionen, hvor en ung russisk pige ved navn Ludmila arbejdede. Hun så Signe med røde øjne og spurgte forsigtigt, hvad der var sket. Jeg forsøgte at forklare, men Signe var for overvældet til at tale. Ludmila lyttede og sagde: Vi skal ringe til internater og dyrebeskyttelse. Her findes ingen løse hunde. Hun tog en tung telefonbog frem og begyndte at ringe.
Efter flere opkald lød hendes stemme mere håbefuld. Vi har fundet en hund, der ligner jeres beskrivelse. Den blev indleveret i et internat i går aftes, cirka 70 kilometer herfra. Det er mindre end fire timers togtur. Jeg tvivler på, at I når toget, men I kan tage taxa.
Vi bestilte en taxa med det samme, og beslutningen blev taget på stedet: Signe kørte mod internatet, mens jeg ventede på stationen med vores kufferter.
Taxien kørte gennem den stille nat, mens Signe gentog i hovedet: Bare kom hjem, Balder, kom hjem Da hun kom til internatet, betalte hun 75 kroner for indgangen og fulgte en medarbejder ind i et lille rum. En låge stod på klem, og i den sad Balder, sammenkrøblet. Signes hjerte hamrede så højt, at hun næsten mistede stemmen. Balder! udbrød hun.
Balder sprang straks ud af buret, lod som om han sang af glæde, og kravlede ind i hendes arme, logrende og gøende. Hun holdt ham så tæt, at han ikke kunne slippe hendes greb.
Senere skrev hun papirerne, viste halsbåndets adresseetiket, og ingen sekund slap hun Balder. En ældre norsk dame med et hårdt ansigt kom ind, men smilte til Balder og sagde på grovkornet russisk: Ingen løb, Balder!
Fra internatet, i taxien, i toget og igen i taxien holdt Balder sig tæt til Signe, som hviskede: Jeg vil aldrig forlade dig igen
Hjemme i København sprang Balder forsigtigt ned på gulvet, gik til køkkenet og drak vand som en rigtig ejer. Årene gik, og vi byggede et stort hus på landet, hvor vi stadig lever mig, Signe og vores trofaste Balder, som endelig har fundet sit rigtige hjem.
