Alle drikker, drikker, masser af flasker, men der er slet ikke noget mad.
Der var gæster hjemme hos os. Det var der næsten altid.
Alle drikker bare, drikker og drikker, bordet er fyldt med tomme flasker, men der er ikke en krumme mad. Måske kunne man finde et lille stykke rugbrød men på bordet er der kun cigaretskodder og en tom leverpostejsdåse, sagde Klaus, mens han endnu en gang kiggede grundigt hen over bordet, men han fandt intet spiseligt.
Nå, mor, jeg går nu, sagde drengen og begyndte langsomt at tage sine slidte sko på.
Han håbede stadig, at hans mor ville standse ham og sige:
Hvor skal du hen, min dreng, du har ikke engang fået noget at spise, og det er koldt udenfor. Bliv nu hjemme. Jeg koger lidt grød, smider gæsterne ud og gør lige rent.
Han ventede altid på venlige ord fra sin mor, men hun holdt sig sjældent til milde vendinger. Hendes ord stak som tjørn, så Klaus ofte havde lyst til at krybe sammen og gemme sig væk.
Men denne gang besluttede han, at han ville gå for altid. Klaus var seks år og følte sig stor nok. Først var han dog nødt til at skaffe nogle penge og købe et franskbrød, måske endda to Hans mave knurrede efter mad.
Men hvordan skulle han få fat i penge? Mens han gik forbi kioskerne, fik han øje på en tom flaske, der stak op af sneen. Han kom i tanke om, at der var pant på flasker, og at han på den måde kunne få penge. Klaus puttede flasken i lommen, derefter fandt han en krøllet plastpose ved et busstoppested. Resten af dagen samlede han flasker.
Posen blev tungere og tungere, og flaskerne klirrede lystigt i den. Klaus fantaserede allerede om, hvordan han ville købe et blødt, duftende morgenbrød med birkes eller rosiner måske endda med glasur, men så tænkte han, at sådan et sikkert ville være dyrere, så han besluttede at finde lidt flere flasker.
Han kom hen til Hovedbanegården. På perronen, hvor de voksne vente på S-toget, sad folk og drak øl. Klaus satte omhyggeligt sin tunge pose fra sig ved en kiosk og styrtede til for at tage endnu en efterladt flaske. Mens han løb, kom en beskidt og sur mand forbi og tog hele Klaus pose med flasker. Klaus spurgte forsigtigt om han måtte få dem tilbage, men den fremmede mand stirrede truende på ham, så drengen blev nødt til at vende sig om og gå væk.
Drømmen om det lækre brød forsvandt som dug for solen.
Det er ikke let at samle flasker, tænkte Klaus mens han igen drev gennem de sneklædte københavnske gader.
Sneen var våd og tung hans fødder var drivvåde og kolde. Det blev bælgmørkt. Han kan ikke huske, hvordan han endte ude i en opgang, hvor han lænede sig ind til radiatoren og gled ind i en varm søvn.
Da han vågnede, troede han først, han stadig drømte, for der var varmt, fredeligt og duftede vidunderligt af mad!
Ind trådte en kvinde. Hun var smuk og øjnene var blide.
Nå, Klaus, sagde hun, er du varmet op nu? Har du sovet godt? Kom, vi skal have morgenmad. Jeg var på vej hjem i nat, og dér lå du ligesom en lille hund i opgangen og sov. Jeg tog dig op og bar dig med hjem.
Er det her mit hjem nu? spurgte Klaus forsigtigt, stadig ikke helt klar over sin egen lykke.
Hvis du ikke har et andet, så kan det være, sagde kvinden.
Derfra blev alt som et eventyr. Den rare dame gav ham mad, sørgede for ham og købte ham nye klæder. Klaus fortalte hende langsomt alt om sit liv derhjemme med sin mor.
Den gode dame hed Frida, et navn som Klaus syntes lød helt magisk. Han havde aldrig før hørt det, men han besluttede, at kun en god fe kunne hedde så smukt.
Vil du have, at jeg bliver din mor? spurgte hun en dag, da hun holdt ham i sine arme og krammede ham, sådan som kun en kærlig mor kan.
Han ville naturligvis gerne, men
Den lykkelige tid sluttede pludseligt. En uge efter dukkede hans biologiske mor op.
Hun var næsten ædru denne gang og råbte vredt ad kvinden, der havde hjulpet ham: Ingen har taget min forældremyndighed fra mig, jeg har fuld ret til min søn!
Da hun tog Klaus med væk, faldt sneen, og for Klaus lignede huset, hvor Frida boede, et hvidt slot dækket af tryllende snefnug.
Efterfølgende blev livet meget hårdt. Hans mor drak. Klaus løb hjemmefra, overnattede på stationer, samlede flasker, og købte rugbrød for pengene. Han kendte ingen, bad aldrig om hjælp.
Med tiden blev hans mor faktisk frataget forældremyndigheden, og Klaus blev anbragt på et børnehjem.
Han var mest ked af, at han ikke kunne huske, hvor det hvide slot, det tryllende hus med den gode Frida, lå.
Tre år gik.
Klaus voksede op på børnehjemmet. Han var indadvendt og tystlåden, holdt mest af at sidde alene og tegne. Han tegnede altid det samme motiv et hvidt hus, snefnug, der dalede ned fra himlen.
En dag kom en journalist på besøg. Pædagogen viste hende rundt og introducerede hende for børnene. De stoppede foran Klaus.
Klaus er et sødt og spændende barn, men han har svært ved at tilpasse sig de andre børn. Det har varet i alle tre år, han har boet her. Vi arbejder på at finde en plejefamilie til ham, sagde pædagogen til journalisten.
Hej, jeg hedder Frida, sagde journalisten smilende til Klaus.
Drengen lyste pludselig op og begyndte at tale! Han fortalte engageret og ivrigt journalisten om den anden gode Frida. Hver gang han talte om hende, var det som om noget i ham blev varmt igen. Hans øjne strålede, kinderne blev røde. Pædagogen så på hans forandring med stor undren.
Navnet Frida var som en gylden nøgle til drengens hjerte.
Journalisten Frida kunne ikke holde tårerne tilbage, da hun lyttede til Klaus historie. Hun lovede at skrive en artikel om ham i lokalavisen, så måske kunne den gode Frida se det og forstå, at Klaus ventede på hende.
Og hun holdt sit løfte. Og så skete miraklet.
Frida abonnerede ikke på lokalavisen, men det var hendes fødselsdag, og kollegerne havde foræret hende en buket blomster svøbt i papir fra avisen.
Hjemme viklede hun blomsterne ud, kastede et blik på en lille overskrift: Den gode Frida, drengen Klaus leder efter dig. Giv lyd!
Hun læste artiklen og forstod straks, at det var den samme dreng, hun for mange år siden havde fundet i opgangen og ønsket at tage til sig.
Klaus genkendte hende straks. Han løb hende i møde og omfavnede hende. Alle græd Klaus, Frida og pædagogerne, som overværede genforeningen.
Jeg har ventet så længe på dig, sagde drengen.
Det var svært at overtale ham til at give slip, da Frida skulle gå. Hun kunne ikke tage ham hjem med det samme, der skulle gang i en adoptionssag men hun lovede at besøge ham hver dag.
P.S.: Siden blev Klaus’ liv normalt og lykkeligt.
I dag er han 26 år gammel. Han er færdiguddannet fra Danmarks Tekniske Universitet. Han skal giftes med en dejlig dansk pige. Han elsker sin mor Frida højt og er hende evigt taknemmelig for alt.
Senere, som voksen, fortalte Frida ham, at hendes mand havde forladt hende, fordi hun ikke kunne få børn. Hun følte sig ensom og uelsket lige indtil hun fandt Klaus i opgangen og kunne varme sit hjerte på kærligheden til ham.
Da hans mor tog ham fra Frida, tænkte hun trist: Så var det nok ikke meningen.
Hun blev så lykkelig, da hun fandt ham igen på børnehjemmet.
Klaus forsøgte engang at finde ud af sin biologiske mors skæbne. Han fandt ud af, at lejligheden var lejet ud. Hans mor var for mange år siden taget væk i ukendt retning sammen med en mand, der lige var kommet ud af fængslet. Han ønskede ikke at lede mere. Hvorfor skulle han?
