Kære dagbog,
I morges stod jeg forvirret i køkkenet og stirrede på den ældre dame, der stod i døren med en tallerken fuld af pandekager.
Jeg forstår stadig ikke helt, hvad du vil have? spurgte jeg.
Jeg kom for at hilse på dig, og så tænkte jeg, at en god morgenmad ville gøre sig, sagde hun med et smil. Jeg er din nye nabo, Kirsten Pedersen.
Om klokken syv?
Du må jo på arbejde snart, så hvornår andet? Normale mennesker spiser morgenmad og går så i gang med dagens gøremål.
Jeg har aldrig set mig selv som en så normal person. Jeg har altid arbejdet om natten og så sovet omkring middagstid. Jeg er illustrator, og de bedste idéer dukker ofte op, når det er stille om natten.
Jeg var virkelig ked af, at jeg blev vækket af en fremmed. Jeg vidste, at jeg nok ikke ville kunne falde i søvn igen, og det betød, at min produktivitet i dag ville være på nul.
Kom endelig ind, så kan vi drikke en kop te sammen, sagde jeg. Jeg planlagde ikke at gå på arbejde i dag, så jeg havde tid til en lille snak.
Det tog ikke lang tid at overtale Kirsten. Hun var enlig og elskede at tale.
Lise, er du ny i bygningen? spurgte hun nysgerrigt.
Tidligere boede familien Jensen her, men så stod lejligheden tom i flere år. Hvorfor lade den stå tom, når man kunne leje den ud og tjene penge?
Så jeg besluttede mig for at købe den! Jeg ville bo for mig selv, væk fra mine forældre, og sådan endte jeg her.
Jeg har boet i dette hus hele mit liv, svarede hun.
Kirsten talte i to timer om sin baggrund. Jeg var træt, men jeg kunne ikke smide hende ud jeg var opdraget til at vise respekt for ældre. Selvom hun var snakkesalig, var hun venlig og omsorgsfuld.
Da jeg begyndte at gabe, sagde hun, at hun måtte gå hjem:
Undskyld, jeg har snakket for meget. Du er altid velkommen, siger jeg. Mine ben er ikke, som de plejede at være.
Da hun gik, gik jeg en tur i det ukendte kvarter. Beslutningen om at flytte har jeg gået og tænkt på i lang tid. Mine forældre kunne ikke acceptere, at jeg arbejdede om natten de sagde, at jeg forstyrrede deres søvn. Jeg selv var så stille i min lille stue, at jeg næsten ikke var til besvær. Måske brugte de bare undskyldningen for at slippe af med en voksen datter.
Jeg var 27 år, og jeg havde aldrig forestillet mig at bo alene. Alt var fint, indtil min mor begyndte at kritisere mig for alt: at jeg sov for længe, ikke gik i supermarkedet, ikke lavede mad, ikke tog på sommerhus. Kritikene eskalerede til skænderier, og jeg kunne ikke længere bo hos dem. Så da jeg så et ledigt værelse, tog jeg chancen uden tøven.
Efter min gåtur havde jeg slet ikke lyst til at sove igen, så jeg forsøgte at arbejde. Men jeg blev afbrudt af et bankende slag på døren.
Lise, lad os spise frokost sammen, siger hun. Jeg var ved at gå i gang med et stort projekt, men accepterede alligevel. Den dag fik jeg ikke lavet noget arbejde, men heldigvis var deadline langt ude, så jeg kunne slappe af lidt.
Næste morgen bankede der igen, men denne gang var det ikke på døren, men på væggen.
Hvor er roen? Beder jeg mig selv?
Støjen holdt ikke op, så jeg gik på café for at få en kop kaffe og måske arbejde lidt. Caféen var hyggelig, men jeg savnede roen. Kun få dage væk fra forældrene, og jeg længtes allerede efter hjemmet. Jeg overvejede at ringe til mor, men holdt igen hun ville nok sige, at jeg ikke kan klare mig selv.
I caféen blev jeg forstyrret af snakkende kunder. Jeg er vant til stilhed, så jeg kunne ikke koncentrere mig. Da jeg gik tilbage til lejligheden, mødte jeg igen Kirsten.
Undskyld, hvis vi vækkede dig. Min barnebarn, Vagn, skulle hænge en hylde op i morges, men han kan kun starte tidligt.
Jeg mumlede, at jeg var blevet vækket, og så mærkede jeg den første irritation over dette naboskab.
Dagen gik i en tåge. Jeg prøvede at tegne, men resultatet var kun rod. Den selvstændige tilværelse begyndte at føles som en umulig drøm, og jeg længtes efter den trygge rutine.
Næste aften hørte jeg en skrabende lyd fra døren. Da jeg åbnede, stod der et hul i stedet for en dør.
Åh, mit barn, jeg blev så bange! sagde Kirsten. Jeg havde kaldt en håndværker, fordi døren gik i stykker. Jeg var så bange for, at noget værre var sket.
Jeg stod målløs. På den ene side ville jeg råbe af hende for hendes handlinger, men på den anden side så jeg, at hun bekymrede sig om mig.
Det tog natten at få døren repareret, og prisen var dobbelt så høj som forventet et par tusinde kroner mere.
De næste par dage gik næsten stille. Kirsten var på besøg hos sine søskende og trak sig tilbage fra mig. Jeg kunne mærke, hvordan frygten for hendes næste besøg voksede. Da hun kom tilbage med sit barnebarn, spillede Vagn musik på høj volumen hele dagen.
Kan du skrue ned for musikken? spurgte jeg, mens min tålmodighed var ved at briste.
Du synes, Vagn er et problem? Så tag ørepropper, sagde hun med et grin.
Vagn var væk efter en uge, men i den tid gik jeg kun med i gåture og sov, for det var umuligt at blive hjemme.
Jeg havde kun boet her i en måned, men jeg følte allerede, at jeg måtte flygte.
Kirsten, vil du ikke komme på besøg mere? spurgte jeg modigt. Du forstyrrer min søvn om dagen og mit arbejde om aftenen! Hvis jeg har brug for noget, vil jeg selv gå til dig.
Hun nikkede og gik. Jeg var lettet over, at vi havde fundet en hurtig aftale, og jeg så frem til et roligt liv.
Men om morgenen bankede der igen på døren.
Er du Simon? spurgte en mand.
Ja, sagde jeg.
Jeg er lokalpolitibetjent, Klaus Nielsen. Der er indgivet en klage over dig.
Over mig? Hvem? Jeg gør intet forkert!
Beboerne siger, at du larmer om natten og truer dem.
Jeg var rasende.
Hvem mener du, jeg nægter dem at bo?
Kirsten dukkede op fra sin lejlighed:
Hej, Klaus! Det er den larmende nabo, vi har haft problemer med. Husejeren lytter ikke, så vi må tage sagen i egen hånd.
Klaus gik ind, men stoppede Kirsten:
Du får slappe af, Kirsten. Jeg tager mig af det.
Det var mærkeligt at se, hvordan den søde, snakkesalige kvinde pludselig blev en hård, voldsom gammel dame. Klaus Nielsen var ung og venlig, men han så ud til at have mange erfaringer med problematiske naboer.
Du bør flytte herfra, Lise, sagde han. Livet vil ikke give dig ro her.
Hvem vil så ikke give mig ro? spurgte jeg.
Klaus forklarede, at familien Jensen, som tidligere boede her, havde solgt deres lejlighed og skulle flytte til en anden by. Kirsten havde straks forsøgt at købe lejligheden til sin barnebarn, men naboerne nægtede at sælge. De havde lidt nok af hende, så de besluttede at udleje i stedet. Men Kirsten begyndte at sprede rygter og klager, så lejere flyttede ud en efter en, mens hun levede af deres frustration.
Jeg lyttede, og det virkede som om, folk kunne være så tosidige.
Jeg tror, jeg bliver her, sagde jeg pludselig med et glimt i øjet. Hvis jeg kan klare mig med den gamle dame, kan jeg klare alt.
Klaus så trist ud og gik. Jeg havde set mange vilde planer i mit liv, men denne følte jeg mig klar til.
Jeg kontaktede Jensen-familien og forhandlede køb af lejligheden. De var lettede over at slippe af med den gamle bygning, selvom jeg måtte tage et lån på flere titusinde kroner. Det skræmte mig ikke.
Derefter begyndte jeg at tale med de andre beboere og fortalte dem, at Kirsten var syg og havde brug for hjælp. Jeg kontaktede også de sociale myndigheder om den ensomme ældre kvinde.
Først afviste Kirsten hjælpen, men så gik hun med på at modtage besøg og støtte. Hun indtog en ny rolle som en skrøbelig, hjælpeløs person, og folk begyndte at vise omsorg. Det gav hende en ny form for anerkendelse.
Endelig kunne jeg endelig arbejde i fred. Mine forældre blev overrasket over, at jeg klarede mig selv, og jeg fik sat min lejlighed på plads og endda fundet lidt tid til et privatliv Klaus Nielsen blev en hyppig gæst.
Når jeg møder Kirsten og hun vinker, siger hun kærligt:
Nå, Lise! Du er så snedig.
Det er som om, livet har vendt på hovedet, men jeg har fundet min plads. Jeg kan endelig trække vejret, male i ro og nyde min nye tilværelse.
