Det var dig, der drejede det, skrælede svigermoren, mens hun pegede med den bøjede finger på svigerdatteren. Før var du aldrig sparsom med penge til mig og lille Lise!
Peter rynkede panden.
Mor, giv mig mine penge tilbage! Jeg har ikke givet dig lov til at røre dem!
Liselotte måtte klare sig uden ferie; de tre hundrede tusinde kroner til renoveringen skulle stadig gå.
Ellers ringer jeg til politiet!
Mor greb sit hjerte og styrtede ned på stolen
Jens, som nu var ved at stryge den klæbrige tape på en papæske for tiende gang, pustede ud og strøg den forvildede hårstrå, der havde kruset sig ud af panden.
Den nye lejlighed stank af våd hund, selvom de tidligere beboere aldrig havde haft en hund i deres liv.
Peter, hvor er du? råbte hun ned ad gangen. Flyttefolkene er væk om en halv time, vi mangler stadig at tømme køkkenskabe.
Peter trådte ind i stuen, tørrede hænderne på sine jeans.
Det er de sidste kasser, der er kommet ind. Hør, Jens, jeg tænkte på
Skal vi droppe køkkenet i dag? Bestille pizza, åbne en flaske vin? Jeg har ingen energi.
Jens kastede et blik på de bunker af kasser.
Pizza lyder godt, men vi har ingen seng at sove i. Sengetøjet er gemt et sted inde i disse pyramider. Og forresten, vi må nok besøge din fars hus.
Peter spændte sig en smule.
Måske i morgen? Det er allerede sent.
Peter, der er vores penge. Og den familieringe! I morgen skal vi møde håndværkerne, betale for badeværelsesrenoveringen. Hvad skal vi bruge til at betale med?
Den sidste uge har flyttekaosset ramt dem, og Jens insisterede på at få alt det værdifulde ud af lejligheden. For mange fremmede skulle trænge sig på, før alt var ryddet. Hun havde afleveret en mappe med papirer, sine smykker og en lille beholdning i udenlandsk valuta til sine forældre.
Forældrene gemte pengene i en sikkerhedsboks uden at stille spørgsmål.
Det var sværere med Peters forældre.
Hvorfor altid svigermor og svigerfar? gentog Jens i sit hoved svigermors stemme. Er vi fremmede? Stoler I ikke på os?
Inge Sørensen kunne så godt blive såret, at skyldfølelsen krøb ind over selv katten. Hun knibede læberne, greb en flaske corvalol, og greb sig om hjertet som om hun var ved at få et anfald.
Peter, blød af natur, gav efter først.
Jens, seriøst. Mor er såret. Skal vi ikke give dem noget?
Mine ure, mit guldarmbånd, og pengene vi har sat til side til renoveringen.
Hvad er så forskellen på, hvor de ligger?
Jens rakte hånden ud, og de tog en sikkerhedsboks med pengene med sig.
Tre hundrede tusinde kroner alt hvad de havde sparet til starten af renoveringen og en lille æske med Peters fars arvestykke.
I æsken lå en tung, gammel ring med en mørk rubin, som Peter havde båret som et minde om sin far, der gik bort tidligt.
Nu skulle den hentes.
Okay, nikkede manden. Jeg ringer til mor og siger, vi kommer om lidt.
***
Døren gik op, og svigermoren trådte ind.
Åh, de nye flyttemænd! Inge Sørensen spredte armene, men knækkede kun en luftkys på Peters kind. Er I sultne? Kom ind, jeg har stegt rødspætter.
Mor, vi har kun et øjeblik, sagde Peter, mens han stadig havde sine sneakers på. Vi skal fortsat pakke indtil natten. Vi er på vej med en taske.
Fra dybet af lejligheden kom Lise, Peters søster, i blød pelsede tøfler. Hun var fire år ældre end ham, men opførte sig som om hun stadig var i en evig teenagealder.
Hej, hej! vinkede hun langsomt med perfekt manicure. Er I allerede flyttet ind i de nye haller? Hvornår er indflytningen? Jeg har set billederne på Instagram, køkkenet ser ud som om det er slidt. Alt skal udskiftes til nul.
Jens smilede anstrengt:
Hej, Lise. Vi er her for pengene.
Inge Sørensen juster hastigt sin kittel og gik langsomt, som om hun gled sidelæns mod køkkenet.
Kom ind og få en kop te. Det er ikke ordentligt at komme og gå uden at byde på noget. Det er en dårlig omen.
Mor, vi har virkelig travlt, implorerede Peter. Giv os tasken, så vi kan løbe.
Inge Sørensen sukkede og forsvandt ind på soveværelset.
Hun kom hurtigt tilbage med Peters æske i hænderne.
Her er den.
Peter åbnede den.
Hvad med uret? spurgte han med en rynket pande. Og armbåndet? Hvor er konvolutten?
I æsken lå kun et par manchetknapper og den kæde, han havde båret i ungdommen.
Inge Sørensen gik op til brystet og lagde hænderne der.
Åh, lille Peter Du skal ikke bekymre dig. Jeg har lagt uret og armbåndet i kommoden, jeg henter dem om et øjeblik. Men resten
Lad os gå til køkkenet, så vi kan snakke som fremmede i gangene!
Jens mærkede en kulde løbe ned ad ryggen. Hun så på sin mand.
Peter så ud som et barn, der havde fået isen taget fra sig.
De gik ind i køkkenet.
Sæt jer, befalede svigermoren, mens hun slæbte sig ned i en stol. Sådan er det. Lise, du ved jo, at lille Lise har en svær periode nu. Stress, træthed hun har brug for en genstart.
Mor, hvad snakker du om? Peters stemme blev fast. Hvor er pengene?
Lad ikke mor afbryde! Lise og Igor planlægger en krydstogt i Middelhavet. Det er drømmen!
Hvorfor låner I dem vores penge? spurgte Jens stille.
Vi lånte dem! Så snart Igor får styr på sin forretning, giver de dem tilbage. Måske om et halvt år, måske om et år. I er unge, I vil tjene mere. Lise har brug for penge nu, hendes nerver er i stykker!
Nerver? Peter så hårdt på sin søster. Lise, er du seriøs? Du tog mine tre hundrede tusinde kroner?
Vi skal betale håndværkerne i morgen! Vi kan ikke bo i en betonboks et år!
Lise lagde gaflen fra sig og rullede med øjnene.
Åh, Peter, lad være med at starte. Hvad er det med mine, dine? Vi er familie!
Har du et hus? Ja. Har du vægge? Ja. Sov på en madras, det er romantik!
Men krydstogtet er betalt! Forestil dig hvilken rabat, vi gik glip af!
Lise, din mand tjener tre gange så meget som dig, indførte Jens. Hvis han ikke har penge til krydstogt, så tager I det ikke. Returner pengene nu!
Jeg har dem ikke! fnøs søsteren. Alt er betalt: billetter, kahyt, udflugter. Vi sejler om en uge.
Så aflys! brølede Peter.
Jens så sin mand med røde ører for første gang.
Returner billetterne, returner pengene. Mor, hvad tænkte du? Det er ikke dine penge! Jeg gav dem til dig i opbevaring!
Inge Sørensen slog armene i vejret, og tårerne strømmede.
Tak, jeg har opdraget ham, jeg har ikke sovet om natten, og han kritiserer mig! Det er bare nogle få kroner. Er I kede af din søster? Hun er jo ingen fremmed!
I har en bil, I har et hus. I lever som en konge i smør.
Og Lise
Hvad med Lise? eksploderede Jens. Lise bor i et rækkehus og kører i en Audi. Gør I grin?
Ikke tænk på andres penge, Jens, sagde svigermoren skarpt. Det er uanstændigt.
Så, sagde Peter, og rejste sig. Vi klarer pengene senere, jeg ringer til Igor, han forklarer mig om driftsmidler. Mor, tag uret og armbåndet med, og den gamle ring fra bedstemoderen. Vi går.
Inge Sørensen skyndte sig, kiggede rundt.
Uret ja, lige nu.
Hun løb ud af køkkenet, kom tilbage et minut senere og lagde uret og guldarmbåndet på bordet.
Hvad med ringen? spurgte Peter.
Peter svigermoren mumlede, mens hun justerede sin kittel. Ringen er gammel, den er ikke i mode. Den ligger bare der.
Hvor er ringen?
Hvad vil du have? brød Lise pludselig ud.
Hun strakte sig elegant, rettede sit hår, og på Lises mellemfinger hang den samme gamle rubinring, som havde tilhørt Peters far.
Peter fulgte hendes blik og bleknede.
Tag den af, sagde han stille.
Hvorfor? Lise viste stolt fingeren, som om den var en vintage-udsmykning. Se, hvor stilfuld den er! Det er i øjeblikket et trend, overdimensioneret, maskulin stil.
Det er min bedstemors ring, protesterede Peter. Den er fra min far. Din far er onkel Jens. Hvad har du at gøre med min bedstemor?
Åh, så er det en vores eller deres sag! råbte Inge Sørensen. Peter, du burde skamme dig! I to er som én krop!
Uanset hvilken bedstefader den kom fra, lå ringen og støvede.
Lise lo: Det er blot et gammelt smykke. Jeg kan smelte det om, ændre designet. Stenen er god, men indfatningen er gammel.
En klokkende tavshed fyldte køkkenet. Jens så på de to kvinder og forstod, at de ikke lånte hinanden nogen nåde. For dem var Peter kun en ressource, hans følelser, hans minder, hans grænser var ubetydelige i jagten på det jeg vil have.
Jens gik hen til Lise, stod så tæt på.
Tag ringen af, sagde hun roligt.
Hvad så? smilede svigerdatteren. Skal vi slås? Åh, Jens, du er så snakfuld.
Tag den af, gentog Peter. Ellers ringer jeg politiet og anmelder tyveri. Du ved, at jeg vil gøre det.
Lise fnøs, men frygt blinkede i hendes øjne. Hun rev ringen af med et hårdt træk, skrabede på huden og kastede den på bordet.
Forband dig! Du er en forbandet svirre!
Og pengene, greb Peter ringen, knugede den i knoerne. Så skal de tre hundrede tusinde kroner være på min konto inden i morgen aften.
Hvis ikke, ringer jeg til Igor og fortæller ham, hvordan hans kone stjæler fra familien under dække af konkurs.
Du tør ikke! skreg Lise. Du vil ødelægge familien! Mor, sig det til ham!
Inge Sørensen faldt på stolen og begyndte at græde højt:
Åh, hvilken tragedie! Min søn er blevet erstattet!
Det er hun, slangen, der har manipuleret dig! pegede hun på Jens. Inden du blev gift, var du en gylden dreng, nu er alting i kaos!
Gå væk! Fra mit hus! Jeg vil ikke have jer her!
Kom, Jens, sagde Peter, og tog sin kone i hånden. Vi har intet at gøre her længere.
Uret, mindede Jens.
Peter samlede uret og armbåndet, puttede dem i lommen.
Farvel, sagde han og gik uden at se sig om.
De kørte hjem i tavshed. Jens så på sin mand med en underlig skam; han var en voksen mand, men hans tårer holdt tilbage. Hans følelser var så klare: han var blevet forrådt af sine nærmeste, de han stolede mest på.
***
Scanningen var enorm. Tre dage ventede Peter tålmodigt på, at søsteren skulle returnere pengene, men Lise kom aldrig tilbage med dem. Så ringede han til svoger.
Igor lyttede, undskyldte og lovede at ordne det. Tre timer senere var lånet tilbage på Peters konto.
Moren begyndte at skrige igen, hævdede at uden dem, Liselotte ville gå på ferie Igor havde allerede betalt billetten.
Peter holdt ikke kontakten med hverken søster eller mor igen, og Jens holdt sig også på afstand.
Renoveringen i deres lejlighed gik for fuld skrue, og snart skulle de fejre indflytningens fest uden søster eller svigermor.
