Kristian fortalte sin kone, at han ville skilles. Birgitte tog imod nyheden med ro, men stillede én betingelse.
Da Kristian kom hjem fra arbejde, fandt han Birgitte i køkkenet, hvor hun var i gang med aftensmaden. En svær samtale ventede, og han indledte med ordene:
Jeg er nødt til at fortælle dig noget vigtigt.
Birgitte svarede ikke, men Kristian så tydeligt en spænding og sorg i hendes blik.
Usikker på, hvordan han skulle tage hul på samtalen, sagde han ligeud, at han ønskede skilsmisse.
Birgitte reagerede roligt, hverken med vrede eller overraskelse, og stillede blot et spørgsmål:
Hvorfor?
Kristian undveg at svare. I virkeligheden havde han ikke tænkt sig at forklare, hvorfor ægteskabet var ved at gå i opløsning. Hvad skulle han sige? At han ikke elskede hende mere, at alt for længe havde han mistet interessen, og at han nu følte noget for en anden kvinde?
Uden at sige mere gik Kristian ind i soveværelset. Han kunne ikke holde ud at høre Birgitte græde ude i køkkenet.
Næste morgen, plaget af skyld, rakte han hende skilsmissepapirerne, hvor han overlod både huset og bilen til hende.
Birgitte rev papirerne i stykker og sagde stille:
Jeg vil ikke have noget fra dig, og begyndte igen at græde.
Kristian fornemmede, at han begik en fejl, men Birgitte, som han havde delt sit liv med så mange år, føltes pludselig som en komplet fremmed.
Han havde ondt af hende, men tænkte kun på at komme hurtigt videre til den anden kvinde.
Samme aften kom Kristian sent hjem, han sprang middagen over og gik direkte i seng. Hans kone sad som sædvanlig ved spisebordet og var optaget af at skrive noget.
Midt om natten vågnede han og opdagede, at Birgitte stadig sad ved skrivebordet. Det rørte ham ikke, hvad hun lavede. Hendes tilstedeværelse fremkaldte ingen følelser i ham længere.
Om morgenen rakte Birgitte ham et par ark papir.
Her er mine betingelser for skilsmissen, sagde hun.
Hvilke betingelser? spurgte Kristian modstræbende.
Birgitte forklarede:
Jeg vil gerne have, at vi udskyder indgivelsen af skilsmissepapirerne i én måned. Vores søn har eksamen, og jeg ønsker ikke, at han bekymrer sig. Vi må opretholde illusionen af en familie lidt endnu.
Kristian sagde ja dertil.
Og hvad er den anden betingelse? spurgte han.
Hver dag skal du bære mig fra soveværelset hen til hoveddøren i dine arme.
Det er da noget pjat! udbrød han.
Jeg ønsker bare, at vi får lov at have en sidste smuk tradition, svarede Birgitte roligt.
Kristian protesterede ikke.
Næste dag opfyldte han modvilligt Birgittes ønske. Det føltes underligt, men deres søn klappede fornøjet, og Birgitte smilede og lagde hovedet på hans skulder.
Dag for dag blev denne tradition mindre og mindre akavet for ham. Kristian begyndte at få øje på de egenskaber hos Birgitte, som han havde forelsket sig i engang. Han så hendes træthed, det ældede men stadig kønne ansigt.
På fjerdedagen slog det ham pludselig, alt det hun havde gjort for deres familie.
Hvordan har jeg takket hende for det? tænkte han bittert.
Hver dag blev Birgitte lettere at bære. En dag så han hende stå foran klædeskabet og se på sit tøj.
Alt mit tøj er blevet for stort, sagde hun trist.
Kristian blev ramt af en intens samvittighedsnag.
Han erkendte, hvor meget hans kone havde forandret sig. Hendes spinkelhed, sorgen alt vidnede om, at hun ikke havde det godt.
Den sidste dag i måneden tog Kristian en beslutning.
Han opsøgte den anden kvinde og sagde:
Jeg bliver hos min kone. Vi glemte bare, hvor meget vi betyder for hinanden.
På vej ud af kontoret gik han forbi en blomsterbutik, købte en dejlig buket og lagde en seddel:
For mig er lykken at bære dig i mine arme til verdens ende.
Da han kommer hjem, ligger Birgitte i sengen. Hun er der ikke længere.
Senere finder Kristian ud af, at hans kone længe havde kæmpet med en sygdom. Hun skjulte det for at bevare billedet af en lykkelig familie for deres søn.
Nu sidder han alene tilbage i det tomme hus, med en overvældende følelse af tomhed. Han forstår: Kærlighed forsvinder ikke, hvis man passer på den.
