En veninde fra mig bor lige ud til havet. Sidste efterår byttede hun sin treværelses lejlighed ud med en etværelses. Først blev jeg overrasket over beslutningen: forholdene i den gamle lejlighed var jo fantastiske, selvom rummene var små! Men da min veninde fortalte mig, hvorfor hun havde gjort det, forstod jeg det hele. – Piger, I tror det ikke, men livet i en etværelseslejlighed er nu ren fred for mig. I ved jo, det er skønt at bo ved vandet! Men hvis man har en flok slægtninge, der bor langt ude på landet og drømmer om én ferie om året ved havet – og det skal helst være gratis… De kommer i flok, ofte uden at give besked. Men hvorfor skulle de det? Vi er jo familie! Vi skal nok kunne klemme os ind. Det var som samlebånd! Min lejlighed var proppet til bristepunktet midt i højsæsonen. Og det er bare fantastisk, at udlejeren (mig!) taget natten på køkkengulvet, ikke? Så jeg skiftede min treværelses ud med en etværelses. Jeg er vild med den og har ikke fortrudt mit valg. På den måde slap jeg af med uønskede gæster. Nu tænker de sig om, før de tropper op. Denne sommer havde jeg kun besøg af min venindes familie og en god veninde, som jeg selv havde inviteret – vi havde ikke set hinanden i evigheder. Familien ringede såmænd, at de kom. Jeg gav dem min nye adresse: De blev ikke engang overraskede over, at jeg var flyttet. Et par timer senere stod de der – fire personer: min kusine, hendes mand og to børn. – Hej, vi er her nu! Da de så, jeg kun havde ét værelse, blev de noget overraskede. – Vi fik at vide, du havde tre værelser! Vi tog børnene med netop af den grund. Jeg sagde, de havde fået galt fat i det. Men de kan da sove på hotel. – Kan din veninde ikke sove på hotel? Vi skal nok klemme os sammen her – vi er jo familie! Jeg fulgte dem hen til hotellet. Jeg har fået nok af fremmede i min lejlighed. Nu lever jeg i fred og nyder roen!

2. oktober

Min veninde Lærke bor lige ned til stranden i Aarhus. Sidste efterår byttede hun sin treværelses lejlighed ud med en lille etværelses. Først undrede det mig virkelig forholdene i hendes gamle lejlighed var jo ellers upåklagelige, selvom rummene var små!

Men da Lærke senere fortalte mig grunden, gav det hele pludselig mening.

Piger, I fatter det ikke. Men livet i en etværelses lejlighed er faktisk blevet mit frirum. Det er jo fantastisk at bo ved vandet! Men når man har en flok slægtninge, der bor langt væk i Jylland og drømmer om sommerferie ved kysten og det helst gratis… Så tropper de op i hobetal, ofte uden at sige til. Hvorfor skulle de egentlig give besked? Vi er jo familie! På en eller anden måde tænker de, at vi sagtens kan klemme os alle sammen ind. Det var nærmest et samlebånd! Midt om sommeren var min lejlighed ved at eksplodere af mennesker. Og det fede var, at udlejeren (det vil sige mig selv) måtte tage natten ud på køkkenbænken så hyggeligt!

Så jeg byttede min treværelses ud med en etværelses. Jeg er superglad for det og har ikke fortrudt et sekund. På den måde slap jeg for de uanmeldte gæster. Nu tænker folk sig om to gange, før de dukker op hos mig. Denne sommer kom kun min venindes familie på besøg, faktisk efter aftale, og det var kun fordi vi ikke havde set hinanden længe. Min familie ringede og sagde, at de regnede med at kigge forbi.

Jeg opgav min nye adresse, og de undrede sig faktisk ikke engang over flytningen. Nogle timer efter stod min kusine, hendes mand og deres to børn foran døren.

Hej! Så er vi her!

Da de så, at jeg kun havde ét værelse, så de forbløffede ud.

Vi troede, du havde tre værelser! Derfor tog vi også børnene med. Jeg sagde, at de måtte have hørt forkert. Men der ligger jo heldigvis et hotel nede ved havnen.

Kan din veninde ikke bare tage på hotel så? Vi kan vel godt klemme os ind her? Det bliver da lidt trangt, men vi er jo i familie!

Jeg fulgte dem ned til hotellet. Jeg har fået nok af fremmede, der invaderer min lejlighed. Nu nyder jeg endelig mit eget selskab, stilheden og den vidunderlige fred ved havet.

Moralen? Nogle gange skal man vælge pladsen fra for at få plads til sig selv i livet.