Far, mød min kommende kone og din svigerdatter, Alberte! sagde Emil, hans øjne strålede af glæde.
Hvad?! udbrød professor, dr. Henrik Møller forbløffet. Hvis det her er en joke, så er det bestemt ikke sjovt.
Henrik så skeptisk på Albertens grove hænder og den jord, der sad under neglene. For ham virkede det som om, denne pige aldrig havde stiftet bekendtskab med sæbe eller vand.
Gud bevare mig! Hvor heldigt, at min elskede Karen ikke skulle opleve sådan en skændsel! Vi gjorde jo alt for at opdrage Emil til at kende de bedste vaner, tænkte han bedrøvet for sig selv.
Det er ikke en joke! svarede Emil bestemt. Alberte bliver boende hos os, og om tre måneder gifter vi os. Hvis du ikke vil komme til mit bryllup, så må jeg klare mig uden dig!
Hej! smilede Alberte og gik målbevidst ud i køkkenet. Jeg har hjemmebagte frikadeller, hjemmelavet hindbærmarmelade, tørrede svampe sagde hun, mens hun pakkede varerne ud af sin slidte stofpose.
Henrik greb sig til hjertet, da han så, hvordan Alberte spildte marmelade ud over den kridhvide dug.
Emil! Tag dig sammen! Hvis det her skal være hævn over et eller andet, så er det for groft Hvor har du fundet denne bondepige henne? Jeg vil ikke have hende i mit hjem! råbte han.
Jeg elsker Alberte. Og min kone har ret til at bo i mit hjem! Emil smilte sarkastisk.
Henrik indså, at hans søn gjorde nar af ham. Uden at sige mere trak han sig tilbage til sit værelse.
Forholdet mellem Henrik og Emil havde ændret sig drastisk, siden Karen døde. Emil var blevet nærmest uregerlig, havde droppet universitetet og snakket respektløst til sin far, mens han levede et ubekymret liv.
Henrik havde håbet, at hans søn ville vende tilbage til sit gamle jeg fornuftig og rar. Men med hver dag blev afstanden mellem dem større. Og nu stod denne landlige pige pludselig i deres stue. Henrik forstod, at han aldrig ville kunne acceptere Emils valg, og den pige, han ikke havde forstået
Kort efter giftede Emil og Alberte sig. Henrik nægtede at komme til brylluppet. Han havde ingen planer om at acceptere den uønskede svigerdatter. Han sørgede over, at Karen den perfekte husmor blev erstattet af denne uerfarne kvinde, som ikke engang kunne føre en ordentlig samtale.
Alberte prøvede at gøre alt for at stille Henrik tilfreds, men hendes anstrengelser endte bare med at irritere ham endnu mere. Han kunne ikke se noget godt i hende, udelukkende fordi hun manglede dannelse og havde dårlige manerer.
Efter en periode, hvor Emil opførte sig som en eksemplarisk ægtemand, faldt han hurtigt tilbage i dårlige vaner. Henrik hørte ofte skænderier mellem de unge, og det glædede ham i smug måske forsvandt Alberte snart fra huset.
Henrik, din søn vil skilles, og han smider mig på gaden, selv om jeg venter barn! hulkede Alberte en dag, da hun løb ind til ham.
Hvorfor på gaden? Du har jo dit barndomshjem Og det, at du venter dig, giver dig ikke ret til at blive boende her efter en skilsmisse. Undskyld mig, jeg vil ikke blande mig i jeres forhold, sagde han, mens han i hemmelighed frydede sig over at slippe for den påtrængende svigerdatter.
Alberte, knust og forvirret over svigerfarens afsky, begyndte at samle sit tøj sammen. Hun forstod ikke, hvorfor Emil behandlede hende som en hund og blev væk i dagevis, lod hende i stikken. Ja, hun var fra landet men hun havde jo også et hjerte og følelser
***
Der gik otte år Henrik boede nu på et plejehjem. Han var blevet svag det sidste stykke tid. Emil havde hurtigt sørget for, at han blev indlogeret dér, så han slap for flere bekymringer.
Den gamle mand havde forliget sig med sin skæbne der var ingen vej tilbage. Hele sit liv havde han undervist tusinder i kærlighed, respekt og omsorg. Han fik stadig breve med tak fra tidligere elever Men egne børn kunne han ikke nå
Henrik, du har fået besøg igen, sagde hans bofælle, da han kom tilbage fra en gåtur.
Hvem? Emil? spurgte Henrik, selvom han godt vidste, det var umuligt. Sønnen ville aldrig komme. Deres forhold var ødelagt
Aner det ikke. Jeg fik bare besked om at kalde på dig. Kom nu, se hvem det er! grinede naboen.
Henrik greb sin stok og begav sig langsomt mod det lille varme fællesrum. På afstand genkendte han med det samme figuren.
Hej, Alberte! fik han sagt med lav stemme og bøjede hovedet, ramt af dårlig samvittighed over for denne oprigtige, enkle kvinde, han svigtede for otte år siden
Henrik! udbrød den smukke kvinde overrasket. Du har forandret dig meget Er du syg?
Lidt, svarede han sørgmodigt. Hvordan fandt du mig?
Emil fortalte det. Du ved, han vil slet ikke have noget med vores dreng at gøre. Men Malthe spørger altid både efter sin far og sin farfar Malthe kan jo ikke gøre for, at du ikke vil kendes ved ham. Han savner familien. Det er bare os to sagde hun med en rystende stemme. Undskyld, jeg skulle sikkert ikke være kommet.
Vent! afbrød Henrik. Hvordan har han det? Jeg husker sidst, du sendte et billede der var han kun tre.
Han er herude foran. Skal jeg kalde ham ind? spurgte Alberte forsigtigt.
Selvfølgelig, få ham ind! et smil brød frem på Henriks læber.
Ind trådte en brunhåret dreng næsten en kopi af Emil som barn. Malthe nærmede sig usikkert den farfar, han aldrig havde mødt.
Hej, dreng! Hvor er du blevet stor sagde Henrik med gråd i stemmen, da han lagde armene om sit barnebarn.
De gik længe rundt og snakkede i plejehjemmets efterårsfarvede park. Alberte fortalte om det hårde liv på landet, hvordan hendes mor døde tidligt, og hvordan hun alene måtte opfostre Malthe og passe gården.
Undskyld, Alberte! Jeg har gjort dig så uret. Jeg troede, jeg var så klog, men det er først nu, jeg forstår, at man burde dømme ud fra menneskelighed og hjerte, ikke fra dannelse og baggrund, sagde Henrik stille.
Henrik, vi vil foreslå noget, begyndte Alberte nervøst. Flyt hjem til os! Du sidder alene, og vi er også bare os to Det ville betyde meget for os at have et nært familiemedlem tæt på.
Farfar, kom nu! Vi kan fiske sammen, gå tur i skoven Vi har så dejligt ude på landet, og der er god plads, bad Malthe, mens han tog sin farfars hånd.
Jeg vil gerne! smilede Henrik. Jeg fejlede med min egen søn, men måske kan jeg give Malthe det, jeg ikke gav Emil. Og jeg har aldrig boet på landet før. Måske lærer jeg at holde af det!
Det er jeg sikker på! lo Malthe.
Far, sig goddag – hun bliver min hustru og din svigerdatter, Mette!
