Du, jeg må lige fortælle dig, hvad der er sket på det seneste alt er blevet helt på hovedet. Min datter, Frederikke, gik fra sin mand og flyttede hjem til os med hendes lille dreng, Alfred. Vi bor jo i en lille lejlighed i Valby, så det er virkelig trangt nu der ligger lidt tøj og legetøj overalt, men hvad gør man ikke for sin datter?
Jeg havde egentlig tænkt, at mens Frederikke er på barsel, kunne hun og Alfred måske bo lidt hos min mor ude i Birkerød. Men nej, sådan bliver det ikke. Min mor, som ellers har boet alene siden min far døde det er næsten 20 år siden efterhånden har nemlig fået nyt liv. Forestil dig at få sådan et opkald: Mor ringer og siger, at hun skal giftes! Jeg var helt sikker på, at hun lavede sjov, hun er jo 68 år gammel. Men den var god nok.
Jeg har altid besøgt hende fast, både til jul og påske, og hjulpet med haven sammen med min mand, Erik. Hvis der skal slås græs eller hugges brænde, springer vi selvfølgelig til. Men ellers har hun altid klaret det hele selv. Og nu ja, så skulle hun pludselig giftes og flytte sammen med sin gamle ungdomskæreste, Poul, som hun fandt tilbage til for nogle år siden. Sommerbrylluppet blev holdt stille og roligt; de tog bare på rådhuset i Lyngby, og fejrede det kun med de allernærmeste på en lille hyggelig kro. Jeg var helt rystet!
Vi tog slet ikke med til brylluppet, hverken jeg, Erik eller børnene. Jeg syntes faktisk, det var lidt pinligt, at min gamle mor skulle på den måde. Synes bare, hun kunne have holdt sig til sit eget selskab. Nu bor hun så med Poul i det store hus i Birkerød, som hun ellers altid har holdt for sig selv.
Nu er det sådan, at Poul ikke har noget som helst ikke andet end tre voksne børn og en stak børnebørn, som han vist heller ikke rigtigt ser. Helt ærligt, hvorfor gør hun det? Kunne hun ikke bare tænke på, hvordan det føles for os andre? Nu, hvor de er gift, skal han selvfølgelig have sin del, hvis der skulle ske hende noget det kommer til at splitte arven op mellem alle mulige fremmede mennesker, og hvor bliver vi så? Her sidder vi i en toværelses og kunne godt have brugt lidt mere plads.
Frederikke bor som sagt her med Alfred, og det er noget af et cirkus, men jeg hjælper, hvor jeg kan. Min søn, Emil, bor med sin kæreste i en lejet lejlighed på Nørrebro, så han har også nok at se til. Det ville have været så meget lettere, hvis Frederikke bare kunne tage Alfred med ud til min mor, men nu skal hun jo pludselig være nyforelsket pensionist i stedet.
Vi har faktisk ikke talt rigtigt sammen i flere måneder efter det hele gik så hurtigt jeg har bare ikke kunne kapere det. Forleden ringede min moster fra Odder og snakkede mig et øre af om, at vi opfører os dårligt overfor mor. Hun sagde, at vi burde unde hende noget lykke, og at det ikke klæder en voksen datter at tænke på arven, mens ens mor endnu lever. Men det er altså svært for mig det er jo hele min barndoms hjem og alt det, jeg troede, jeg skulle kunne give videre engang.
Kan du følge mig? Det ender sikkert med, at når mor er væk, så arver vi halvdelen af huset sammen med Poul og hans børneflok, og så står vi med alt det bøvl måske endda et gammelt hus, vi ikke kan få råd til at beholde. Så synes jeg altså stadig, at jeg har ret til at have min mening, selvom mor og moster mener noget andet.
