Jeg køber kvalitetskalkunkød til mig selv og laver dampede bøffer, mens han får svinekød, der er på kanten af sidste salgsdato.
Jeg er syvoghalvtreds år gammel og har været gift i over tredive år. I den tid har jeg vasket min mands tøj, lavet mad til ham og sikret, at familien har haft det godt. Min mand og jeg har to børn, som jeg selv har opdraget og passet. Så længe jeg kan huske, har jeg været som en hamster i et hjul. Jeg har altid haft flere jobs på én gang og taget alt, hvad jeg kunne få, for at vores børn kunne have det samme som deres jævnaldrende og være godt klædt på.
I løbet af vores ægteskab har min mand aldrig taget rigtig fat. Da han gik på efterløn, holdt han helt op med at arbejde. Jeg arbejder stadig, hjælper børnene med at passe børnebørnene og står for alt det huslige.
Jeg har mange gange bedt min mand om at finde et lille job, bare som vagtmand eller lignende. Hans svar er altid, at vi nok skal klare os uden hans indkomst. Men dum er han ikke, når det gælder mad. Jeg har knap nok tid til at lave mad. Der har været dage, hvor jeg kommer hjem fra arbejde, og han har spist alt, så der kun er lidt suppe tilbage til mig.
En dag talte jeg med en veninde om det. Hun foreslog, at jeg begyndte at lave mad separat: billigere mad til ham og bedre mad til mig. Da jeg kom hjem, fortalte jeg ham, at lægen havde sagt, jeg skulle på en speciel diæt, og derfor måtte han ikke røre min mad.
Nu gemmer jeg min mad væk. Når han går ud i garagen, spiser jeg mine søde sager. Jeg gemmer pålæg og ost i køleskabet, hvor han ikke kan finde det. Vi har heldigvis to køleskabe i huset: Et til almindelige madvarer og et til sylteglas og den slags. Det er i det sidstnævnte, jeg skjuler mine godbidder.
Du ved, hvordan mænd kan være de ser aldrig ordentligt efter. Jeg køber luksus kalkunkød til mig selv og laver dampede bøffer, og så giver jeg ham krydret svinekød med kort holdbarhed. Det generer ham ikke spor. Jeg køber billige pastaskruer til ham, der koster næsten ingenting, mens jeg forkæler mig selv med dyrere durumhvedepasta.
Jeg mener egentlig ikke, at der er noget forkert i det, jeg gør. Hvis han vil spise godt, må han tage sig sammen og få et arbejde. På vores alder synes jeg, det ville være fjollet at blive skilt. Vi har jo tilbragt det meste af vores liv sammen, og vi har et fælles hus. Hvorfor skulle vi sælge det og dele pengene? Det virker unødvendigt.
Livet har lært mig, at vi nogle gange må tage sagen i egne hænder for at sikre vores egen trivsel. Det er ikke egoisme; det er overlevelse. Man kan ikke ændre andre, men man kan sikre, at man selv har det godt. Måske er det vigtigste i livet at værdsætte sig selv, mens vi stadig har tid.
