“Lad os lade hende blive her, så må hun klare sig selv! – sagde de, da de smed den gamle kvinde i snemasserne” „Lad hende dø her alene!“ – sagde de, mens de slæbte farmor ud i sneen. Skurke forstod ikke, at karma vender altid tilbage. Valborg Pedersen gik hen mod sin opgang. Pensionisterne på bænken diskuterede bilen, der for nylig var parkeret udenfor. – Hvem tilhører den? – spurgte Valborg. – Vi ved det ikke! – svarede én af damerne. – Den er nok til Maria. Så dyre biler kommer ikke til os gamle. – Det er kun ambulancen, der besøger os! – tilføjede en anden. Naboerne snakkede lidt mere om kommunen og andet sladder. Så kom Maria ud, hende der havde fået besøg af den dyre bil. Hun gik forbi uden at ænse hverken bil eller naboer. Valborg Pedersen skyndte sig hjem. – Valborg Pedersen? – lød det fra en mand i opgangen. – Kan du kende mig? Vi talte sammen forleden. Jeg er din slægtning. – Åh, Anders! – udbrød Valborg, da hun genkendte ham. – Hvorfor sagde du ikke, du kom? Din bil står vel på græsplænen? – Ja, det er min. – Så få den væk, inden folk bliver sure! Hvordan kan du parkere på mine blomster? Slægtningen ilede ud, Valborg gik ind for at lave te. Hun skulle sælge sin lejlighed, og ville ikke have naboerne arvede ødelagt græs. For noget tid siden kom hendes onkel på besøg med sin søn. Senere mistede familien kontakten. Men nu dukkede den unge mand op! Men der var noget ved Anders, Valborg ikke brød sig om. Han røg hele tiden. Ung og allerede gule tænder. Godt han dog hjælper. Hun ville ikke hyre en ejendomsmægler, men give nevøen lidt for arbejdet. Han nægtede dog penge. Valborg stod alene i alderdommen, uden mand eller børn. Hun ville flytte tættere på naturen. Der var en lille have ved huset ude på landet. Så længe hun havde kræfter, ville hun dyrke grøntsager. Om efteråret fandt de en køber til lejligheden. – Nu er det vinter, vi venter med at sælge til foråret, – bestemte Valborg. – Men husene bliver dyrere! – slog Anders fast. – Når det er koldt, kan man tjekke varmen – og der er allerede en køber. Hvad hvis han springer fra? – Jeg har ikke fundet nyt hus endnu! Først det, så kan vi sælge, – svarede Valborg. Anders gik med til det. Han fandt hurtigt flere muligheder. De drog på landet for at se husene, men Valborg blev lidt trist. Alle trængte til renovering. Men med pengene fra lejligheden kunne hun godt få både hus og istandsættelse. Anders forstod sig på byggeri og kunne sige hende, hvad materialer og arbejdsløn ville koste. Han lovede at hjælpe. Valborg bekymrede sig: – Det er vinter. Jeg orker ikke at gå i gang med renoveringer. Jeg ønsker kun et hjem jeg kan flytte ind i med det samme! – Jeg skal nok hjælpe! – svarede den unge mand. Alligevel undrede Valborg sig over, hvorfor Anders havde så travlt med både at sælge og købe. Men hun stolede på, at han ikke kunne tjene noget på det, og var bare glad for hjælpen. Hun valgte hus og de aftalte salgsdag. Køber og notaren kom til tiden. Anders lavede te. Valborg havde svært ved at give slip på sin bolig efter så mange år. Men nu var der ingen vej tilbage – pakken var klar og handlen i gang. – Så er det tid til at flytte! – erklærede Anders efter papirerne var skrevet under. – Helt nu? Jeg har ikke engang pakket mine ting, – protesterede Valborg, men Anders insisterede på, at hun skulle flytte i dag – ellers havde køberen ingen steder at sove! – Okay så, så i dag. Jeg samler bare hurtigt det sidste, – gav Valborg sig. Snart sad de i flyttebilen. Valborg blev træt, gabte og faldt i søvn. Indimellem døs, så hun vejen ud ad vinduet og hørte mændene tale sammen. – Fru, kan du høre mig? – lød Anders langt væk. Hun havde ikke kræfter til at svare. – Lad os bare efterlade hende her, – hørte hun igen næste gang hun vågnede. Alt var i tåger. Mændene efterlod hende i sneen. – Hun dør af sig selv, – føjede Anders til. Valborg gik op for, at hendes nevø havde snydt hende. Han havde nok hældt noget i teen, så hun blev døsig og skrev under på handlen. Med lukkede øjne gjorde hun sig klar til døden. Men en ung kvinde så, hvad der skete. Hun kørte forbi, opdagede bilen i grøften og tænkte, nogen behøvede hjælp. Men så så hun mændene slæbe noget fra varevognen ind i skoven i snevejret. Hun blev mistænksom: hvorfor læsser folk af midt i snestorm? Gemmer de forbrydelser? Hun slukkede lygterne og ventede. For en sikkerheds skyld noterede hun bilens nummerplade. Da mændene var kørt, løb hun derhen, hvor de havde slæbt sækken. Da hun fandt Valborg, mærkede hun pulsen – hun var i live, men bevidstløs. Hendes redningskvinde ringede straks til sin mand. Da han kom, løftede de Valborg ind i bilen. På vejen vågnede hun. – Hvor er jeg? – spurgte Valborg. – Vi fandt dig, – svarede Irene. – Kan du huske, hvordan du havnede i sneen? – Ja. Vi solgte lejligheden. Så fik jeg te med noget i. Anders og en anden slæbte mig ud i sneen. Han ville af med mig! – Må jeg smøre dig med lidt creme? – tilbød Irene. – Der er så rart at være blandt jer, – smilede Valborg. – Så forsvandt jeg ikke helt. Senere anmeldte Irene og hendes familie det til politiet sammen med Valborg. Politiet indledte sag. Irene tilbød Valborg at bo hos dem, indtil lejligheden blev hendes igen – man skal jo have tag over hovedet. Efter et par uger fik Valborg sin lejlighed tilbage. Anders og hans medskyldige blev fængslet for bedrageri. Om foråret solgte Valborg sin lejlighed og købte et lille hus på landet – lige som hun havde drømt om. Der var ikke brug for renovering, og hun gik glad i gang i haven. Om sommeren inviterede hun Irene og hendes mand på besøg – Valborg glemte aldrig den familie, der reddede hende. **Lad os lade hende ligge her – så klarer hun sig nok selv! – sagde de, mens de smed farmor ud i den danske snedrive. De onde mænd vidste ikke, at livet sender bumerangen tilbage**

“Lad hende bare blive her, lad hende selv klare sig!” sagde de, mens de lod den gamle kvinde falde ned i snedriverne.
“Vi lader hende bare ligge her, så dør hun selv!” lød det koldt, da de kastede den ældre kvinde i sneen. De forstod ikke, at bumerangen snart ville vende tilbage.
Karen Møller var på vej hjem mod sin opgang. Udenfor sad et par ældre damer på bænken og diskuterede den flotte BMW, der lige var parkeret ved fortovet.
“Hvis bil er det mon?” spurgte Karen.
“Det ved vi ikke!” svarede den ældste af damerne. “Måske tilhører den Louise. Sådan en dyr bil kommer sjældent til folk som os.”
“Vi plejer kun at få besøg af Falck eller hjemmeplejen!” sagde en anden med et lille smil.
Naboerne småsnakkede om kommunen, priserne og huslejen, mens de betragtede den dyre bil. Kort efter kom Louise ud den, bilen formentlig tilhørte. Hun gik, uden at ænse de ældre damer eller bilen, der stod midt på græsset. Karen Møller skyndte sig ind i opgangen.
“Karen Møller?” lød det nede ved postkasserne. En mand stod der og ventede. “Kan du kende mig? Vi talte sammen for et par dage siden. Jeg er din nevø.”
“Åh, Mads!” udbrød Karen og så genkendende på ham. “Hvorfor sagde du ikke, at du ville komme? Er det din bil, der står på min plæne?”
“Ja, det er min.”
“Så skynd dig ud og flyt den, inden nogen ringer til kommunen! Hvordan kan du finde på at sætte den midt i mine liljer?”
Den unge mand skyndte sig ud, og Karen gik op for at sætte kedlen over. Hun skulle have solgt sin lejlighed hun ville nødig efterlade en ødelagt græsplæne til naboerne.
For noget tid siden kom hendes onkel altid på besøg med sin søn. Men efterhånden havde familien glemt hinanden. Nu havde Mads, den unge, fundet vejen igen. Alligevel var der noget ved ham, der ikke faldt Karen helt tilpas. Han røg alt for meget, og selvom han var ung, var hans tænder allerede gule. Men det var jo rart, at han tilbød sin hjælp. Karen ville helst ikke bruge en ejendomsmægler, og hun kunne bedre lide tanken om, at hendes nevø fik pengene. Men han nægtede at tage imod noget.
Efter hendes mand og børn døde, havde Karen været alene. Nu længtes hun efter at bo tættere på naturen. Ude i det fri, hvor hun ikke hele tiden skulle bakse op og ned fra fjerde sal. På landet var der en lille have, hvor hun kunne plante grønt til sig selv, mens hun endnu havde kræfterne. Sidst på efteråret meldte der sig en køber til lejligheden.
“Vinteren kommer snart. Vi venter til foråret med salget,” bestemte Karen og udskød huskøbet.
“Men huspriserne stiger til foråret,” indvendte Mads. “Og er det ikke nemmere at tjekke om huset kan holde varmen, mens det er koldt? Der er jo allerede en køber. Hvad hvis de fortryder?”
“Men jeg har ikke fundet et hus endnu! Jeg skal vide, hvor jeg skal bo, før jeg sælger,” sukkede Karen.
Det gik han med til.
Snart havde han fundet nogle mulige huse. Sammen kørte de til landet for at se dem men alle steder var der brug for reparationer. For pengene fra lejligheden kunne Karen både købe hus og få lavet det nødvendige.
Mads vidste en del om håndværk og kunne nemt regne ud, hvad det ville koste med materialer og arbejdsløn. Han lovede også at hjælpe selv.
Karen kunne mærke det nagede hende:
“Det er snart vinter. Jeg gider ikke stå midt i byggerod. Jeg vil bare kunne flytte direkte ind, ligesom rigtige folk.”
“Jeg hjælper dig med det hele!” forsikrede Mads.
Hun blev mere og mere urolig over, hvor ivrig hendes nevø var efter at få solgt lejligheden og købe hvilken som helst bolig til hende. Men hun tænkte, at han jo ikke havde andet ud af det, og hun takkede ham igen og igen for hjælpen.
Da Karens valg var faldet på et lille hus, blev der aftalt en dato for handlen.
Køberen og en repræsentant fra advokaten kom til tiden. Mads satte vand over og lavede te til alle. Karen blev pludselig overvældet af vemod; det var jo hendes hjem, hvor hun havde boet hele sit liv. Men nu var alle tingene pakket, aftalen i gang, og der var ingen vej tilbage.
“Sådan! Nu kan du komme ud i dit nye hus!” erklærede Mads, da papirerne var underskrevet.
“Skal det være lige nu? Jeg har ikke engang tømt bestikskuffen endnu,” forsøgte Karen, men nevøen insisterede: De skulle af sted nu køberne manglede overnatning.
“Javel, hvis det skal være i dag, så skal det,” sagde Karen, mens hun hurtigt pakkede sit porcelæn.
Straks efter sad hun i flyttevognen. Karen begyndte at gabe og så faldt hun hen. Hun kom og gik på vejen i sin bevidsthed, så landskabet suse forbi, hørte vagt mænd tale dæmpet.
“Karen, kan du høre mig?” lød Mads’ stemme, som om han var langt væk. Men hun kunne ikke svare.
“Lad hende ligge her,” lød det hårdt, da hun vågnede lidt op igen. Alt var tåget. De efterlod hende midt i sneen ved vejkanten.
“Hun dør selv,” mumlede Mads.
Karen forstod, at hendes nevø havde snydt hende. Sandsynligvis havde han hældt noget i hendes te, så hun ville falde i søvn og skrive under. Med lukkede øjne beredte hun sig på at dø.
I det samme blev hendes skæbne overværet af en ung kvinde, der kørte forbi. Da hun så varevognen holde i vejsiden, troede hun først, chaufføren manglede hjælp. Men snart så hun, at to mænd slæbte noget tungt væk fra bilen og ind i skovkanten midt i det kraftige snevejr. Hun blev nysgerrig hvem aflæsser noget ude på landet i den slags vejr? Var der noget kriminelt i gang?
Hun holdt sin bil bag nogle træer med slukket lys og ventede. For en sikkerheds skyld skrev hun nummerpladen ned. Da mændene kørte væk, nærmede hun sig stedet, hvor de havde båret noget hen. Hun fandt Karen, mærkede hendes puls hun levede heldigvis, men var bevidstløs. Den unge kvinde ringede straks til sin mand og sagde, at hun havde fundet en ældre kvinde i sneen.
Da hendes mand ankom, fik de Karen ind i bilen. På vej tilbage til byen vågnede hun.
“Hvor er jeg?” spurgte hun fortumlet.
“Vi fandt dig ved vejen,” sagde Katrine for sådan hed kvinden. “Kan du huske, hvordan du endte der?”
“Ja, det tror jeg. Jeg var med min nevø for at sælge lejligheden. Så drak vi te Mads kom noget i min kop! Så kørte vi mod landsbyen og de efterlod mig i sneen. Min egen familie!”
“Lad mig give dig lidt salve på kinderne,” tilbød Katrine med et smil og fandt læbepomaden frem.
“Det er godt at være i live sammen med jer,” hviskede Karen taknemmeligt. “Ellers ville jeg være væk nu”
Senere kontaktede Katrines familie og Karen politiet. Der blev straks indledt en efterforskning. Katrine og hendes mand tilbød Karen at bo hos dem, indtil hun kunne få sin lejlighed tilbage.
To uger senere fik Karen sin lejlighed tilbage. Mads og hans ven blev idømt fængsel for bedrageri. Og som Karen havde drømt om, solgte hun om foråret lejligheden og købte huset på landet. Huset var udbedret, og Karen kunne kaste sig over havens glæder. Om sommeren inviterede hun Katrine og hendes mand til middag. Karen glemte aldrig familiens godhed og den varme, de bragte hende, da hun havde allermest brug for det.