Min svigermor, Gry, var altid en skøn hjælper indtil hun sagde nej til at betale for min søns ekstraundervisning.
Mikkel og jeg lever meget beskedent i en lille lejlighed i København. Vi opdrager vores eneste barn, lille Lasse, som kun er tre år gammel. I starten af året sendte vi ham i børnehave i Nørrebro, så jeg kunne gå på arbejde. Det ændrede ikke vores stramme budget; vi er stadig lavindkomstfamilie, køber kun nødvendigheder og får det sværeste til at hænge sammen hver måned.
Børnehavens månedlige takst er høj, så vi har undladt at tilmelde Lasse til ekstra aktiviteter for at holde udgifterne nede.
En dag kom min mor, Inger fra Århus, på besøg. Hun blev hos os i totten dage, passede på Lasse og hentede ham fra børnehaven hver morgen. Efter et stykke tid modtog vi en regning fra børnehaven, som var næsten halvdelen af den sædvanlige pris. Jeg blev overrasket Gry havde nemlig tilmeldt Lasse til flere ekstra timer: logopædiskundskab, sport og dans.
Da måneden var ovre, sagde vi op på alle de nye hold. For den allerede afholdte periode måtte vi dog stadig betale. Mikkel og jeg begyndte at lede efter penge. Mikkel foreslog, at vi lånte af hans mor, og så gjorde vi netop det. Da vi forklarede Gry, hvad lånet skulle bruges til, sagde hun straks, at hun ville dække de ekstra udgifter og overførte pengene til en konto mærket Lasses aktiviteter.
Ærligt talt følte jeg mig lidt utilpas ved at lade Gry betale. Hvordan kan vi som forældre fremstå ansvarlige, når vi ikke kan klare vores eneste barns grundlæggende behov? Men efter et par månedlige overførsler vænnede jeg mig til det, og indså, at der intet var galt i, at en bedstemor betaler for ekstra fag. Hvorfor skulle hun ikke kunne købe legetøj eller andre gaver til sit barnebarn?
Gry har nu i to år betalt for Lasses ekstraundervisning altid til tiden, uden påmindelser. Selvom vores økonomi ikke er blevet bedre, har vi stadig stået over for nye beslutninger, når Lasse gik i børnehaveklasse. Det er vigtigt, at han kan læse og skrive, ellers risikerer han at falde bagud i skolen.
Jeg ringede til Gry og forsøgte at overtale hende til at droppe logopædiskundskaben og i stedet bruge pengene på engelskundervisning, da Lasse taler fint allerede. Gry svarede køligt, at hun ikke ville betale for logopæden, og at den skulle afbestilles.
Et par dage senere gik jeg til en manikure, mens Mikkel og Lasse besøgte Gry. Da jeg kom hjem, så jeg Mikkel i en oprørt humør. Lasse havde fortalt sin bedstemor, at han ikke ville deltage i de aktiviteter, som Gry betalte for, fordi jeg havde besluttet, at han skulle i engelskundervisning i stedet. Gry blev rasende, kaldte os løgnere og anklagede os for at udnytte hende. Hun sagde, at hun ikke ville give flere penge, og ville have de sidste kroner, vi havde fået, tilbagebetalt.
Jeg forsøgte at tale med hende igen, men hun ville ikke lytte. Hun havde fået nok, og nu må vi selv betale for Lasses timer.
Så står jeg tilbage uden en klar plan. Hvis Gry ikke længere betaler, og vi ikke har råd, hvad skal vi så gøre? Til det hele har Mikkel sluttet sig til sin mors side, sandsynligvis fordi hun har fyldt ham med en god portion fornuft, som han har troet på. Det er en smule af en udfordring, men så er der jo dansk hygge vi må nok finde på en kreativ løsning sammen.
