– Magnus, forstår du egentligt, hvad du har gjort? – spurgte viceinspektøren, Lisbeth Madsen, mens hun rettede på sin noget uordnede frisure. Det var nemlig lige præcis i hovedet, hun havde fået en skoletaske. Magnus havde sparket den med stor begejstring op gennem skolegangen. – Det her er simpelthen uacceptabelt! Tror du, at hvis vi tilgiver dig én gang, så tilgiver vi dig altid? Først er det slagsmål, så afbryder du undervisningen… og nu også min frisure!
– Jeg – begyndte Magnus, men ordene satte sig fast i halsen. Hvad kunne han overhovedet sige? At Niklas, som han havde slået, fortjente det? At undervisningen var uudholdeligt kedelig? At det var sjovere at sparke skoletasker end at lave matematik?
Han var blevet tilgivet utallige gange, fordi han trods alt plejede at være en dygtig dreng. Indtil 6. klasse, i hvert fald. Men hans kvote af tilgivelse var opbrugt.
– Du har sparket en klassekammerat. Det er i sig selv alvorligt! – fortsatte Lisbeth og lod sine lange negle tromme mod bunken af papirer.
– Jamen, det var jo ham, der startede med at provokere – svarede Magnus hurtigt.
– Det fortæller dine klassekammerater noget helt andet. De siger derimod, at du har skubbet hans bøger og ting ned fra bordet.
Magnus kunne knap nok huske hvorfor han havde gjort det. Men gjort det, det havde han.
– Slagsmål, forstyrret undervisning i biologitimen, og som prikken over iet har du lavet en scene ved at sparke en skoletaske rundt i hele gangen. Og det var ikke engang din egen taske! – Lisbeth trak vejret dybt, før hun tilføjede: – Hvordan det kan være, at du får dårlige karakterer i alle fag nu, det er mig en gåde. Du plejede jo at være en fremragende elev, Magnus. Det skuffer mig virkelig.
Magnus nikkede kort. Han kunne udmærket forstå skuffelsen. Men skammede han sig? Overhovedet ikke. Måske følte han sig endda lidt tilfreds, fordi nogen endelig så ham.
– Og det er ikke alt, – Lisbeth skubbede en stol frem til at støde ind i bordet, – Din mor, Hanne Kristensen, er allerede her. Og hun skal høre det samme. Vi bliver desværre nødt til at involvere dine forældre nu.
Hanne havde allerede overhørt det meste, før hun overhovedet trådte ind i lokalet. Hvad skulle hun sige? Selv hun forstod ikke længere, hvorfor Magnus opførte sig, som han gjorde.
– Goddag, – hilste Hanne og satte sig ved siden af sin søn. Hun følte sig som et barn, der selv skulle skældes ud.
Lisbeth håbede, at Hanne kunne nå bedre ind til drengen.
– Goddag, Hanne Kristensen, – begyndte Lisbeth igen med en træt stemme og et blik, der afslørede, at hun havde gentaget sig selv en gang for meget. Herefter listede hun minutiøst Magnuses handlinger op en for en.
Hanne nikkede erkendende og lovede, at hun ville tage en alvorlig snak med sin søn derhjemme.
– Jeg undskylder på hans vegne, – sagde Hanne med en rystende stemme, – Der skal nok blive sat en stopper for dette. Det lover jeg.
– Jeg håber virkelig, at du gør det, Hanne. For ellers ved jeg ikke, hvad vi stiller op, – sukkede Lisbeth til slut.
Hjemme, hvor de ikke længere kunne blive overhørt, henvendte Hanne sig blidt til Magnus. Stemmen var ikke vred, men snarere bønfaldende.
– Magnus Vil du ikke fortælle mig, hvorfor du gør sådan nogle ting? Hvad sker der med dig? – spurgte hun stille, mens hun satte sig ved siden af ham. Han så væk, som om hun slet ikke var der.
– Hvad mener du? – mumlede han næsten utilgængeligt. Men der var noget i hans stemme, som gjorde Hanne endnu mere bekymret.
Hvad mente hun? Alting! Hvad i alverden skete der med hans karakterer, hans opførsel, hele hans væremåde? Hun kunne næsten ikke genkende ham.
– Jeg mener det hele, Magnus. Du er ikke dig selv mere. Du er blevet så vred.
Magnus var et barn med et veludviklet temperament. Men dette dette var nyt.
– Måske er det her bare min eneste måde at få jer til at lægge mærke til mig, – svarede han og vendte sig mod hende med et blik, der skar igennem hende.
– Hvad mener du? Vi ser dig jo hele tiden, Magnus. Jeg spørger altid ind til din dag, dine venner Vi var jo i forlystelsesparken for nylig! Jeg gør alt, hvad jeg kan.
Hanne arbejdede meget, det indrømmede hun. Det var også nødvendigt, når hun skulle klare udgifterne selv. Magnuses far, Mikkel, hjalp i bedste fald med småting som slik eller konsolspil men penge til mad og andre faste udgifter kunne hun se langt efter.
– Nej, Mor. Det er ikke det. Det er ikke det opmærksomhed, jeg savner, – svarede Magnus hårdt. – Jeg vil have, at du og far bliver sammen igen. Jeg vil have, at alt skal være som før!
Hanne mærkede kulden i maven. Dette var en samtale, hun havde frygtet.
– Magnus, vi træffer de her beslutninger, fordi de er nødvendige. Ikke for at gøre dig ked af det.
– Men far kom tilbage og bad dig om at lade ham flytte ind igen og du sagde nej! Det er din skyld! Kun din! – skreg han og stormede ud af rummet.
Det her efterlod Hanne alene med en bølge af både sorg og frustration.
