“Skal du nu til at bestemme igen? Her bestemmer jeg, og jeg siger, hvem der flytter ind – og hvem der ikke gør. Pas på, så det ikke ender med, at det er dig selv, der må flytte ud…” – Dig? – Ivan trak på smilebåndet – Kan du egentlig huske, hvem der bestemmer her? *** En råkold morgen i deres københavnerlejlighed. Ikke at morgenerne dér nogensinde har været særligt hyggelige. Solen strømmer ganske vist ind ad vinduet, men lyset sniger sig aldrig helt ind til Ivan, der ikke har fået sin nattesøvn og vågner irritabel. Hele natten har han vendt og drejet sig – og var først lige faldet til ro, da… – Ivan! – lyder det brølende fra entreen – Er du der? Kom så ud! Kom nu!! Sover du stadigvæk måske?? Ivan stønner og gemmer hovedet under puden. Igen, altså. Far, Mikkel, kaldet Misha, kører sin sædvanlige stil – og klokken er ikke engang otte. – Jeg er ved at gøre mig klar til arbejde, far, – svarer Ivan hæst, næsten ude af stand til at åbne øjnene – Jeg kommer for sent. I virkeligheden kunne han blive liggende en time endnu – en time, han virkelig har brug for. – Hvilket arbejde! – Misha står allerede i døren til Ivans værelse og virker kæmpestor, selvom han faktisk ikke er særlig høj. – Du ligger bare der… Rejs dig op. Jeg skal bruge penge! Ivan retter sig op på albuen. Penge. Klassikeren. – Hvad til? – spørger han, selvom han kender svaret. – Sikken en knægt du er, – sukker Misha teatralsk – Skal jeg forklare det igen? Jeg skal på date med Lotte. På restaurant. Hun skal jo imponeres. Du ved selv – sådan én skal man ikke byde hvad som helst. En tur på Strøget gør det ikke. “Sådan én” betyder vist bare, at Lotte gerne bruger andres penge – og medmindre far har dem, ligner han ikke den heldigste mand. Den gamle har efterhånden mistet enhver blufærdighed og bruger alt, hvad han tjener, på sine “indtryk” – og derefter vælter kravene ind. – Jeg har selv næsten ingen penge, far, – forsøger Ivan, som han har gjort mange gange – Lige nok til ugen, mad og buskort. Har du glemt, at vi lige har skiftet håndvasken? Han har virkelig brugt sine penge – og vil ikke finansiere fars evindelige forførelser. – Ingen penge? – Misha løfter øjenbrynene, som om det er Ivan, der beder ham om penge, ikke omvendt – Find nogle. Det er ikke til hvem som helst. Det er til din far. Og i øvrigt… – han griber efter Ivans tegnebog – Det er MIT hus! Dine penge – det er mine penge! Forstået? Her gør du, hvad jeg siger! Jeg tager det, jeg har brug for. Tegnebogen er selvfølgelig tom. Ivan har gemt de sidste penge på sit kort. – Hvor er pengene?? Jeg spørger – hvor er mine penge her i min lejlighed? Ivan smiler skævt. – Er du nu sikker på, det er DIN lejlighed, far? Er du HELT sikker? Faren stopper op, lader både tegnebog og taske være. – Hvad snakker du om? – mumler han. – Det ved du udmærket, – Ivan sætter sig op, bevidst om sit overtag – Det var mormors lejlighed. Den har altid været hendes, og hun har givet mig den. Hun vidste, hvad du brugte penge på – og hun stolede ikke på dig med noget af værdi. Man kan ikke regne med dig, far. Du spiller alt op… Mormor var klogere end de fleste og havde set nok af Misha, der evigt formåede at bringe sig selv i økonomisk uføre. Hun forsikrede sig – og skrev lejligheden over på sit barnebarn. På papiret boede Ivan her. Og det gjorde han også i praksis: Han betalte alt – også for de tøfler, hans far og han nu diskuterede i. Misha var mest som gæst – kom kun for at spise, sove og forlange flere penge. – Så, far, – Ivan rejser sig, nu som fuldblods herre i huset – Det er mig, der bestemmer. Og mine penge er MINE. Vil du invitere Lotte ud, må du finde de penge et andet sted. Faren vil protestere, men ordene drukner i arrigskab. – Det skal jeg nok huske dig for… – Husk det bare, næste gang du spiser mine madvarer. For du køber jo aldrig ind til noget. Det gør ondt, men Ivan har fået nok. Far må finde sig i, at han nu bestemmer. Kan det ikke accepteres, så… må far finde sig et andet sted at bo. Aftenen ender med endnu et optrin. Ivan kommer sent hjem og finder fars “venner” omkring bordet – og Lotte, der sadder og fniser. – Her er min søn! – råber Misha triumferende – Han gemmer penge for sin gamle far! Og nu smider han også vennerne ud! Han tror, han ejer det hele! Ivan bliver stående i døråbningen, alt for træt til at blive vred – bare udmattet. – Far, – siger han stille – Hvad er det her? Du må holde fest hvor du vil, men ikke i mit køkken. Jeg skal tidligt op i morgen. Nu beder jeg alle om at gå. Du kan blive, men ikke gæsterne. Stilhed. Lotte kryber tættere ind til Misha. Vennerne mister lysten til at blive. – Lad os komme videre, Mikkel, – siger én. Ivrigt snerper faren læberne: – Hvordan kan du ydmyge mig, dreng! Opdrage på din far! – Måske har du brug for det, – svarer Ivan og trækker sig væk. Han orker ikke skænderiet mere. Næste morgen hænger en sur mand rundt i hjemmet og svarer ikke på tiltale. Ivan prøver at tage første skridt. – Far… Undskyld, jeg gik for hårdt til dig i går. Jeg var træt – det var ikke meningen at såre dig foran de andre. Vil du have lidt penge til restauranten alligevel? Misha lyser op. – Virkelig? Ivan nikker. Misha smutter glad af sted – og Ivan føler bare tomhed. Hele dagen kredser tankerne om èn ting: Lejligheden. Ivan er træt af at bo med sin far. Skal han virkelig flytte? Det er jo HANS lejlighed. Skal han smide far ud? Går det an? Han får ikke svar. Samme aften falder han omkuld – men far kommer hjem med Lotte. – Ivan? Sover du? – lyder det pludselig – Vi bliver kun lidt. Lotte titter også ind. – Hej, Ivan, – smiler hun sødt. – Vi har besluttet… hun flytter ind hos os, siger Misha. Ivan springer op. – Hvad? Nej, det gør hun ikke! Misha stivner – regnede ikke med modstand. Troede, undskyldningen fra tidligere var en åbning. – Skal du nu til at bestemme igen? Her bestemmer jeg, og jeg siger, hvem der flytter ind – og hvem der ikke gør. Pas på, så det ikke ender med, at det er dig selv, der må flytte ud… – Dig? – Ivan løfter et øjenbryn – Kan du egentlig huske, hvem der bestemmer her? – Jeg er ligeglad med dine skødepapirer! – brøler faren, dæmper sig straks for Lottes skyld – Ivan, forstå nu, vi vil bare leve sammen som voksne mennesker! Jeg har retten til at have min kæreste i mit hjem! – Nej, – Ivan er iskold – og bliver du ved, så kan det være, du selv mister retten til at bo her. Misha skælver af raseri – men er magtesløs. – Nå, vi får at se, hvem der vinder! *** Dagen efter er Ivan i chok, da han kommer hjem: Hans ting, smidt ud på gaden – tøj, bøger – alt flyder foran opgangen. Døren er låst, nøglen virker ikke. Far har sat nye låse i. – Far! Råber Ivan og rykker i håndtaget – Luk op! – Skrid! – råber Misha indefra – Det her er mit hjem nu! Dine ting har jeg båret ned! – Jeg smadrer døren! – Prøv bare! Ivan står lidt – men må trække sig tilbage. Han samler sit tøj op – nabopigen Katrine har allerede hjulpet. – Har han helt mistet forstanden? – spørger hun. – Slet ikke værd at snakke om, – svarer Ivan – Tak fordi du hjælper. Kan jeg mon låne et værelse hos jer i nat? – Selvfølgelig, – siger hun. For første gang i månedsvis føler Ivan sig tryg. Rolig aften, hygge – ingen råben, ingen pengekrav… Næste morgen, da far og Lotte er gået, skynder Ivan sig hjem med en låsesmed. Han viser papirer og ID. – Den her lejlighed er min. Bryd låsene op og sæt en ny i. På ingen tid er Ivan tilbage – og begynder straks at pakke fars og Lottes ting pænt. Han smider dem ikke ud fra vinduet – men sætter alt på trappeafsnittet. Da han er færdig, dukker faren op og fumler med nøglen. – Hvad sker der! Låsen virker ikke?! Er du der, Ivan?? – Kom ikke og bank på, – siger Ivan, – Du får ikke nye nøgler. – Har du smidt mig ud?? – Hvad troede du selv? – spørger Ivan. – Luk op! Mine ting! – De står bag dig, – svarer Ivan og åbner døren på klem, – Jeg er ikke smålig. I får alt med. Misha forsøger at presse sig på – men Ivan spærrer døren for ham. – Gå, far – og Lotte med. Jeg sagde, der ikke ville bo nogen her, som prøver at skubbe mig ud af mit eget hjem. Og særligt ikke sådan. Misha ser sit nederlag. – Jeg sagsøger dig! Men Ivan ved, at det er tomme ord. Om aftenen kigger Katrine forbi med en hjemmebag. Hun smiler: – Jeg kunne godt have smidt deres kufferter ud fra vinduet! Du er jo nærmest for flink… Og sådan sad de længe og nød freden sammen.

– Nu begynder du igen? Det er mig, der bestemmer her og jeg afgør, hvem der skal flytte ind og ud. Pas nu på, det ikke ender med, at det er dig selv, der ryger ud…

– Dig? Ivan smågrinede Kan du huske, hvem der egentlig har bukserne på her?

***

Morgenerne i vores lejlighed var aldrig gode, og i dag var bestemt ingen undtagelse. Solen stod ellers skarpt ind gennem ruden, men lyset nåede aldrig rigtigt ind på Ivans værelse. Måske fordi han ikke havde sovet ordentligt og nu vågnede op både træt og pænt knotten. Han havde vendt og drejet sig hele natten, og da han opgav, havde han sat sig og læst lidt, før han igen prøvede at sove. Lige så snart han havde fået det lunt under dynen, kom det:

Ivan! råbte det brummende fra gangen Hvor bliver du af? Kom nu ud! Hva, sover du endnu??

Ivan stønnede ud i puden. Selvfølgelig. Hans far, Mikkel Steensgaard bare kaldet Mikkel var igen i storform. Og klokken var ikke engang otte endnu.

Jeg er på vej på arbejde, far, svarede Ivan hæst, da han nærmest med vold fik øjnene op Jeg bliver forsinket.

Han havde let kunne sove en time mere. En time mere af den hvile, han nærmest ikke havde fået.

Arbejde, schmarbejde! Mikkel stod nu i døren og så vildt høj ud, selvom han var gennemsnitlig af bygning Og du ligger bare og dovner… Kom nu op. Jeg mangler penge!

Ivan løftede sig op på albuen. Penge. Selvfølgelig.

Hvad skal du bruge dem til? Nu kendte han allerede svaret.

Du er da ikke til at snakke til! Mikkel sukkede teatralsk Skal jeg forklare det igen? Jeg vil invitere Lydia ud at spise. På restaurant. Jeg vil jo gerne gøre indtryk, du ved hun er ikke sådan at imponere.

“Hun er ikke sådan” betød jo bare, at Lydia godt kunne lide at bruge andres penge, og uden det var Mikkel vist ligesom en pind uden pålæg ikke særlig spændende.

Far havde for længst mistet følingen med proportionerne. Alt han tjente røg på “oplevelser”, og bagefter fløj ønskerne kravene ned over Ivan som sne i januar.

Far, jeg har nærmest ingen penge selv Ivan forsøgte at forhandle, som han nu havde gjort så tit før Der er kun lige nok til mad og transport denne uge. Du har glemt, at vi skulle skifte blandingsbatterier?

Ivan havde virkelig været nødt til at bide i det sure æble. Og han havde ikke lyst til at finansiere endnu en af fars scoringer.

Ingen penge? Mikkel hævede et øjenbryn, som om det var Ivan, der forlangte penge af ham Hvor lidt? Så må du jo skaffe dem. Det er jo ikke for hvem som helst det er din far. Og i øvrigt… han rodede i Ivans pung Det er min lejlighed! Dine penge er mine penge! Fatter du? Du gør, som jeg siger! Jeg tager, hvad jeg vil have.

I pungen mærkeligt nok var der ingenting. Ivan havde det sidste af sin løn på kortet.

Hvor er pengene?? Jeg siger dig, hvor er mine penge i min lejlighed?

Nu trak Ivan på smilebåndet.

Er du nu sikker på, det er din lejlighed, far? Helt sikker?

Faren stoppede midt i sin plyndring af Ivans rygsæk.

Hvad vil du sige med det? mumlede han.

Præcis det, du tænker på Ivan satte sig op i sengen, nu på sikker grund Det var mormors lejlighed. Hun sørgede for, jeg fik den, fordi hun vidste, hvor hurtigt du kunne få penge til at forsvinde. Hun stolede ikke på dig. Så det er altså mit navn på skødet. Jeg betaler det hele: husleje, mad, ja selv de hjemmesko, du går rundt i.

Mormor, Anna Steensgaard, havde været snu. Hun så godt, at hendes søn Mikkel elskede sjov og ballade, men var komplet uansvarlig med penge. Sidste gang, han havde mistet alt på en uge, havde Ivan måtte hjælpe ham ud af gæld og det havde nok sat prikken over iet for mormor. Hun skrev derfor lejligheden over til Ivan. Officielt var det hans hjem nu. Han holdt det hele kørende.

Mikkel opførte sig efterhånden bare som en solvarm mæt hankat, der kun var hjemme for at spise og kræve penge.

Så, far Ivan stod op og følte sig for første gang som en voksen Jeg bestemmer her. Mine penge er mine. Vil du på restaurant, så må du finde dem et andet sted.

Far ville sige noget, men ordene sad fast. Raseriet kogte indeni ham.

Det får du betalt for

Helt sikkert svarede Ivan Husker du det næste gang, du spiser af mit rugbrød eller drikker min kaffe? For du bidrager aldrig med noget. Husk det bare.

Det var ikke let. Ivan holdt jo af far, men han kunne ikke længere være det evige trylleske af penge og tjenester. Han var boligens ejer nu. Hvis det ikke passede far, måtte han jo gå.

Aftenen endte selvfølgelig igen med ballade.

Da Ivan kom hjem fra arbejde, sad hele fars trup i stuen. Mikkel havde allerede fået lidt indenbords, og vennerne råbte og lo, mens Lydia så elegant cirkulerede om bordet.

Her er min søn! proklamerede Mikkel, da Ivan dukkede op Han er kommet! Se, venner! Han gider ikke engang tage mig alvorligt! Giver mig ikke penge! Vil smide sin egen far på gaden! Tror, han ejer stedet.

Ivan stod i døråbningen. Det hele snørede sig sammen, men ikke af vrede mere af tung træthed.

Far sagde han roligt Hvad for et værtshus har du gang i? Grin du bare, men du får ikke længere lov at invitere alle dine venner hjem til mig. Kan I alle finde en jakke. Jeg skal tidligt op i morgen.

Gæsterne begyndte uroligt at pakke sammen, men Mikkel stoppede dem med en hånd.

Hvad siger du?? hvæsede han Du smider mine gæster ud? Fra mit hjem? Tror du ikke, du er lidt for frisk?

Men for Ivan var det ikke for tidligt.

Fra mit hjem, far rettede Ivan Du kan selv blive, men dine venner må ud.

Alle gloede. Lydia trak sig forsigtigt bag Mikkel, usikker på, om hun skulle gå eller blive og stikke lidt mere til situationen. “Vennerne”, der ellers havde grinet højt, var nu helt stille.

Kom, gutter mumlede en Vi går nok hellere.

Ja, Mikkel, nu må det da være nok sagde en anden.

Mikkel, der så sin selskab sejle, hvislede:

Du gør mig til grin foran folk… Søn, der belærer sin far!

Men hvad med en far, der skal have lærestreger endnu?

Vi får at se, hvad du siger senere!

Men Ivan lod sig ikke mærke. Gik ind på sit værelse, lukkede døren og lagde sig igen. Han vidste, at morgendagen ville blive endnu hårdere sikkert et nyt optrin eller et større cirkus. Men lige nu ville han bare sove.

Næste morgen var solen lige så skarp, men Ivan var ligeglad.

Faren surmulede rundt, sagde ikke et ord, slæbte sig gennem lejligheden som et spøgelse. Ivan, der måske indså, at han var kommet til at gå for hårdt til den aftenen før, besluttede sig for at forsone sig.

Far sagde han, da Mikkel gik forbi døren. Han stansede, men så ikke på ham Undskyld, jeg gik over stregen foran dine venner i går. Jeg ville ikke gøre dig til grin. Jeg var bare træt efter arbejde, og jeg ville gerne have lidt ro. Men jeg burde ikke tage det op med dig foran de andre.

Ivan tog sin pung op.

Her han rakte ham penge Tag Lydia ud at spise. Det er fair.

Mikkel blev blød.

Mener du det? spurgte han og lyste op.

Det gør jeg.

Far greb straks pengene.

Super! Vidste det! Du forstår mig jo!

Han forsvandt straks ind til sig selv, nok for at gøre sig klar til middag. Ivan stod tilbage med en mærkelig fornemmelse. Han gav ham penge. De var forligt. Men det føltes tomt.

Dagen igennem kørte tankerne rundt hos Ivan.

Alt kredsede om én ting: lejligheden.

Leve med en far, der opfører sig som en femtenårig, men på den dårlige måde, ville han ikke mere. Flytte? Nej, rigtig dumt, for det var jo hans egen lejlighed. Hvorfor skulle han bruge penge på husleje et andet sted? Men smide far ud? Virkede heller ikke rigtigt det er jo ens far. Hvor skulle han hen?

Der var intet entydigt svar.

Hen på aftenen, træt som han var, døsede Ivan hen. Dagen før havde tæret på kræfterne.

Faren kom hjem senere, og han var ikke alene.

Ivan? Sover du? Mikkel, flot klædt på, trådte ind Vi skal kun lige være her lidt.

Lydia kiggede ind over skulderen.

Dav, sagde Ivan, der satte sig op og blev lidt nervøs.

Hej Ivan, spandt Lydia.

Og ja, vi har talt om det hun flytter ind til os, sagde Mikkel.

Ivan sprang op.

Hvad? råbte han. Ingen flytter ind her!

Mikkel stivnede det havde han ikke set komme. Han havde troet, at Ivan ville sluge det som så meget andet.

Nu igen? Det er mig, der bestemmer her og det er mig, der siger, hvem der bor her! Måske sku’ du selv finde et sted at gå hen, hva’?

Dig? Ivan grinede Hvem er det nu, der faktisk ejer stedet?

Jeg er skideligeglad med de papirer! råbte Mikkel, men dæmpede sig hurtigt for Lyidas skyld Ivan, forstå nu, vi vil bo sammen hvor skal vi ellers tage hen? Jeg vil have min dame hjem.

Nej, afbrød Ivan Og hvis du fortsætter, er der ikke nogen der bor her ud over mig.

Raseriet i Mikkel var til at tage og føle på. Han kunne slet ikke holde ud, at hans søn chefede rundt med ham foran Lydia.

Godt snerrede han Vi får se, hvem der vinder.

***

Næste dag blev et chok. Ivan kom hjem fra arbejde og så tasker og bunker af tøj smidt ud foran opgangen. Han genkendte sine egne ting jakker, skjorter, yndlingsbøger smidt hulter til bulter ud på asfalten, på bænken, overalt.

Hvad fanden… mumlede han og begyndte at løbe.

Han fór op til lejligheden, men døren var låst, og nøglen virkede ikke Mikkel havde fået sat nyt lås i.

Far! råbte Ivan og hev i håndtaget Luk op!

Skrid! lød det indefra Det her er mit hjem! Og jeg er ligeglad med, hvad papirerne siger. Dine ting er ude!

Jeg smadrer døren!

Prøv bare!

Ivan fandt sig ikke i meget mere tid foran døren han vidste, at far ikke ville åbne. Han overvejede at ringe til politiet, men tænkte, at ingen havde lyst til at hive hans far ud sådan en aften. Det måtte vente til i morgen.

Og han måtte jo samle sit tøj op nu.

Han løb ned, hvor tingene lå spredt. Noget havde allerede en hjælper. Katrine, pigen fra opgangen ved siden af, stod og samlede. Hun smilte forlegent, da hun så Ivan.

Er du okay? spurgte hun og rakte ham hans gamle hættetrøje Hvorfor i alverden gør han det?

Han er gået helt fra snøvsen, sagde Ivan kort og samlede sine jeans op Jeg sagde, han ikke måtte slæbe sine venner med hjem… Og lejligheden er faktisk min… Det er en lang historie.

Åh, Ivan… Katrine rystede på hovedet Vi har et ledigt værelse, hvis du har brug for det.

Tak, Katrine Ivan så på hende. Det tager jeg imod. Jeg orker ikke tage på hotel med alt det, og jeg er ikke væk for altid. Jeg skal hjem igen.

At sove hos Katrine og hendes mor var mærkeligt men trygt. For første gang følte Ivan sig hjemme ingen uro, ingen krav om penge, bare te og hyggesnak.

Næste morgen, da han så far og Lydia tage af sted fra vinduet, lagde han en plan. Han ringede straks efter en låsesmed.

Her, sagde han og viste både pas og digitalt skøde Lås op. Det er min lejlighed.

Låsesmeden fik åbnet op, og Ivan var hurtigt inde.

Tak, sagde han Skift låse med det samme.

Mens låsesmeden arbejdede, begyndte Ivan straks at pakke far og Lydias ting i store sække. Han smed ikke noget ud ad vinduet, selvom fristelsen var der. Han satte det hele ryddeligt ud på trappen.

Netop som sidste sæk blev sat ud, prøvede nogen at åbne den nye lås.

Hvad helvede… hørte han farens stemme Kan ikke åbne… Forkerte nøgler… Låsen er skiftet! Ivan, er du derinde??

Du kan godt stoppe, sagde Ivan højt Du får ikke de nye nøgler.

Har du jaget mig ud??

Hvad havde du regnet med? spurgte Ivan.

Luk op! Mine ting! hylede Lydia.

De står bag jer sagde Ivan og trådte frem Alt er samlet pænt. Jeg gider ikke synke så lavt og smide ting ud ad vinduet. Det er tilbage til jer.

Mikkel forsøgte at trænge ind, men Ivan blokerede døråbningen.

Find et andet sted, far sagde han Og du også, Lydia. Jeg sagde, her bor ingen, hvis du ikke lærer det. Nu er det slut med at prøve at smide mig ud i mit eget hjem og på den måde ovenikøbet.

Mikkel indså, at han havde tabt, og hvæsede:

Jeg anmelder dig!

Men Ivan vidste, at det var tomme trusler. Han lod sig ikke ryste.

Senere, mens han vaskede sin T-shirt og fjerde omgang sokker, bankede Katrine på og kom ind med vafler.

Hej sagde hun og smilede Jeg tænkte, du trængte til lidt sødt. Må jeg komme ind?

Selvfølgelig.

Jeg formoder, det ikke gik så godt med din far…

Jo, på en måde svarede Ivan Han flyttede faktisk.

Af sig selv?

Jaja smilede Ivan.

Han fortalte, hvad der var sket.

Jeg tror, jeg bare havde smidt deres tasker ud af vinduet selv, hvis jeg var dig grinede Katrine Du er nu meget rolig.

Og sammen sad de og nød vaflerne. Og for første gang følte Ivan sig virkelig hjemme.