Byggede vi virkelig et stort hus helt uden mening? – Da kan det være, vi har bygget det store hus forgæves? – svarede svigermor vredt. – Så må I betale halvdelen af husets værdi tilbage. – Jeg har brug for en alvorlig snak med dig, – sagde kvinden med det korte hår, da hun satte sig overfor Anna. – Før du begynder at komme sammen med min søn, skal du lige vide et par ting. Den slanke lyshårede kvinde kiggede overrasket på sin kommende svigermor, som hun kun havde set tre gange før i sit liv. – Hvis du vil være en del af vores familie, skal du forstå, at de vigtigste mennesker for Mads er hans forældre! – sagde Lene stolt. – Vi vil ikke have en svigerdatter, der styrer min søn. – Styrer jeg ham? – afbrød Anna. – Vent nu til jeg er færdig! Du må væbne dig med tålmodighed, – svarede Lene skarpt. Anna slog straks blikket ned og rødmede. Hun ville ikke gøre Mads’ mor vred. De var kun for nyligt begyndt at ses, og Anna ville ikke tage noget for givet. – Ja, – fortsatte Lene, – vi har allerede lavet en plan: Så snart Mads bliver gift, flytter vi alle sammen ind i huset, som næsten er færdigbygget. Vi skal bo der som én stor, lykkelig familie! – Det lyder da dejligt! – svarede Anna og tvang et smil frem. Lene blev lidt overrasket over det hurtige samtykke fra sin kommende svigerdatter og løftede øjenbrynene. Hun havde ikke regnet med, at Anna ville være med på idéen så let. – Jeg er meget glad for, at du er enig med os! Jeg er sikker på, at vi bliver gode veninder, – blinkede Lene snedigt til Anna. Lene begyndte snart at rose Anna overfor både familie og venner, og fortalte Mads, hvor sød og betænksom hans kæreste var. Anna anstrengte sig endnu mere for at komme på god fod med svigermoren – hun gav små gaver både med og uden anledning. Efter et år begyndte Lene, af frygt for at sønnen og Anna aldrig rigtig ville blive gift, at presse ham til at tage det næste skridt. – Hvornår frier du? – spurgte Mads’ mor næsten hver dag. – Hun smutter, hvis du venter for længe – og så vil du fortryde det … Mads regnede på det og indrømmede, at hun nok havde ret – så han friede til Anna, som sagde glad ja. Hans forældre betalte for brylluppet, hvilket endnu engang bekræftede for Anna, at hun havde valgt den perfekte partner. De unge boede de første tre måneder til leje i en lejlighed, men så kom Lene en dag glædesstrålende med besked: – Så, nu samler I jeres ting, og vi tager vores! – fortalte hun Mads og Anna glad. – Hvorfor det? Vi har det fint her! – Anna rynkede brynene. Hun havde ikke tænkt sig at bo sammen med sin svigermor. – Hvordan hvorfor? – udbrød Lene overrasket. – Vi havde jo aftalt, at når huset stod færdigt, skulle vi flytte sammen i det! – Så flyt dog I først, hvad holder jer tilbage?! – svarede Anna spydigt, pludselig helt forandret i forhold til sin svigermor. Lene var så chokeret over hendes udmelding, at hun var stille i flere sekunder. – Vent nu, du lovede mig … – sagde hun roligt. – Hvad jeg sagde dengang, gælder ikke længere. Min mening har ændret sig, og jeg vil ikke bo sammen med jer! – sagde Anna bestemt. – Vi vil bo for os selv! I øvrigt, nu hvor I flytter, overtager vi jeres lejlighed. – Hvad?! Hold nu op! – udbrød Lene. – Du narrer mig! – hun smækkede røret på. Anna hørte nogle korte bip i røret og lagde mobilen fra sig, småforvirret. Kort efter hørte hun sin mand, stående i køkkenet, tale i telefon – det var Lene, der beklagede sig til sin søn. Efter et halvt hundrede minutters snakken gik Anna ud til Mads. Hans ansigt bar tydeligt præg af skuffelse og vrede. – Hvad sker der? spurgte han strengt. – Hvad mener du? – svarede Anna og lagde armene over kors. – Mor ringede. Hun vil have penge… – Hvad for nogle penge og for hvad?! – Anna blev overrasket og en smule chokeret. – For huset. Har du lovet hende noget før vi blev gift? – Mads rynkede panden. – At vi skulle bo der sammen? – Ingenting … – Anna lod, som om hun var blank. – Du gav grønt lys for hendes plan, ikke? spurgte han strengt. – Og hvad så? Jeg sagde ja dengang, men nu vil jeg ikke, – Anna kiggede væk. – Jeg sagde aldrig ja til den idé! Jeg troede, det var vanvid! Huset har stået tomt i tre år, men efter brylluppet gjorde mor det færdigt. Det var din skyld! – sagde Mads sammenbidt. – Nå, men så færdiggjorde hun det – hvad så? Mads svarede ikke, for nu ringede Lene igen. Han rakte mobilen til Anna med ordene: – Nu kan du selv snakke med hende! Så snart Lene hørte Annas stemme, fór hun løs: – Betal pengene for huset tilbage! lød det bestemt. – Hvilke penge? Er du rigtig klog? – skød Anna igen. – På grund af dig har vi bygget huset forgæves?! – udbrød Lene vredt. – Så bet alt halvdelen af dets værdi! – Halvdelen, hvad snakker du om! – knurrede Anna. – Fem millioner! I skylder mig fem millioner! – råbte Lene i røret. – Ellers … – Hvad vil du gøre? Jeg har ikke skrevet under på noget! – svarede Anna triumferende. – Så vil vi ikke have mere med jer at gøre! truede Lene. – Hold da op, – sagde Anna med et lille grin og lagde på. Lene begyndte at trække penge fra Mads – femti tusinde euro om måneden ville hun have. – Så kan du betale mig ud – men det tager ti år! Og ellers må du flytte ind i huset eller øge beløbet, – sagde moderen surt. Men da Mads ikke havde flere penge, gik han med til hendes vilkår. Anna ville dog ikke give sig, og derfor gik parret fra hinanden et halvt år senere. Byggede vi virkelig et stort hus i Danmark – helt uden mening? Svigermor kræver fem millioner, hvis vi ikke flytter ind sammen: Den danske familiestrid om svigerdatteren, løftede løfter og boligdrømme – sådan splittede huset familien ad