År i ensomhed: Seks år på prøve uden kærlighed
Mette følte sig grundigt udkørt. Hun havde været alene i seks år, siden hendes mand besluttede sig for at vandre ud i det blå. Datteren var blevet gift for et år siden og flyttet til Aarhus.
Mette var kun toogfyrre en forrygende alder for en kvinde! Den anden ungdom, som hendes veninder sagde, men det føltes mest som pausefisk. Mette var formidabel til at passe et hjem, hendes frikadeller blev nærmest legendariske, og hendes hjemmesyltede agurker var noget, folk rystede på hovedet over i ren beundring. Men hvem skulle hun nu lave dem til? Altanen stod allerede proppet med tomme sylteglas.
Skal jeg virkelig ende som enlig så flot? udbrød hun forarget til veninderne over en kop kaffe. De svarede altid med: Selvfølgelig ikke, Mette! Gå ud og find dig en mand. Danmark er fuld af ensomme fyre!
En foreslog hende at kontakte bureauet Mandekassen. Mette syntes, det lød mere pinligt end at sende snaps til Dronningen, men man er jo ikke yngre end man føler sig… Den der 42 lød mere og mere som et uret, der tikkede højt på væggen hos hendes bedstemor.
Så pakkede Mette værdigheden ned og gik ind på Mandekassen. En venlig dame med bordeauxfarvede briller hilste hende velkommen:
Her finder du kun de bedste, sagde hun. Lad os kigge i databasen sammen, sæt dig ved siden af!
Hold da op, de ligner jo modeller alle sammen! grinede Mette. Men hvordan i hulen lærer man én at kende? Hvordan VED man, det er den rigtige?
Det har vi helt styr på, forsikrede damen. En uge får du med manden så ved du, om du skal gå videre, eller om vi skal finde en ny til dig.
Hvad får jeg?
En mand!
Hvordan fungerer det helt præcist?
Jo, han bor hos dig i en uge. Vi spiller ikke kostskole vi siger tingene, som de er. Her kommer der altså ingen galninge eller hyggelige tosser ind.
Pludselig kunne Mette godt lide idéen. Hun og Bordeauxdamen valgte fem kandidater. Mette betalte en mindre sum 950 kroner, det var ikke slemt og strøg hjem. Første kandidat kom allerede samme aften.
Mette iførte sig sin flotteste grønne kjole håbets farve, selvfølgelig. Og de diamanter i ørerne, hun ellers kun bar til jul.
Ding-dong! Dørklokken ringede.
Hun kiggede i dørspionen. Et bundt røde roser hun smilede fjoget ned i karkluden. Åbnede døren. Mand tjek; pænere end på billedet.
De satte sig, og Mette havde dækket op, som om Dronningen selv skulle komme. Hun satte roserne på bordet, og kiggede diskret på sin gæst: Ham dér! Ham er det, tænkte hun.
Så tog de hul på maden. Han skar en grimasse, mens han tyggede salaten: Hvorfor er den så salt? Mette sendte et undskyldende smil af sted og øste op af andestegen. Han gnavede et stykke og sagde tørt: Lidt sej. Resten faldt heller ikke i hans smag. I sit stress over gæsten havde Mette helt glemt at lune rødvinen. Hun hældte op: Skål for bekendtskabet! Han snusede til glasset, smagte forsigtigt: Smager billigt. Så rejste han sig og brummede: Lad mig se, hvordan du bor
Mette greb roserne og rakte ham dem: Jeg bryder mig faktisk ikke om roser. Farvel.
Den nat lod hun tårerne trille lidt. Men der ventede jo stadig fire kandidater.
Kandidat to kom næste dag. Spankulerede ind og sagde: Dav, Mette! Man kunne dufte snapsen i tre meters radius. Mette spurgte: Er du allerede begyndt at fejre os? Han grinede: Slap af! Har du et fjernsyn? Brøndby FC København spiller lige nu, vi kan se sammen.
Mette svarede kækt: Fjernsyn ser man altså HJEMME hos sig selv.
Og så var hun alene igen, tudende lidt den nat.
Tredje kandidat mødte op dagen efter. Ikke just en modeltypen, slidt jakke, negle med sorte kanter, sko dækket af mudder. Mette overvejede, hvordan hun pænt kunne få ham ud. Hun besluttede dog først at byde på lidt mad.
Han spiste som en, der var på flugt, og roste hendes mad fra ende til anden, så hun næsten blev flov. Især da hun fandt de hjemmesyltede agurker frem.
For Fanden, Mette! Det er det BEDSTE, jeg har smagt!
Netop da slog bedstemors ur. Kandidat tre lyttede. Hva er det for en lyd? Så gik han ind i stuen, kravlede op på skamlen og skilte uret ad: To sekunder, så ordner jeg lige det dér. Har du værktøj?
Få minutter senere slog urene helt rent, og Mette glædede sig over den pæne klang. Hun tænkte ved sig selv, at det måtte være skæbnen. Denne ikke-så-pæne, men fingernemme mand, kunne sagtens blive hendes. Sko og negle kan vaskes. Og han var nummer tre! Tretallet, det bringer held.
Nu ventede natten. Mette havde været forbi frisøren og lagt sit fine sengetøj på med store roser, selvfølgelig, hun havde altid holdt af dem. Da hun kom ud fra badet, sov gæsten allerede. Fuldt påklædt. Mette så på ham med ømhed: Stakkel, han er vel bare træt, hviskede hun, og listede under dynen.
Morgenen blev dog et mareridt. Håndværkermanden SNORKEDE! Lydniveauet kunne nok have vækket Christian den Fjerde. Mette prøvede alt: hovedpude på hovedet, hovedpude over ham, vende ham om intet hjalp. Hun fik ikke sovet et sekund.
Næste morgen gik manden ind i køkkenet, hvor anspændte Mette sad. Nå, hvornår kan jeg flytte mine ting ind, Mette?
Nejdet går ikke. Undskyld. Du er sød, men nej.
Kandidat fire, med fuldskæg, lignede en bifigur fra et gammelt dansk film om geologer. Hun tillod ham endda at ryge i køkkenet. Vi skal lige have én ting på det rene, sagde han. Jeg er en fri mand. Jeg elsker at fiske og tage på druktur med gutterne. Jeg bryder mig ikke om, hvis nogen skal ringe og spørge, hvor jeg er. Er det forstået?
Mette så, hvordan han tømte asken direkte i hendes orkidé, og spurgte: Tager du så også ud til damer?
Han smilte bredt: Hvorfor ikke? Jeg sagde jo, at jeg er fri det er helt normalt.
Mette måtte lufte ud i køkkenet i timevis. Hovedet dunkede og hun følte sig tappet for energi som om livsglæden var hældt direkte i Københavns Havn. Opvasken fik bare lov at stå.
Dagen efter vågnede Mette til blå himmel, fuglekvidder og sollys bag gardinet. Pludselig fik hun det overraskende godt. Lørdag. Hun kunne tage den helt med ro. Ingen der skulle blande sig, ingen snorken, ingen aske i planterne. Opvask? Ja, det kunne vente. Ro og fred!
Så ringede telefonen: Hej, det er Mandekassen! Vi har én kandidat mere til dig i dag, den her vil du helt sikkert elske!
Mette halvråbte ind i røret: Slet mig! Fjern mig fra databasen! Ikke flere mænd! Den bedste mand er ham, der ikke findes!
Og så grinede hun og trak gardinerne helt fra.
Ensomhedsår: Seks års dansk prøve uden den elskede – Migges jagt på kærlighed, syltede agurker og den perfekte mand gennem et utraditionelt datingbureau
