17. marts
Nogle gange føles det, som om alt, hvad jeg gør, er forgæves. Det kan du takke karma for, Rikke det er din straf for at have ødelagt en andens familie! sagde min svigermor, Birthe, med sit sædvanlige kritiske blik. Nu kan du så selv se, hvordan livet tager sig ud.
Jeg bed mig i læben. Jeg har ikke ødelagt noget, Birthe. Søren havde jo planer om at blive skilt for længst.
Ja, men det var kun snak! Han boede trods alt sammen med Mette i næsten 15 år, vrissede hun videre. Han forlod hende på grund af dig, og nu gik det grueligt galt med hende.
Da jeg blev 30, havde jeg allerede et mislykket ægteskab og et par flop af nogle forhold bag mig. Længslen efter et rigtigt familieliv og et barn voksede bare stærkere og stærkere.
Derfor føltes det som et frisk pust, da Søren dukkede op. Fem år ældre end mig, lang, kraftig og chauffør hos PostNord solid som et egetræ, følte jeg. Han talte allerede om fremtiden efter to uger: forestillinger om fælles hjem og en søn, måske.
Jeg nåede at drømme mig væk. Alt skulle lykkes for os denne gang, bad jeg til.
Men så, lidt inde i det fjerde måned, væltede det hele, da jeg fandt ud af, at han stadig var gift.
Rolig nu, det er ikke, som du tror, sagde Søren, da han så mit ansigt. Vi er stort set færdige, det er bare ikke blevet til noget officielt endnu. Jeg har bare ikke haft et sted at tage hen.
Jeg kunne næsten grine, så kliche-agtigt det lød. Du lyder som de fleste gifte mænd, mumlede jeg og kneb øjnene sammen for ikke at begynde at græde.
Jeg er ikke en af de mænd, Rikke, svarede han hårdt.
Og han holdt faktisk ord. To måneder efter viste han skilsmissepapirerne frem, og yderligere to måneder bagefter blev vi gift på rådhuset.
Han havde en datter fra første ægteskab Ida som boede hos sin mor. Alligevel var han fuld af opbakning og drømme om at vi skulle have vores eget barn.
Men det viste sig sværere end forventet.
To år forsøgte vi, uden held, og jeg gik til læge. Jeg havde aldrig mærket noget galt, så jeg blev overrasket over diagnosen.
Du er langt fra den eneste. Vi sætter et behandlingsforløb i gang det skal nok gå, forsikrede min læge mig.
Det var en hård omgang. Hormonerne sendte mig i humørsvingninger, jeg havde ulvehunger og ubehag i kroppen adskillige dage om ugen.
Søren kunne mærke, at noget var galt. Han spurgte, hvorfor jeg fløj op i det røde felt for selv småting, og hvorfor jeg var så fjern.
Men jeg nægtede at involvere ham. Hvad nu hvis han ikke orkede mig mere? Og sandheden var nok heller ikke noget, nogen behøvede at vide.
Så en dag kom Søren hjem med en pige. Det her er Ida, min datter. Hun skal bo her nu. sagde han nærmest henkastet.
Jeg blev helt paf. Jeg havde aldrig mødt Ida, for hun kom aldrig her Søren snakkede kun med hende udenfor hjemmet, betalte børnepenge og så var det dét.
Næste tanke var: Jeg skal vel ikke til at opdrage på en andens barn?
Det sagde jeg ærligt til Søren, da vi endelig var alene.
Hvor skal hun ellers hen? sagde Søren vredt. Hjem til min mor? Det siger du da bare!
Birthe elsker jo Ida, svarede jeg tøvende.
Min mor er syg og slidte, svarede han hurtigt. Hvordan skulle hun kunne tage sig af et barn?
Mit forhold til Birthe var mildest talt anstrengt og mest høfligt. Tænkte hun så slidt ud? Tja. Vi havde kun set hinanden en håndfuld gange.
Tror du virkelig, jeg har energien? kom jeg til at svare det irriterede mig straks, for jeg burde skjule, hvor træt jeg var.
Du virker ellers rask måske bare lidt for nervøs, svarede han med hævede øjenbryn. Skulle du tage en snak med lægen?
Men mig og Ida kender jo slet ikke hinanden
Hun er en sød pige. Slut nu det bliver godt det her.
Jeg undgik videre diskussion. Ville slet ikke skændes mere med ham.
Jeg prøvede at snakke med Birthe om det, men hun smækkede hurtigt røret på: Du sagde ja til at gifte dig med en mand med et barn hvad har du regnet med?
Om aftenen råbte Søren nærmest ad mig, mens Ida sad foran fjernsynet. Nu er det nok! Jeg vil skilles, og Ida bliver indtil videre hos dig, indtil jeg finder noget andet! Jeg pakker nu!
Inden jeg havde set mig om, smækkede døren bag ham. Jeg var lammet af frygt for at stå alene tilbage.
Jeg forsøgte at tænke rationelt. Han vender snart hjem, det er jeg sikker på. Og indtil da må jeg og Ida få det til at fungere.
Overraskende nok var Ida virkelig sød. Hun hjalp gerne til, holdt sit værelse snorlige, klagede aldrig og smilede genert.
Efter en uge gik det op for mig, at jeg faktisk kunne lide hende. Hun var nysgerrig på madlavning og brugte lang tid i køkkenet med mig. Om aftenen så vi film sammen.
Søren dukkede ikke op, men Birthe ringede jævnligt til Ida. Nok for at tjekke op på mig, men Ida fortalte begejstret om vores hyggelige liv.
Skolen var dog en udfordring hun gik førhen på Nørrebro, så nu skulle hun pendle langt.
Jeg ringede til Søren, men han tog ikke telefonen. Til gengæld stod han pludselig i døråbningen om aftenen, og så kom der et nyt skænderi.
Nå, du kan ikke give mig et barn, men at lyve, det kan du!
“Hvad snakker du om, Søren?”
“Lad nu være! Min mor har fortalt alt… Om din behandling, og om hvor håbløst det er! Og dine raserianfald…”
“Søren, lad os snakke sammen…”
Men han var iskold og ville hverken høre eller se mig. Han samlede Idas ting og var parat til at smutte.
Ida kom hjem netop som han pakkede.
Er det dig, der har sagt noget til Birthe? Jeg troede vi var blevet venner hulkede jeg.
Ida så skræmt ud: Jeg har ikke fortalt hende noget. Hvad handler det her egentlig om?
Gå ud i bilen, skat, sagde Birthe, som dukkede op i døren, Jeg sagde jo, du ikke skulle komme her mere.
“Bedste, hvad mener du?”
“Lad nu barnet være,” afbrød Søren. “Vent på os udenfor, Ida.”
Ida gik stille ud.
“Hvorfor skælder du ud på hende?” spurgte Birthe. “Det var mig, der så medicinen på jeres badeværelse. Jeg undersøgte selv, hvad det var for noget.”
Hjertet sank i mig. Hun havde altså rodet i vores skabe.
“Det er din straf, Rikke!” gentog Birthe. “Du ødelagde et andet hjem! Min stakkels dreng! Og min barnebarn hendes liv brast på grund af dig!”
Søren så forvirret fra mig til Birthe uden at sige et ord.
Men pludselig kom Ida stormende ind.
“Bedste, nu stopper du! Du lyver. Mor drak længe før far flyttede ud. Det var derfor, de skændtes så meget! Og far ville skilles! Du lyver!”
Birthe stirrede chokeret. “Du taler sådan, fordi du savner din mor… Jeg forstår.”
“Nej, du fatter ingenting! Det var rigtigt, at far gik. Vi kunne ikke holde det ud! Men tanten Rikke er sød. Hun lærer mig mange ting…”
Nu brast Ida i gråd. Vi løb straks alle tre hen til hende.
“Og hvis tanten Rikke er syg, tror jeg hun bliver rask. Far, du skal komme hjem igen. Vi holder af dig begge!”
Birthe sukkede tungt. “Det var måske alligevel ikke nogen god idé, det her. Jeg håbede, det ville løse sig, og at du ville skilles, Rikke…”
“Det er tydeligt, du har blandet dig nok!” sagde jeg og trak Ida ind til mig.
Søren stod bare der, tavs og forfjamsket.
Vi blev forsonet og besluttede, at Ida bliver boende hos os. Hun nægtede at tage hjem til Birthe igen, og til min overraskelse blev jeg faktisk glad for det.
Vi har sjældnere kontakt til Birthe nu, men hun prøver vist stadig at nærme sig. Måske bliver det bedre med tiden. Hvem ved.
