**Er du mit lykke?**
Egentlig havde jeg ikke planer om at blive gift. Hvis det ikke havde været for min fremtidige mands ihærdige kur, var jeg nok fortsat som en fri fugl. Mikkel, som en vanvittig sommerfugl, svævede omkring mig, lod mig ikke ud af syne, gjorde alt for at gøre mig tilpas, pustede støv af mig… Kort sagt, jeg gav efter. Vi blev gift.
Mikkel blev straks en hjemlig, nær og kær person. Det var behageligt og let med ham. Som at gå i hjemmesko.
Efter et år fik vi vores søn, Tobias. Mikkel arbejdede i en anden by og kom hjem én gang om ugen. Han bragte altid lækkerier med til Tobias og mig. En af de gange han kom hjem, som sædvanlig, ville jeg vaske hans tøj. Jeg gennemså alle lommer det var blevet en vane. En gang havde jeg vasket hans kørekort Siden da tjekker jeg altid omhyggeligt. Denne gang faldt der et stykke papir ud af bukserne, foldet fire gange. Jeg åbnede det og læste det. Det var en lang liste over skolesager (det var i august). Nedenfor stod der med barnlig håndskrift: *”Far, kom snart hjem.”*
Åh, så det var sådan, min mand morede sig på siden! En bigamist!
Jeg lavede ikke en scene, tog tasken under armen, Tobias (han var knap tre) i hånden og tog til min mor på besøg. For længe. Min mor gav os et værelse: *”Bo her, indtil I har fundet sammen igen.”*
Jeg tænkte på at hævne mig på min utaknemmelige mand. Jeg huskede min gamle klassekammerat, Jonas. Ham ville jeg have en affære med! Jonas havde altid givet mig opmærksomhed, både i skolen og efter. Jeg ringede.
*”Hej, Jonas! Er du ikke gift endnu?”* begyndte jeg forsigtigt.
*”Nanna? Hej! Hvad betyder det, om jeg er gift eller skilt… Skal vi mødes?”* sagde Jonas ivrigt.
Min uplanlagte affære varede et halvt år. Mikkel bragte hver måned underholdsbidrag til Tobias. Han gav dem til min mor og gik tavs igen.
Jeg vidste, at Mikkel boede med Katrine. Hun havde en datter fra et tidligere ægteskab. Katrine insisterede på, at datteren kaldte Mikkel for far. De boede alle i Mikkels lejlighed. Så snart Katrine hørte, at jeg var gået, flyttede hun straks fra en anden by til Mikkel. Katrine tilbad ham. Hun strikkede uldsokker, varme trøjer og lavede mad til ham. Alt dette fandt jeg ud af senere. Resten af mit liv vil jeg bebrejde ham for Katrine. Dengang troede jeg, at vores ægteskab var forbi, at det havde kollapset…
Men da vi mødtes til en kop kaffe (for at diskutere skilsmissen), blev vi begge oversvømmet af gode minder. Mikkel tilstod sin uendelige kærlighed, bad om tilgivelse. Han sagde, han ikke vidste, hvordan han skulle få den påtrængende Katrine ud.
Jeg fik ondt af ham. Vi fandt sammen igen. Mikkel anede intet om Jonas. Katrine og hendes datter forlod byen for altid.
…Syv lykkelige år gik. Så var Mikkel involveret i en bilulykke. Operationer, genoptræning, at gå med stok. Det tog to år. Alt dette udmattede ham. Mikkel begyndte at drikke tungt. Han mistede sig selv helt. Det var hårdt at se. Han nægtede enhver hjælp.
På arbejde fandt jeg en skulder at græde hos Simon. Han lyttede i rygerummet, gik ture med mig efter arbejde, trøstede mig. Simon var gift, og hans kone ventede deres andet barn. Jeg ved stadig ikke, hvordan vi endte i seng sammen. Det var vanvittigt! Han er en hovede lavere end mig, ikke min type!
Men så gik det løs! Simon tog mig med på museer, koncerter, ballet. Da hans kone fødte en datter, stoppede han pludselig med det hele. Han sagde op og fandt et nyt job. Måske tænkte han: *”Ud af syne, ud af sind”?* Jeg forventede intet, så jeg slap ham let tilbage til familien. Han dulmede bare min smerte midlertidigt.
Mikkel fortsatte med at drikke.
…Fem år senere mødte jeg Simon tilfældigt. Han tilbød mig ærligt at gifte sig med mig. Jeg grinede.
Mikkel samlede sig selv for en kort periode. Han tog til Tjekkiet for at arbejde. I mellemtiden var jeg en trofast hustru og omsorgsfuld mor. Alle mine tanker handlede kun om familien.
Mikkel kom hjem efter et halvt år. Vi renoverede lejligheden, købte nye apparater. Endelig fik han også repareret sin bil. Alt var godt men nej! Mikkel faldt i igen. Helvede begyndte på ny. Hans venner måtte bære ham hjem. Jeg løb ofte rundt i kvarteret for at finde ham sovende på en bænk, med tomme lommer.
En forårsdag stod jeg trist ved busstoppestedet. Fuglene sang, solen smilede, men jeg var ligeglad. Pludselig hørte jeg en blid hvisken:
*”Måske kan jeg hjælpe dig?”*
Jeg vendte mig om. Åh gud! En duftende, smuk mand! Og jeg var 45! Kunne jeg virkelig blive en skønhed igen? Men jeg blev forlegen som en ung pige. Heldigvis kom bussen, og jeg sprang om bord.
Manden vinkede farvel. Hele dagen på arbejde tænkte jeg kun på ham. Selvfølgelig lod jeg ham vente et par uger… for syns skyld.
Men Henrik (det var hans navn) gennembrudt min forsvarsværk som en tank. Han ventede på mig hver morgen. Jeg begyndte at komme til tiden, spejdende efter ham. Når han så mig, sendte han mig luftkys.
Engang havde han en buket røde tulipaner. *”Hvad skal jeg gøre med blomster på vej til arbejde? Mine kolleger vil opdage det med det samme,”* sagde jeg.
Henrik smilede: *”Åh, jeg tænkte ikke på de ‘frygtelige’ konsekvenser.”* Han gav dem til en nysgerrig bedstemor, der fulgte med. Hun blev helt ung igen! *”Tak, min dreng! Må du få en lidenskabelig elskerinde!”* Jeg rødmede.
Henrik fortsatte: *”Lad os begge være skyldige sammen. Du vil ikke fortryde det.”*
Det var et fristende tilbud. Især fordi Mikkel og jeg ikke havde noget forhold længere. Han lå ofte som en stok beruset i sengen.
Henrik røg ikke, drak ikke, var tidligere atlet (57 år) og en god samtale partner. Skilt. Han havde en fortryllende kraft!
Jeg styrtede hovedkulds ind i denne affære! Det blev en passioneret hvirvelvind. I tre år vaklede jeg mellem hjemmet og Henrik. Min sjæl var forvirret.
Jeg kunne ikke stoppe. Men da jeg endelig ville, manglede jeg styrken. Henrik havde fuldstændig besat mig! Når han stod ved min side, gik vejret i mig. Det var vanvid! Men jeg vidste, det ville ikke ende godt. Der var ingen kærlighed.
Når jeg kom hjem udmattet efter Henrik, længtes jeg efter at kramme Mikkel. Beruset, ildelugtende, men min egen! *”Ens eget brød er bedre end andres kager,”* tænkte jeg. Lidenskab kommer af at lide. Jeg ville bare være fri af det.
Min søn vidste om Henrik. Han så os i en restaurant sammen med sin kæreste. Jeg måtte introducere dem. De håndtrykte. Senere spurgte Tobias spørgende: *”Mødtes I for arbejde… i en restaurant?”* Han bedømte mig ikke. Han bad mig ikke skille mig fra Mikkel, selvom det var på vej dertil. *”Vent, far kommer måske til fornuft.”*
Jeg følte mig som en vildfaren fårekylling. En skilt veninde rådede mig til at *”smide de elskere ud og slå dig til ro.”* Jeg lyttede hun havde erfaring med tre ægtemænd. Men det var kun logik.
Jeg stoppede først, da Henrik løftede hånden mod mig.
Det var slut. Min veninde havde ret: *”Stille vand har dyb bund.”*
Jeg var fri! Tre års pine forbi. Henrik forsøgte længe at vinde mig tilbage. Jeg var urokkelig.
Mikkel vidste alt. Henrik havde ringet og fortalt ham. Mikkel sagde senere:
*”Da jeg hørte hans historier, ville jeg dø. Det er min skyld! Jeg tabte dig. Til flasken. Hvad kunne jeg sige?”*
Ti år senere har Mikkel og jeg to børnebørn. Vi sad ved bordet, drak kaffe. Jeg stirrede ud ad vinduet. Mikkel tog min hånd:
*”Nanna, kig ikke væk. Er jeg dit lykke? Tror du på det?”*
*”Selvfølgelig gør jeg det, min eneste”*
