Slægtninge fra fortiden Da Aline var seksten år, blev hun smidt ud hjemmefra. Det er svært at sige, om hun nogensinde på de seksten år havde følt sig rigtig hjemme – sandsynligvis ikke, for hun fik dagligt at vide, at hun nærmest spiste brød på kredit. Og alligevel var det her, hun havde haft hele sin barndom. Det er jo heller ikke ligetil at finde et sted at bo, når man kun er seksten. Det hele begyndte som et mareridt. Faren, som i forvejen ikke var kendt for hverken store pædagogiske evner eller fornuftig tone, råbte mest – og ikke ligefrem pæne ord. Moren, som Aline ellers først havde betroet sig til, havde hidset sig op dagen før og sad nu med stenhårdt ansigt. Søsteren, Vera, sad og lagde makeup ved bordet med en sarkastisk gnist i øjet, klar til at blive smuk til aften – sådan et show skulle man da ikke misse. – Pak makeup-tasken væk, du får ikke brug for den! – råbte faren pludselig, – Du kommer ikke ud af huset før du fylder tredive, så du ikke følger i din søsters fodspor! Men Veras fars vrede prellede helt af – det var jo ikke hende, det egentlig gik ud over, og Aline ville få hele skylden … – Nå, Aline, fik du, hvad du ville? – Vera viste hende tungen, selvom hun pakkede makeuppen væk. – Lad nu være, det kan blive din tur næste gang! – rumlede faren. – Men hvad har jeg gjort? Jeg er ikke sådan en s…, som hun er. – Vera! – Moren vågnede lidt op, – Hvordan taler du? – Jeg siger det, jeg ser, mor. Det er jo ikke, fordi du er uenig! Desværre – Aline måtte indse, at endda faren var enig. Aline stod i døråbningen, nærmest frosset, for hun satte sig ikke til bordet. Maven kunne man ikke se endnu, men nu vidste alle hendes hemmelighed. Hemmeligheden hun så længe havde holdt skjult. – Far, mor … jeg … jeg vidste det ikke … – prøvede hun at finde et mildt ord for “dumhed”, men der var intet, der passede. Ingen af dem blev rørt. – Du vidste det ikke? – smed moren ud, – Hvem har jeg dog holdt samtaler med siden du var tolv? Ikke med dig? Men du har jo aldrig lyttet og troet, du vidste bedst. Løjet, skjult … troede du, vi var blinde? Eller håbede du bare, det ville gå over af sig selv? Du burde have sagt det med det samme – så kunne vi have … Nå, hvad skal vi nu gøre… Du er seksten! Måske netop fordi Alina altid havde fået disse tirader, om hun var skyldig eller ej, var hun endt med at kaste sig i armene på den, der havde sagt et venligt ord. Faren råbte og råbte, til han blev hæs. Selvsamme mor sukkede: “Hvad skal vi dog gøre, hvad skal vi dog gøre”. Aline troede, det værste var ovre – men det var det langt fra: – Pak dine ting, – sagde faren stille. – Du har en time. Hvis du er så klar til voksenlivet, så find dig et voksenliv et andet sted end her. – Er det ikke for meget? – Moren fik sagt noget, og det lød, som om hun havde ondt af Aline, men hun modsagde ikke faren – så hun tav. En time til at sige farvel til barndom, hjem, familie. En time til at indse, at nu var det slut. – Far, vær nu sød … – tiggede Aline. – Jeg ved, jeg har fejlet, men giv mig dog mindst et par år … – Ikke noget med et par år. Du må klare dig selv. Pak! Ellers må du gå uden noget. Aline styrtede ind på værelset og smed det mest nødvendige i en taske. I sådan en fart virker alt vigtigt – hun kom endda dagbogen fra 9. klasse i, selvom hun ikke længere gik i skole. Trøje … hue … ur … Hvad var nødvendigt, hvad ikke? Da den time var gået, og hun kom tilbage til køkkenet, slæbte tasken tungt hen over gulvet. Aline trak vejret dybt, prøvede at tage sig sammen. – Må jeg … blive? Jeg skal nok prøve … jeg hjælper til … – gispede hun, mest til moren. Måske var det hele bare sagt i affekt? Måske fortrød de nu? Men heller ikke moren rørte sig. – Du skulle have tænkt dig om før. Skammen er rigelig. Vera grinte ondsindet og sorterede sin makeup. Nu måtte hun alligevel gerne komme ud. Hun fik altid lov til alt i sidste ende. – Ja, Aline, den har du selv rodet dig ud i. Ups, jeg mente – gjort dig selv gravid. Find dig et sted, du kan være. Jeg har altid vidst, det ville ende sådan … Aline forstod – hun var dømt. Nu kom hun til at vandre rundt på gaderne, måske på stationen, måske i tomme ejendomme … og ende som hjemløs. Hvor skulle hun ellers tage hen, når hun havde et barn undervejs? Hun mærkede for første gang den værste ensomhed, man kan forestille sig. Hendes taske blev til sidst smidt ud på gaden. Søsteren stod i vinduet og sendte hende et hånligt grimasse. Nogle dage boede hun hos naboen – de bebrejdede hende godt nok, men kunne ikke få sig selv til at lade hende overnatte i lille-skoven bag huset. Hun sad bare der, uden at gøre væsen af sig, indtil tante Rita kom. – Hvor er Aline?? Halvdelen af byen har fortalt mig, at I har smidt hende ud! – Smidt ud? Vi har sendt hende ud i voksenlivet. Når hun nu vil være voksen, så må hun finde et sted selv, – sagde hendes bror køligt. – Som om du selv har skaffet dig en bolig! Du bor jo stadig i mors hus! Hvor er hun? – Hun er vist hos naboen. Tante Rita havde ingen egne børn men elskede sine niecer – og især Aline. Hun tog hende med hjem til sin lejlighed i et almindeligt højhusområde. – Det skal nok gå, Aline, – sagde Rita, – du skal blot ikke opgive håbet. Så ryger man let helt ned. Du skal nok opleve meget endnu, du får dit barn, og det hele skal nok løse sig. Jeg skal nok hjælpe, og senere må du selv i gang med at arbejde … – Må jeg virkelig bo her hos dig, tante Rita? – Selvfølgelig. – Du dømmer mig ikke? Hun tænkte sig om. – Nej, dømme ikke. Men jeg kan nu heller ikke rose dig … så noget må man altså tænke på “før”, ikke “efter”. Men nu er det, som det er. Nede i gården, hvor Rita rodede med tingene, så Aline en ung mand feje fortovet. Han gjorde det meget ihærdigt, så det ud til, at han var ny på jobbet. Sødt udseende. Hun vendte sig hurtigt, for kærlighed var ovre for hendes vedkommende. Det havde hun leget nok med. – Det er Ivan, – fortalte Rita, da de var oppe i lejligheden, – han har lige fået en ungdomsbolig her som forældreløs og arbejder som vicevært. Han er en god fyr. Flittig. Går vist i skole og har ikke nogen kammerater, der trækker ham på afveje. – Drikker han alene, måske? – Aline grinede en smule, for første gang kunne hun slappe lidt af. – Du er da blevet i bedre humør, – Rita smilede. – Nej, faktisk drikker han slet ikke. Den morgen vågnede Aline klokken otte, kiggede rundt og troede dårligt sine egne øjne – det var nu hendes hjem. Hun gik ned for at handle, og foran opgangen stod Ivan. – Goddag, – sagde han. – Jeg hedder Ivan. Jeg bor her … derovre. Hun fulgte hans hånd. – Hyggeligt at møde dig. Jeg hedder Aline. – Du gjorde stort indtryk på mig i går. – Nå, kærlighed ved første blik? – svarede hun. – Ja, sådan kan man vist godt sige. Hun tog det ikke helt alvorligt, men Ivan mente det alvorligt nok. Hun fortalte ham, hun var gravid. Alligevel sagde han, at han stadig ville elske hende. – Ivan, du burde se dig om efter en “normal” pige i stedet for mig, – sagde hun. – Er du ikke normal? – Jo, egentlig, men du ved jo godt, at … – Jeg vil alligevel gerne være sammen med dig. Og det er næsten 40 år siden nu. Aline og Ivan blev gift, fik sønnen Rune. Rune bor nu med sin familie i den lejlighed, Ivan engang fik. Ivan og Aline blev boende i tante Ritas lejlighed, efter at Rita desværre gik bort alt for tidligt. Trods det mærkelige første møde må man sige, de var som skabt for hinanden. De havde begge stabile job og levede et trygt, almindeligt liv. Aline fik efterhånden et nogenlunde forhold til forældrene og søsteren – men de blev aldrig nære. De sås til højtider og byttede symbolske gaver, men kærlighed, sådan rigtigt, opstod aldrig. Ivan var altid venlig og hjælpsom – også over for Alines forældre. Ivan lærte Aline et godt råd: At spare lidt op hver måned. Det blev ikke til meget ad gangen, men de var trofaste. De manglede ikke bolig eller bil og sparede derfor op til en drøm – at rejse, når de blev gamle og gik på pension. Nu, ved endnu en lønudbetaling, smed Ivan tyve tusinde kroner i kassen. En uge senere fik Aline en bonus. Fem tusinde kom i opsparingen, resten ville hun bruge på en gave til Ivan: en motionscykel, så han kunne træne hjemme. – Hvornår er leveringen? Onsdag? Overmorgen. Perfekt. Hun elskede at lave overraskelser. Motionscyklen blev leveret – hun ventede bare på, han kom hjem, for at se reaktionen. Hun vidste ikke, at Ivan aldrig ville komme hjem igen. *** Der gik et år efter hans død. Årsdag. Kun de nærmeste kom. Kollegaer og venner samlede sig andetsteds. Selvfølgelig kom Rune med familie, Alines forældre, Vera. Alle talte om, hvor fantastisk et menneske Ivan havde været … – Jeg kan ikke mindes, han nogensinde har hævet stemmen … – Rune tørrede øjnene. Ivan havde været en rigtig far for ham. Rune kendte sandheden – de havde fortalt ham det for at undgå problemer, for Aline var sikker på, at før eller siden ville “velmenende” mennesker gøre det klart for ham. Men Rune tvivlede aldrig på, at Ivan var hans rigtige far. – Jeg har jo ikke kendt ham så tæt, – sagde svigerdatteren, – men jeg glemmer aldrig, hvordan han første gang lagde mine vanter til tørre … – hun stoppede, havde en klump i halsen. Alle sagde et eller andet. Aline sad og stirrede på Ivans billede og tænkte, at de penge, der var tilbage, aldrig kom Ivan til gavn … Han kom aldrig rundt i verden. – Han ville så gerne rejse … – hviskede hun, – og jeg … jeg er jo bare en hjemmefødning … Jeg ved slet ikke, hvordan jeg nu … Der var sparet nok op. Tre millioner. Aline kunne egentlig tage ud og rejse. Men uden Ivan betød det ikke noget. Da Rune og familien var gået, blev Aline alene i køkkenet. Hun var i gang med opvasken, da hendes mor kom ind og lukkede døren forsigtigt: – Aline, jeg ved godt, det ikke er dagen i dag, men vi ses jo ikke tit, så jeg spørger nu – du har stadig ikke brugt de penge, som du og Ivan sparede op? Aline rystede tavst på hovedet. Familien burde slet ikke vide noget om de penge, men Ivan havde åbenbart sluppet informationen løs – han stolede altid på alle. Moren begyndte at gå frem og tilbage nervøst. – Aline, du ved jo godt, Ivan sparede op til noget ligegyldigt … Ja, jeg kunne da også godt tænke mig en rejse, men det er altså ikke det vigtigste … Du kommer jo aldrig af sted – du er hjemmemenneske. Hvorfor lade pengene samle støv? Tiden går, og inflationen æder dem op! Aline så på moren og prøvede at fatte, hvad hun mente. – Du ved jo, Vera og jeg bor stadig til leje! I vores alder! Vi er snart firs, Vera er over halvtreds, hendes børn lejer også. – Moren hævede stemmen. Det har de såmænd selv været ude om. – I solgte jo selv bedstemors hus. I sagde, det var forfaldent og ikke værd at beholde. Aline forstod det ikke dengang – hvorfor sælge eneste bolig? Bare fikse den lidt op, men at sælge…? – Ja, men vi ville bygge nyt! – indvendte moren. – Hvorfor har I så ikke fået bygget noget? – Aline kunne ikke holde på det længere. – Ivan forvaltede jo pengene forkert! – råbte moren, – Man skal investere i noget varigt! Ejendom! Ikke alt det pjat … Og du … Det skulle hun ikke diskutere, især ikke på Ivans dødsdag. – Mor, kan du gå, – sagde hun roligt, men bestemt. – Undskyld, – sagde moren hurtigt, – jeg skal lade være med at tale om Ivan. Men han er her jo ikke mere. Hvad vil du egentlig bruge pengene til? Vil du virkelig rejse det hele op? Så mange penge, bare til sjov! – Mor. Jeg har altså også et barnebarn. Jeg overvejer faktisk at bruge dem til, at han kan få et hjem … – Stakkels Ivan! – udbrød hun, – Først gav I hans lejlighed til et fremmed barn, og nu skal hans opsparing gå til et fremmed barnebarn fra en eller anden slyngel. Har du bare fået vredet alle omkring dig ud i kaos… Mon hun mente …? – Mor, gå nu, – Aline stod med hænderne i vasken. Så var samtalen slut. Moren gik utilfreds og mumlede for sig selv. Aline kom ikke i seng. Fyrre år efter, og hun var stadig “den slags pige” i familiens øjne. For at prøve at komme i gang gik hun ud for at lave kaffe og ordne i hjemmet – da dukkede Vera op. Aline vidste straks, det var fup. – Du får ingen penge, – sagde hun direkte, før Vera havde fået overtøjet af. – Ej, jeg kommer ikke for det! Jeg tænkte bare, vi samledes jo i går … sikkert lidt rod bagefter. Jeg ville hjælpe dig med at gøre rent. Og det skader jo heller ikke, at vi bliver lidt bedre søstre igen … De gik i gang. Vera så virkelig ud til at gøre en indsats, hun snakkede uafbrudt, prøvede at muntre Aline op, men det lykkedes ikke rigtigt. Pludselig fik Vera det dårligt. Spanden væltede. – Vær nu forsigtig, Vera! – råbte Aline og kiggede sig om, – Vera, hvad laver du? Hold ud … Jeg kommer nu. – Mine … piller i tasken … Aline tømte det hele: – Der er ingenting! – Jeg har glemt dem … bare glemt … – Hold fast! Hvilke piller? Hun fløj ned på apoteket og ringede til 112 på vejen. Da hun kom tilbage, var lejligheden endevendt. Alle skabe stod åbne, ting smidt rundt – og Vera var væk. Aline havde regnet det ud. Vera havde prøvet at stjæle fra hende. Men Aline var heldigvis kommet på det – hun havde for nylig sat alle pengene i banken. Som om hun havde kunnet mærke, det var på vej. Aline sad i køkkenet, rystende om hovedet. Nu vidste hun præcis, hvad hun ville gøre med de penge. Hun ville endelig rejse. Måske ikke så langt eller længe, som det var drømmen, men ud skulle hun. Resten gik til søn og barnebarn. Ivan ville nok ikke have haft noget imod det. Og netop dér forstod hun, at Ivan aldrig forlod hende – for han blev hos hende for altid …

Author Loïc AshcroftReading 15 minViews 8Published by January 6, 2026

Slægtninge fra fortiden

Det føles som en fjern drøm nu, dengang Annelise blev smidt ud hjemmefra som sekstenårig. Egentlig var det svært at tale om hjem for hun havde aldrig rigtigt følt sig velkommen der. Hver dag blev hun mindet om, at hun kun var til låns og spiste brød på kredit. Alligevel voksede hun op i lejligheden i Hvidovre hele sin barndom, indtil den dag kom, hvor hun blev sendt på gaden. At finde et nyt sted at bo som sekstenårig var ikke sådan lige til.

Det begyndte som et mareridt.

Faren, Jens, som aldrig havde udmærket sig som opdrager eller med omsorg for sine døtre, råbte mest bandeord. Mor, Helle, var den første Annelise havde betroet sig til. Hun havde vrælet over hende i går, men nu sad hun med et stift ansigt.

Hendes lillesøster, Sidsel, kastede hånlige blikke, mens hun lagde sin makeuptaske ud på bordet selvfølgelig skulle hun nå at lægge make-up og ikke misse underholdningen.

Fjern dine ting, Sidsel! Du får alligevel ikke brug for dem! rasede Jens pludselig over på hende. Du kommer ikke ud af døren før du fylder tredive! Så du ikke følger i din søsters fodspor!

Men Sidsel var ligeglad. Ubesværet ryddede hun makeuppen væk og sendte Annelise et drilsk, flabet smil.

Nå, er det dig nu, Annelise, der har dummet dig? sagde Sidsel, stak tungen ud, men pakkede alligevel sine ting sammen.

Hold op med det der, ellers bliver det snart din tur! råbte Jens.

Jamen jeg har da ikke gjort noget! Jeg er ikke sådan en som hende.

Sidsel! udbrød Helle, Hvordan taler du dog?

Jeg siger det, som det er, mor. Det gør du jo også.

Selv Jens måtte indrømme, at han var enig med Sidsel.

Annelise stod i døråbningen, for bange til at tage plads ved bordet. Ingen kunne endnu se det lille liv i hendes mave, men hemmeligheden var ude den, hun havde kæmpet så længe for at skjule.

Far, mor… Jeg… jeg troede ikke… hun ledte febrilsk efter de rigtige ord, men ingen ville komme.

Ingen hørte det.

Du vidste det ikke? snappede Helle. Hvem var det, jeg har talt med om det her, siden du var tolv? Nå! Du troede du vidste bedst så lyttede du ikke. Løj. Gemte dig! Tænkte du, vi var blinde? Eller håbede du, det hele forsvandt af sig selv? Så skulle du i det mindste have sagt det fra starten Gud, hvad skal vi nu stille op Du er seksten år!

Disse ord havde Annelise hørt hele sin barndom skyldig eller uskyldig så måske var det derfor, hun havde kastet sig ud i armene på ham, der bare sagde noget rart til hende.

Jens råbte og råbte, indtil han var helt udmattet. Selv Helle gik i ring: “Hvad gør vi nu, hvad gør vi nu?”

Annelise troede, det værste var ovre, men det rigtige helvede var først begyndt:

Pak dine ting, sagde Jens med mørk stemme. Du har en time. Hvis du mener dig så moden, så gå ud og find dit eget sted. Du skal ikke bo her.

Er det ikke lidt hårdt? spurgte Helle forsigtigt, men hun modsagde ham ikke. Hun blev stille.

En time. En time til at sige farvel til barndommen, lejligheden, familien. En time til at forstå, at alting for hende var slut nu.

Far, vær nu sød tryglede Annelise, Jeg ved, jeg har fejlet, men må jeg ikke få et par år mere her?

Ikke tale om. Du må klare dig selv nu. Pak sammen ellers går du uden noget.

Hun stormede ind på sit værelse og smed i panik noget i en sportstaske: en dagbog fra niende, selv om hun var smuttet ud af skolen, en tyk sweater, min hue, armbåndsuret hvad var vigtigt? Hvad var ligegyldigt?

Hun vendte tilbage til køkkenet, da tiden næsten var gået. Tasken var tung og slæbte hen over det gamle linoleumsgulv. Helaftensluften tæt om hende, prøvede hun at tage sig sammen.

Må jeg ikke godt blive? Jeg vil hjælpe, jeg lover det hviskede hun med sprukken stemme, vendt mest mod sin mor.

Måske havde de sagt det hele i et vredesudbrud, og måske ville de nu fortryde?

Men Helle tog hende ikke engang i hånden.

Det skulle du have tænkt på noget før. Vi har rigeligt at skamme os over allerede.

Sidsel trak på skuldrene, tumlede videre i makeuppen. Hun havde fået lov til at gå ud. Hun fik altid lov til det hele.

Ja, du har virkelig rodet dig ud i noget, A’nnelise. Eller nærmere rodet dig op. Se nu at finde et sted at være. Jeg vidste bare, at det ville ende sådan

Annelise forstod: det var ude med hende. Hun ville nu hænge ud på gaderne, måske ende på Hovedbanegården, måske i skurvogne. men hvad så, når barnet kom?

I det øjeblik kendte hun ensomhedens sande vægt.

Hendes taske blev til sidst smidt ud på fliserne. Sidsel morede sig i vinduet og sendte hende den sidste lange næse.

Nogle dage boede hun hos deres nabo fru Mortensen de rystede på hovedet, men lod hende ikke sove i haven. Hun sad musestille og var usynlig. Lige indtil tante Rita trådte ind af døren.

Hvor er Annelise henne? Halvdelen af Damhuskrogen har fortalt mig, I har smidt hende ud!

Ikke smidt, men sendt i voksenlivet. Er man voksen, må man selv betale for tag over hovedet, sagde Jens med sit velkendte skuldertræk.

Du har jo aldrig selv betalt for dit hus! Du bor stadig hjemme! Hvor er hun nu?

Sikkert ovre hos Mortensens.

Tante Rita havde aldrig haft børn selv, men hun elskede sine niecer, især Annelise, da det aldrig lykkedes med Sidsel. Og nu tog hun Annelise med sig hjem til Valby til en helt almindelig lejlighed.

Bare rolig, Annelise, det skal nok gå. Du skal ikke miste modet det fører ingen vegne. Du skal leve, opfostre dit barn, og klarer andre den, klarer du det også. Jeg hjælper dig, og siden skal du ud og arbejde.

Må jeg virkelig bo hos dig, tante Rita?

Selvfølgelig.

Er du ikke sur på mig?

Rita tænkte sig om.

Sur er jeg ikke. Men forstå, at man skal tænke før, ikke bagefter. Men det kan der ikke gøres mere ved nu hjælper vi dig i det mindste.

Nede i gården så Annelise en fyr, der målrettet gik op og ned med kosten. Skraldet var lige tømt, han var vist ny på arbejdet. Sød så han ud, men Annelise kiggede hurtigt væk hun havde fået nok af kærlighed for livet.

Det er Viggo, forklarede Rita senere. Han har fået en ungdomsbolig her i ejendommen, han er forældreløs og arbejder lidt som viceværtsassistent. Flink dreng, arbejder hårdt. Han læser stadig, og jeg har aldrig set ham drukne sig i øl med kammerater.

Drikker han så alene? spøgte Annelise. Første gang i mange dage kunne hun smile.

Nå, du kan godt lave sjov igen? smilede også Rita. Nej, faktisk drikker han slet ikke.

Næste morgen, da klokken var otte, vågnede Annelise, kiggede vantro på lejligheden, der nu var hendes hjem, og gik ned for at købe ind. Ved opgangen stod Viggo.

Godmorgen, jeg hedder Viggo. Bor deroppe.

Hun fulgte hans finger til vinduerne.

Hyggeligt at møde dig. Jeg hedder Annelise.

Jeg synes, du er sød.

Kærlighed ved første blik, hva’?

Ja, måske.

Det tog hun ikke alvorligt. Men Viggo mente det. Hun fortalte ham, at hun var gravid. Han svarede, at han alligevel ville holde af hende.

Viggo, du bør nok kigge efter en normal pige…

Hvad, er du ikke normal?

Jo, men…

Jeg vil bare gerne være sammen med dig.

Det er snart fyrre år siden.

Annelise og Viggo blev gift, fik sønnen Rune. Rune bor nu med sin familie i den ungdomsbolig, Viggo fik engang, mens Annelise og Viggo blev boende i Ritas lejlighed. Rita gik desværre bort alt for tidligt.

Trods deres sære start på livet sammen, var det som om, de var skabt for hinanden. De fik stabile jobs begge to, sparede op og levede et stille, godt liv.

Annelise fik mere eller mindre forligt sig med forældrene og Sidsel men ægte fortrolighed blev det aldrig til. De sås til jul, vekslede gaver, men den dybe kærlighed, der burde binde en familie, opstod aldrig.

Viggo holdt altid hovedet koldt og var hjælpsom også over for hendes familie.

Han lærte Annelise en dansk dyd: at lægge til side af lønnen hver måned. Selv småt talt, men stabilt. De havde tag over hovedet, bil i garagen, så de sparede til drømmerejser. Når de blev gamle, ville de ud at opleve lidt af verden…

Så, på endnu en lønningsdag, smed Viggo tyvetusinde kroner i sparegrisen.

En uge efter fik Annelise en bonus. Fem tusinde kroner røg i sparegrisen, resten brugte hun på en gave til Viggo. En motionscykel, så han kunne træne derhjemme.

Hvornår bliver den leveret? På onsdag? Herligt, det passer mig godt.

Hun elskede at overraske ham.

Træningscyklen blev leveret i god tid. Hun ventede utålmodigt for at se Viggos reaktion uden at ane, at han aldrig mere ville komme hjem.

***

Et år senere.

Årsdagen.

Kun de nærmeste var samlet. Kollegaer og gamle venner mindedes ham et andet sted. Selvfølgelig var Rune der med kone og barn, forældre, Sidsel. Alle talte om, hvor hjertevarm og venlig Viggo havde været.

Jeg kan ikke huske, han nogensinde hævede stemmen mod nogen sagde Rune med fugtige øjne, for Viggo havde altid været hans far i hjertet. Rune kendte sandheden, de havde fortalt ham det, for det kunne blive nødvendigt senere. Men for ham, var Viggo den ægte far.

Jeg kendte ham ikke så længe sagde svigerdatteren Men jeg glemmer aldrig, hvordan han lagde mine vanter på radiatoren første gang, så de var varme, når vi gik hjem hun snøftede.

Alle sagde noget.

Annelise sad med fotoet af Viggo og tænkte på, at de penge, de havde sparet sammen, aldrig ville kunne bruges af ham mere. Han nåede aldrig ud i verden.

Han ville så gerne rejse… hviskede hun, og jeg Jeg var altid bare hjemlig. Nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal…

Der lå nu hele tre millioner kroner i opsparingen. Men uden Viggo havde Annelise ikke lyst til at opleve verden.

Da Rune og familien var gået, sad Annelise alene på køkkenet og skurede gryderne, da hendes mor kom ind og lukkede døren bag sig forsigtigt.

Annelise, jeg ved godt, i dag ikke er dagen, men vi ser jer jo så sjældent og jeg ved ikke, hvornår chancen byder sig igen Har du stadig alle de penge stående, som du og Viggo sparede op?

Annelise rystede stille på hovedet. Ingen i familien burde egentlig kende til opsparingen, men Viggo havde nok nævnt det én gang for meget han stolede på alle.

Helle fjumrede rastløst rundt, vred sine hænder.

Annelise, Viggo spildte altså penge på ingenting Jeg ville også gerne have rejst lidt, men det er ikke det vigtigste. Og du rejser jo aldrig hvad skal pengene ligge og samle støv for? Tiden løber fra dem, og der er inflation…

Annelise så uforstående på hende.

Du ved jo, at Sidsel og jeg må leje os til alt stadigvæk! I vores alder! Sidsel er over halvtreds, hendes børn lejer også, sagde Helle og blev mere og mere ophidset.

De havde sådan set selv solgt mormors rækkehus. De sagde det var faldefærdigt og ikke tjente til noget.

Men vi ville bygge noget nyt! forsvarede Helle sig.

Hvorfor gjorde I det så ikke? spurgte Annelise stille.

Forstår du slet ikke, at Viggo brugte penge forkert? råbte hun Man skal investere penge! Købe bolig! Men han… og du…

Netop i dag ville Annelise ikke tale dårligt om Viggo.

Mor, gå nu bare hjem, sagde hun stille, men bestemt.

Undskyld, mumlede Helle, Undskyld, jeg siger ikke mere om Viggo. Men hvad vil du med de penge? Vil du virkelig bruge dem på rejser? Farveløs sløseri!

Mor. Jeg har da også et barnebarn. Jeg overvejer at give ham startkapital til en bolig

Stakkels Viggo. Først blev hans lejlighed givet til en andens barn, og nu skal pengene gå til et barnebarn fra en eller anden Du vidste jo ikke engang, hvem faren var Nu betaler vi andre prisen!

Mon hun egentlig mente Rune?

Mor, gå nu, Annelise støttede sig til vasken.

Samtalen sluttede dér.

Helle forlod stuen, stadig utilfreds.

Annelise gik ikke i seng. Fyrre år og stadig blot den forkerte.

Med en kop kaffe forsøgte hun at samle kræfter og kaste sig over husarbejdet. Og så kom endnu en gæst Sidsel.

Annelise lurede straks, at det ikke kun var for selskabets skyld.

Der er ikke noget at hente, sagde hun tørt, før Sidsel fik hængt frakken.

Slap nu af, jeg er ikke kommet efter noget! Jeg tænkte bare, det var lidt trist snak i går, du er helt alene, og huset trænger til en kærlig hånd. Så jeg er kommet for at hjælpe dig med rengøringen og for at lægge fortiden bag os…

De begyndte at gøre rent sammen. Sidsel så faktisk ud, som om hun ville hjælpe. Hun snakkede løs, men det løsrev kun lidt af Annlises sorg.

Pludselig fik Sidsel det dårligt.

En spand væltede ud over gulvet.

Sidsel, vær nu forsigtig! råbte Annelise, vendte sig og så, at Sidsel blev bleg Vent, jeg henter lige vand Hvilke piller er det?

Min medicin… den er i tasken. Find den, hurtigt…

Annelise tømte indholdet ud ingen piller.

Jeg må have glemt dem… Jeg ved ikke…

Hold nu ud! Hvilke piller?

Annelise stormede ud, ringede efter vagtlægen på vejen til apoteket.

Men da hun kom hjem, var alt rippet op. Skabe vendt, skuffer væltet, og Sidsel var væk.

Annelise forstod straks. Sidsel havde forsøgt at røve hende. Men heldigvis havde hun for nylig sat alle pengene i banken, som om hun havde forudset det.

Annelise sad tilbage i køkkenet, hovedet tungt i hænderne.

Nu vidste hun, hvad hun ville bruge pengene til. Hun ville faktisk rejse, måske ikke så længe, men dog rejse, som de havde drømt om. Resten det ville hun give videre til søn og barnebarn. Viggo ville, havde han levet, nok have syntes, det var helt rigtigt.

For først da forstod hun: Viggo var måske væk, men han ville altid være med hende.