– Ja. Jeg har ingen steder at tage hende hen. Jeg har ingen penge at leve for med hende. Hvis du ikke tager hende, skriver jeg under på en afståelse. Hun vil blive forældreløs. Hun er trods alt ikke fremmed for dig… Din eneste barnebarn.
“En forældreløs” Ordet buldrede gennem Elisa som en damptromle, og rev i hendes i forvejen spinkle nerver.
***
Elisa var langsomt ved at vænne sig til sin nye tilværelse, en tilværelse hun aldrig ville have valgt frivilligt. Nu boede og arbejdede hun i Italien. Klimaet her var mildt, naboerne venlige, men det var ikke for at nyde sin alderdom ved havet, at hun var endt her. Det var for at flygte fra sin egen tragedie.
– Så du starter på mandag? – spurgte Mette, der boede i nærheden. Hun var også fra København. Måske var det netop derfor, at stillingen, som Mette havde tippet Elisa om, straks virkede tiltalende det var et lille stykke med hjemlig tryghed.
Hun havde nu både et job og tag over hovedet…
Lejligheden, som oprindeligt havde tilhørt hendes exmand, skulle egentlig have været hendes søns, Kristian. Han havde arvet den fra sin far og drømt om, hvordan han ville holde ferie der.
Men nu, hvor Kristian var væk, var lejligheden gået videre til hende.
– Livet er grusomt. Jeg ordner min søns arv – mumlede Elisa, mens hun fordybede sig i dokumenterne.
Ikke desto mindre var lejligheden en stor hjælp.
Og jobbet? Et arbejde i et lille kunstgalleri med at arrangere udstillinger føltes som hendes billet til en frisk start. En ny chance for at begynde fra begyndelsen, væk fra den byrde af minder, København efterlod.
København Hendes elskede hjemby. For et halvt år siden, efter Kristians begravelse, blev byen uudholdelig at være i. Hver gade, hver café, hver bænk i parken mindede hende om ham. Smerte lurede alle vegne.
Så her var hun. I Italien. Et nyt sted. Et blankt ark.
– Så er der kun dig og mig nu, – Elisa sagde kærligt til Søren, katten, hun havde anskaffet sig.
Telefonen i lommen vibrede svagt.
Et ukendt nummer. Elisa, som efterhånden var blevet træt af telefonsvigere og reklamer, svarede ikke. Hjemme i lejligheden, mens hun spiste aftensmad lidt tomater med mayonnaise så hun endnu et ubesvaret opkald fra samme nummer. Alle de andre svindelopkald var fra forskellige numre, men dette virkede vedholdende. Hvem kunne ringe til hende fra København, når hun netop var rejst væk for at glemme alt?
Senere på aftenen, da hun ikke kunne falde i søvn, selv efter at have taget en sovepille, strømmede lydløse tv-billeder hen over skærmen. Og igen begyndte telefonen at ringe.
Denne gang svarede hun.
– Er det Elisa Møller? – Selvfølgelig en stemme hun burde genkende. En yngre kvinde. Elisa lagde straks ansigtet i folder og gennemtænkte sit netværk. Hun havde knap nok kontakt til yngre mennesker nu, hvor både søn og hendes veninder forlængst var fyldt halvtreds.
Hun satte sig på sengekanten.
– Ja, det er mig. Må jeg spørge, hvem der ringer?
Stemmen lød hæs, måske fra et ekko, som om der blev ringet fra en opgang.
– Det er Stine Husker du mig? Jeg var sammen med Kristian engang.
Stine.
Den unge kvinde, som Kristian i årevis, siden universitetet, havde haft en stormfuld affære med, men aldrig slået sig helt ned sammen med. Og Elisa? Hun havde aldrig rigtig brudt sig om Stine. Lige så meget som Stine sandsynligvis så Elisa som en konkurrent om Kristians kærlighed. For Elisa havde Stine altid virket uprøvet og for umoden.
Efter at Kristian havde slået op med Stine, havde Elisa aldrig forventet at se hende igen. Stine dukkede ikke engang op til begravelsen. At høre fra hende flere måneder senere var mildest talt uventet.
– Stine Jeg er overrasket over at høre fra dig, – Elisa tøvede med at lægge på, for det føltes som et vindue til fortiden. En påmindelse om Kristian. – Hvad får dig til at ringe?
Stine tøvede et øjeblik, men kom derefter med det lige på og hårde:
– Elisa, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Det burde ikke være sådan her Men da Kristian døde, var jeg gravid med hans barn.
Elisa sad frosset fast. Gravid? Med Kristians barn?
– Gravid? – gentog hun spagt, som for at forsikre sig, at hun hørte korrekt.
– Ja. Jeg fødte i går en pige.
Elisa måtte sætte sig ned på en stol, da hendes knæ føltes som gummi. Inden i hende føltes det, som om voldsom tristhed og forundring kæmpede for overtaget.
– En pige
– Elisa, – Stine skar direkte ind til sagen – Jeg er ikke klar til dette. Moderskab er ikke noget for mig. Jeg troede, jeg kunne klare det alene, men jeg ved, at jeg ikke kan. Og nu beder jeg dig Tag hende. Opdrag hende. Tag din barnebarn.
– Du vil have mig til at tage hende? – Det eneste Elisa kunne tænke på, var den vilde absurditet i situationen.
– Ja. Hvis ikke, skriver jeg under på en afståelse. Hun bliver forældreløs. I det mindste beder jeg dig om ikke at lade den skæbne gå hende i møde. Hun er din eneste barnebarn…
Tankerne rasede i Elisa. En barnebarn? Lige nu?
– Jeg Jeg skal tænke over det.
– Tiden løber, Elisa. Hvis ikke du reagerer, vil der være nogen andre, der tager hende.
Samtalen endte brat. Resten af aftenen spekulerede Elisa. Vidste allerede dybt i sit hjerte, hvad hun ville gøre. Tage lille Solveig hjem.
***
Aftalerne og procedurerne i Danmark var opslidende, især i betragtning af, at Stine og Kristian aldrig havde fået papir på deres forhold.
