Arven En høj og energisk kvinde trådte ud af kupeen og sendte straks alle, der forstyrrede passagerernes ro, væk. Det skal siges, at de selvsikre og robuste mænd straks adlød, som havde det været en ordre. Hun havde gyldne fletninger flettet om hovedet, klare blå øjne og røde kinder. Hun kiggede mod toilettet, og netop derfra kom en lille, spinkel mand med hvidt, dunet hår og et så rørende, barnligt ansigt. – Nikolaj! Jeg troede, jeg havde mistet dig! Hører larmen, konduktøren tør ikke komme hen. Hvordan har du det dog? Sådan nogle som dig kan så let komme i klemme for ingenting! – udbrød damen. – Åh, Hanne! Jeg skulle nok klare dem! Hvorfor er du kommet ud, Hannepigen? Du er jo en rigtig dame! – manden smilede forsigtigt og smuttede ind i kupeen. Damen kastede et blik på mig og et par andre, der kedede sig. Hun så ingen trussel for sig selv eller sin bedre halvdel og forsvandt også. Senere mødtes vi i spisevognen. Der var ingen ledige pladser, så jeg satte mig til hendes bord. Hendes mand var ikke til at se. Da damen var færdig med sin bøf og kartofler, sagde hun højlydt: – Jeg hedder Hanne Andreasdatter. Du kan bare kalde mig Hanne. – Er du alene? Kommer din mand senere? – Han slapper af. Han kommer ikke. Jeg har viklet et halstørklæde om hans hals og givet ham tranebærsaft. Kan du tænke dig, tage afsted, og så bliver Nikolaj syg! Sådan noget sløseri. Han løb ud for at klappe tæppet kun iført en trøje. Der skulle jeg have holdt bedre øje! – lød svaret. – Du elsker ham sikkert højt. Du troede jo det var bøller, og kom ud for at se, om han var okay. Det var dig, der beskyttede ham – og nu taler du også så kærligt om ham! – sagde jeg drømmende. – Men Nikolaj er faktisk ikke min mand. Han er min arv. Selvom vi bor sammen. Han er stadig i sorg. Hans første kone forlod os for nylig. En sand engel. Så god! – sukke Hanne. – Hvad mener du? En arv? – spurgte jeg. Så begyndte Hanne at fortælle videre…

Arv

En højlydt og rank kvinde stod ud fra kupeen. Hun fejede straks dem væk, som forstyrrede passagerernes ro. Man må sige, at selv de største og mest grove mænd lystrede hende øjeblikkeligt, som havde hun givet en befaling.

Hun havde lyse hvedefarvede fletninger, sat op om hovedet, klare blå øjne og røde kinder, som havde hun lige gået en rask tur i efterårsluften. Hun kastede et blik mod toilettet, hvorfra en lille, ranglet mand netop dukkede op, håret hvidt som dun, med et uskyldigt, næsten barnligt ansigt.

Poul! Jeg troede jeg havde mistet dig! Jeg hører larmen herude, togværten tør dårligt gå forbi. Jeg tænkte: hvordan har du det nu? Sådan én som dig kunne nemt være blevet trådt på! sagde kvinden bestemt.

Åh, Birgitte! Dem skulle jeg nok have klaret! Hvorfor kom du ud, Birgitte? Du er da en rigtig dame! manden smilede forsigtigt og sneg sig hurtigt tilbage ind i kupeen.

Hun målte mig og et par andre ventende med øjnene, uden at finde nogen trussel, og forsvandt så også.

Senere mødtes vi i spisevognen. Der var ikke nogen ledige pladser, så jeg satte mig ved hendes bord. Hendes mand var ikke at se. Hun havde allerede gjort kål på sovs og kartofler, og sagde så højlydt:

Jeg hedder Birgitte Andersen. Du kan bare sige Birgitte.

Rejser De alene? Kommer Deres mand senere?

Han hviler sig. Han kommer ikke. Jeg har viklet et halstørklæde om halsen på ham og givet ham tranebærsaft. Tænk engang, at blive forkølet nu, på en togtur! Han hoppede ud på gangen i kun en strikketrøje. Jeg så det ikke i tide! forklarede hun.

De må virkelig holde meget af ham. Før løb De ud for at sikre, at berusede ikke tog hans plads, og nu taler De så kærligt om ham. Det var da Dem, der beskyttede ham, ikke omvendt sagde jeg med et skævt smil.

Poul er ikke min ægtemand i ordets sædvanlige forstand. Han blev mig nærmest overladt. Vi bor sammen Men han sørger endnu, ser du. Hans første kone gik bort for nylig en sand engel. Så god! sukkede Birgitte.

Hvordan det? Overladt til Dem? spurgte jeg undrende.

Så fortalte Birgitte sin historie.

Poul boede tidligere med sin kone, Karen. De havde været venner siden skoletiden og studerede sammen på universitetet. Hun blev hurtigt den stærke i forholdet, for Poul var den kreative og lidt distræte type, der kunne opfinde alt muligt, men var hjælpeløs med hverdagslivets praktiske sider. I butikker kunne han glemme byttepengene, og han gik over vejen, hvor det passede ham, uden at bemærke trafikken.

Han er ikke helt af denne verden, din Poul. Han må være havnet på Jorden ved et uheld! Underligt bare, når vi andre slider og slæber og knap får enderne til at mødes, så vælter penge ind til ham nærmest af sig selv, spøgte deres venner.

Karen klagede aldrig. Hendes energi og praktiske sans rakte til to. Hun lagde tøjet frem til ham om morgenen, sørgede for, at han fik vanter og halstørklæde på, købte senere en bil for at kunne køre ham engang havde Poul taget en taxa og sagt den forkerte adresse, bare fordi han var i egne tanker. De supplerede hinanden forunderligt.

Men en dag blev Karen indlagt på hospitalet en uges tid. Da hun vendte hjem, blev hun chokeret. Poul havde levet af tørre nudler og vand, ikke engang fået kogt en kop te. Alt, hun havde lagt i fryseren, beholdt han urørt.

Uden dig har jeg ikke lyst. Ingen appetit, smilede Poul.

Deres søn Anders blev også lidt af et geni, men lige så beskeden og distræt som sin far. Han blev dog værdsat for sit intellekt. Hans kone, Signe, var rolig og fra landet. Karen var fortsat familiens overhoved og forberedte sig på at hjælpe dem alle, især efter barnebarnet Anton blev født. Pludselig blev hun syg og måtte lægge sig.

Huset blev tomt. Poul anede ikke sine levende råd. Han kontaktede de bedste læger, parat til at betale hvad som helst, men intet hjalp.

Karens hjerte blødte ikke for egen skyld, men for Poul og sønnen og barnebarnet, som næppe kunne undvære hende. Hun bad ikke for sig selv, men om hjælp til dem. Og så var det, at Birgitte kom til. Hun arbejdede som hjemmehjælper og var fjern slægtning til lægen, der behandlede Karen.

Første gang Birgitte trådte ind, blev hun mødt af en spinkel mand, der næsten hviskede. Der var kaos i huset vasketøj i bunker, opvasken i stakke selvom der var opvaskemaskine, og en tung følelse af nød i luften. På sengen lå en spinkel, svag kvinde, som smilede til Birgitte. Birgitte trak bare ærmerne op.

Inden aftensmad var huset et andet skinnende rent, luften frisk. Duften af frikadeller, boller og stegt kylling fyldte køkkenet. Karen, nu vasket og redes i nystrøget sengetøj, faldt i søvn.

Poul ville smutte ud i en tynd jakke, men Birgitte standsede ham med brusk røst:

Stå stille! I det her vejr går man ikke ud i sådan noget. Du skal være rask for din kone! Sådan, tag den her jakke på, og lad mig lige binde tørklædet. Og hue på, ørerne skal dækkes! Så nu kan du gå!

Inde fra sengen løb tårene ned ad kinderne på Karen. Der var nu orden, lys og liv. Birgitte talte højt og gik fyldigt til værks, men ingen kunne tvivle på, at hjertet var stort.

Tak, Gud. Nu er de i gode hænder, hviskede hun og vidste, hvad hun måtte gøre, når det blev værre.

Efterhånden fandt Karen kræfter til at snakke med Birgitte. Spurgte ind til, hvordan hun boede og om hendes liv. Birgitte boede med sin mor og søsterens familie i en lille lejlighed. Hun var 45, havde aldrig været gift. Bejlere havde der været, men hun havde aldrig fundet en at gå op ad kirkegulvet med.

Så sagde Karen:

Birgitte, vil du tage dig af Poul, når jeg er væk? Jeg betror dig min mand du må betragte ham som min arv til dig! Symbolsk altså. Han bliver let forkølet, stoler på alle Jeg kunne knapt knæle og bede dig, men jeg ville, hvis jeg kunne.

Birgitte blev stum, men da hun ville til at nægte, begyndte Karen at forklare igen og igen. Birgitte gav sit løfte.

Kort tid efter gik Karen bort. Birgitte tænkte, at hun måtte holde sig væk hvad ville folk ikke sige? At hun flyttede ind på grund af lejligheden? Hun holdt sig væk, men pludselig havde hun svært ved at glemme sit løfte. Hun gik alligevel op til lejligheden. Ingen åbnede, men døren var ikke låst. Inde, på gulvet i værelset, hvor Karen havde ligget, sad Poul, krammende hendes morgenkåbe, græd som et fortabt barn. Birgitte satte sig ved siden af ham, han greb hendes hånd og græd endnu mere.

Kære ven, Lida havde ret. Det er slemt nu, men vi tager en kop te, så bliver det hele lidt lettere, sagde Birgitte og satte gang i det hele.

Huset fik liv igen. Poul ventede hende altid ved døren. Glædede sig.

Jeg besluttede så at flytte ind. Hvorfor lade ham være alene? Min familie blev bare glade, de fik mere plads. Jeg fik jo nærmest et stort barn men dog et meget begavet et! Der har aldrig været pengeproblemer. Poul fik mig endda til at sige jobbet som hjemmehjælper op. Nogle sladderhænder prøvede at tale, men jeg fik hurtigt sat en stopper! Folk samler jo både hunde og katte fra gaden hvorfor skulle man ikke også hjælpe et menneske, der ikke kan klare sig alene og er helt tabt uden nogen? Som en skildpadde, der er vendt om på ryggen og får at vide, at den skal kravle! Sådan havde han det vi måtte da hjælpe hinanden. Poul er venlig. Vi har brug for hinanden.

Vi skal nu ned til hans søn for at hjælpe med barnebarnet. Jeg glæder mig, kan sagtens tage ti! fortalte Birgitte mig fornøjet.

I samme øjeblik åbnedes døren til spisevognen, og Poul kom ind med et stort sjal og en buket markblomster.

Hvorfor går du nu rundt? Du er stadig småsløj! Tænk om du blev våd så må du skifte tøj. Jeg kan da slet ikke lade dig være alene! sagde Birgitte og tog straks retning mod døren sammen med sin levende arv.

Han hviskede til hende:

Birgitte! Jeg har købt blomster til dig på stationen, kan du lide dem?

Birgitte rødmede endnu mere, lagde hånden på hans skulder.

De stod af toget lidt før os andre Birgitte bar den store kuffert, Poul den lille taske. Hun holdt ham fast i jakken, mens folk strømmede ud. Sikkert for at han ikke skulle forsvinde. Og sådan gik de, smilende to små sole og man forstod, at Birgitte alligevel skulle blive en god, kærlig hustru for Poul.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

1 + two =

Arven En høj og energisk kvinde trådte ud af kupeen og sendte straks alle, der forstyrrede passagerernes ro, væk. Det skal siges, at de selvsikre og robuste mænd straks adlød, som havde det været en ordre. Hun havde gyldne fletninger flettet om hovedet, klare blå øjne og røde kinder. Hun kiggede mod toilettet, og netop derfra kom en lille, spinkel mand med hvidt, dunet hår og et så rørende, barnligt ansigt. – Nikolaj! Jeg troede, jeg havde mistet dig! Hører larmen, konduktøren tør ikke komme hen. Hvordan har du det dog? Sådan nogle som dig kan så let komme i klemme for ingenting! – udbrød damen. – Åh, Hanne! Jeg skulle nok klare dem! Hvorfor er du kommet ud, Hannepigen? Du er jo en rigtig dame! – manden smilede forsigtigt og smuttede ind i kupeen. Damen kastede et blik på mig og et par andre, der kedede sig. Hun så ingen trussel for sig selv eller sin bedre halvdel og forsvandt også. Senere mødtes vi i spisevognen. Der var ingen ledige pladser, så jeg satte mig til hendes bord. Hendes mand var ikke til at se. Da damen var færdig med sin bøf og kartofler, sagde hun højlydt: – Jeg hedder Hanne Andreasdatter. Du kan bare kalde mig Hanne. – Er du alene? Kommer din mand senere? – Han slapper af. Han kommer ikke. Jeg har viklet et halstørklæde om hans hals og givet ham tranebærsaft. Kan du tænke dig, tage afsted, og så bliver Nikolaj syg! Sådan noget sløseri. Han løb ud for at klappe tæppet kun iført en trøje. Der skulle jeg have holdt bedre øje! – lød svaret. – Du elsker ham sikkert højt. Du troede jo det var bøller, og kom ud for at se, om han var okay. Det var dig, der beskyttede ham – og nu taler du også så kærligt om ham! – sagde jeg drømmende. – Men Nikolaj er faktisk ikke min mand. Han er min arv. Selvom vi bor sammen. Han er stadig i sorg. Hans første kone forlod os for nylig. En sand engel. Så god! – sukke Hanne. – Hvad mener du? En arv? – spurgte jeg. Så begyndte Hanne at fortælle videre…
Salonen duftede af luksuriøs shampoo og diskret dømmekraft. Samtalerne ophørte ikke, da den gamle mand trådte ind – men de ændrede karakter, blev dæmpede, mere spidse, som hvisken bag glas.