Min svigermor, Gudrun Lauridsen, har overnattet hos os. Tidligt om morgenen stormer hun ind i vores soveværelse og råber:
“Vågner du, Signe, har du overhovedet set, hvad der foregår i dit køkken?!
Jeg springer op af sengen, stadig i pyjamas, hjertet hamrer som besat. Jeg rækker ud efter min slidte morgenkåbe på vej gennem gangen og snuser i luften lugter det brændt? Har vi glemt komfuret tændt? Jeg forestiller mig allerede det værste: brændende brød, en gryde der koger over, en mindre katastrofe. Jeg kaster mig ind i køkkenet og ser… kakerlakker. Et helt hold brune bæster løber rundt på bordet, omkring tallerkenerne og resterne af aftensmaden, som jeg i går ikke magtede at rydde op. Svigermor står der, hænderne i siden, stirrer på mig som om jeg selv havde opdrættet dem for at chokere hende.
Signe, er det her normalt for jer? begynder hun, stemmen rystende af forargelse, Hvordan kan man bo sådan? Du har børn, en mand, og i køkkenet en zoologisk have som i gamle dage på landet! Jeg står som lammet og aner ikke, hvad jeg skal sige. Bevares, jeg burde nok have ryddet op, men efter arbejde kunne jeg dårligt slæbe mig op ad trapperne. Børnene græd, min mand, Henrik, mumlede et eller andet om fodbold, og jeg drømte bare om at falde om i sengen. Hvem kunne vide, at de fordømte kakerlakker netop i nat ville arrangere parade? Og hvor kommer de egentlig fra? Vi bor da ikke i en faldefærdig rønne, vi har en lejlighed, der er næsten pæn og ordentlig.
Men Gudrun Lauridsen holder ikke mund. I min tid, siger hun, skete sådan noget aldrig! Jeg gjorde altid rent efter aftensmaden, vaskede alt, der var aldrig et krumme tilbage. Men du? Unge folk nu om dage er bare dovne, de sidder kun med deres telefoner! Jeg nikker og bider uroen i mig hvad skal jeg svare? Hun er ikke bare svigermor hun er en general i nederdel, og orden i køkkenet er hendes æressag. Jeg har tydeligvis skuffet hende. Jeg går i gang med at gøre rent af ren nervøsitet: griber en klud, børster kakerlakker væk, skyller bordet og alle tallerkenerne. Svigermor ånder mig i nakken og kommenterer: Du missede en plet her! Og hvad med det her sprøjt? Rengør du aldrig kogepladen? Jeg må anstrenge mig for ikke at svare igen. Tænker, Nå da, Gudrun, du var sgu heller ikke fejlfri, mon ikke der også var brødkrummer hjemme hos dig? Men jeg tier, for diskussion fører ingen vegne med hende.
Mens jeg slås med kakerlakkerne, vågner Henrik. Han træder ind i køkkenet, ser scenen og i stedet for at hjælpe, griner han: Signe, har du åbnet en lille zoo herhjemme? Jeg sender ham et blik, så han straks holder bøtte og finder på en undskyldning for ikke at lave te. Svigermor ryster bare på hovedet: Se, din mand er ikke engang et hak bedre. Hvis ikke det var for mig, ville han allerede være blevet fuldstændig slap med dig! Så tænker jeg: Nu kommer tiraden om, hvordan man opdrager mænd. Og ganske rigtigt hun sætter sig ved det nu skinnende rene bord og begynder: Mænd blev opdraget med fast hånd dengang. I dag giver I dem al frihed, og så sker der det her: kakerlakker i hjemmet, og de står bare og griner!
Jeg lytter, men tænker bare: hvordan holder jeg ud til Gudrun tager hjem i aften? Det er ikke fordi jeg ikke kan lide hende, hun mener det jo godt, men hun angriber alt. For henne handler det jo ikke kun om kakerlakker det er beviset på at jeg er en dårlig husbestyrer, dårlig kone, måske endda en dårlig mor. Så jeg skrubber, vasker, polerer, men hun finder altid noget nyt: gaflen ligger forkert, kniven er dårligt vasket. Men jeg er jo ikke af jern! Jeg har to børn, fuldtidsarbejde, render rundt som en hamster i hjul hele tiden, og så beslutter kakerlakkerne sig oveni for at holde bryllup i mit køkken. Og vigtigst: Hvor kommer de fra? Måske fra underboen? Det er gamle rør i ejendommen, fugt i kælderen, så selvfølgelig kravler de op.
Endelig er jeg færdig; køkkenet skinner som et reklamebillede for rengøringsmidler. Svigermor virker lidt roligere, men alligevel: Du skal sørge for at holde orden, Signe. Det er dit hjem, din familie. Hvis ikke dig hvem så? Jeg nikker, smiler anstrengt, mens jeg indvendigt tænker: Giv mig dog fred! Henrik opfatter nok mit ansigt og får heldigvis lokket sin mor med ud at gå, så jeg kan få vejret. Jeg sætter mig ved det skinnende bord og tænker: er jeg virkelig sådan en forfærdelig husmor? Måske har Gudrun ret, måske er der noget jeg gør forkert? Men så husker jeg, at familie ikke er synet af et perfekt køkken, og kærlighed ikke kun består af blanke tallerkener.
Da svigermor overnattede hos os: Tidlig morgenstorm i soveværelset, råb i køkkenet og en horde kakerlakker – sådan blev jeg sat på prøve af min udkårnes mor, fru Anna Pedersen
