Ingen ved, at jeg ikke er deres biologiske mor. Nu går Signe og Mads allerede i første klasse.
Jeg arbejdede tidligere på en fødeafdeling. Jeg er egentlig ret vild med spædbørn. De dufter bare så vidunderligt af sødmælk lige efter fødslen. Jeg var så begejstret for mit arbejde og gik og forestillede mig, hvordan jeg en dag selv skulle blive mor.
Så blev jeg gift, og Peter og jeg begyndte at lægge planer for vores egne småforøgelse. Men årene gik, og jeg kunne bare ikke blive gravid. Jeg tog til lægen, fik lavet alle mulige undersøgelser, og ja beskeden var klar: Kroppen vil bare ikke. Barnløshed en vaskeægte dansk klassiker. Jeg var rædselsslagen for at fortælle Peter det, for jeg var overbevist om, at han ville forlade mig på stedet. Men han sagde bare, at han elskede mig og ingen steder skulle hen uden mig.
Mens vi forsøgte at vænne os til tanken om et liv uden børn, skete der noget ret utroligt. En kvinde, gravid med tvillinger, kom ind på vores afdeling. Ud kom en sund dreng og pige til verden. Moderen? Hun efterlod et brev, hvor hun fraskrev sig børnene. Hun var forældreløs og stod helt alene efter at børnenes far stak af, så snart han fik nyheden om graviditeten.
Peter og jeg gik i tænkeboks og endte med at beslutte, at vi ville tage os af tvillingerne. Det var papirarbejde ud over det sædvanlige men før vi så os om, var vi en familie. Så stod man der pludselig med to børn, to madpakker, og alt for lidt søvn.
Nu går Signe og Mads i første klasse, og ingen aner, at jeg ikke er deres biologiske mor. Vi ligner faktisk hinanden ret meget, og børnene har stadig ikke fået sandheden at vide. De skal lige have lov at vokse lidt mere op, før den historie bliver serveret.
Jeg er virkelig taknemmelig for, at det hele faldt så fint på plads selvom det ikke lige var sådan, jeg troede, det skulle ske. Men sådan er det jo tit her i landet.
