Min stedsøn sagde, at han havde nok, så jeg besluttede, at jeg ikke ville finde mig i det længere. I de sidste tretten år har jeg opdraget min kones søn fra hendes første ægteskab på samme måde som min egen datter. Min datter ligner mig mere, både i personlighed og i ambitioner, og vi har mange fælles holdninger til livet, men sønnen er en tro kopi af sin mor. For ham er alt altid tilstrækkeligt. Jeg spørger fx altid mine børn, hvad de ønsker sig til fødselsdag, eller hvilket gave de gerne vil finde under juletræet. Min datter laver altid en ønskeliste for at gøre det lettere for mig, men min stedsøn siger bare, at han bliver glad for alt, og han er generelt ligeglad. Når min datter skal ud med venner, spørger jeg, om jeg skal give hende kontanter, og hun siger aldrig nej, men min stedsøn siger altid, at han har, hvad han skal bruge. Han vil ikke tage imod en krone mere fra mig, fordi han siger, at han har nok. Jeg ved, han ikke fortæller sandheden, for han beder senere sin mor om penge, men aldrig mig. Vi har boet sammen i så mange år, og alligevel skammer han sig stadig over at bede mig om noget? Jeg har opdraget ham som min egen søn, men han holder sig til sin mors skørter og vil ikke have min hjælp. Selvom han ikke har nogen anden far, fordi min kones eksmand ikke har kontakt med dem, opfører han sig stadig som en fremmed. Nu er han seksten år, og det er snart tid til at vælge skole, så hele familien diskuterer, hvor han skal gå. Han er sikker på, at han bliver optaget på den statslige skole, han ønsker, og jeg beder ham overveje andre muligheder – også privatskoler – og jeg tilbyder at betale. Men min søn siger, at det ikke er nødvendigt. Han skal nok selv klare det, eller også finder han en løsning. Sådan en arrogance og manglende vilje til at samarbejde med mig som forælder føles virkelig sårende. Hvis han vil være så selvstændig, må han klare sig selv. Hvis han ikke vil have mine penge, så lad ham være. Min kone reagerede tvetydigt på mine ord og sagde, at jeg var barnlig. Men jeg synes, min søn er for voksen. Hvordan skal jeg ellers håndtere ham?

Min stedsøn sagde, at han havde nok, så jeg besluttede, at jeg ikke gad blive ved med at presse på længere.

De sidste tretten år har jeg opdraget min kones søn fra hendes første ægteskab, præcis som jeg har gjort med min egen datter. Min datter minder meget om mig både i temperament og når det gælder ambitioner, vi har tit de samme holdninger til tingene. Men drengen han er fuldstændig som sin mor. Hos ham er det altid sådan; alt er fint, alt er nok.

Når jeg spørger dem, hvad de ønsker sig til fødselsdag eller juleaften, så kommer min datter altid med en lille liste så gør hun det nemt for mig. Men min stedsøn, han siger bare, at han bliver glad for hvad som helst. Han virker helt ligeglad. Hvis min datter skal ud med venner, spørger jeg, om hun skal have nogle kontanter med, og hun siger aldrig nej. Drengen siger altid, at han allerede har nok ikke en krone mere vil han have af mig, fordi, som han siger, han har det, han skal bruge. Jeg ved jo udmærket, at han ikke fortæller sandheden for bagefter går han bare til sin mor og spørger, men til mig kommer han aldrig.

Vi har boet sammen så længe, og stadig er det som om, han ikke tør bede mig om noget som helst? Jeg har opdraget ham som min egen, men stadig bliver han genert over for mig og går kun til sin mor med tingene. Hans biologiske far har aldrig rigtigt været i billedet, men han behandler mig stadig som om, jeg bare er en eller anden.

Nu fylder han snart seksten, og det er ved at være tid til at vælge uddannelse, så hele familien diskuterer, hvor han skal gå henne. Han er vildt sikker på, at han bliver optaget på den folkeskole, han vil gå på, og jeg prøver at spørge, om han ikke også vil have nogle alternativer, måske en privatskole og at jeg gerne betaler. Men han siger bare, det er ikke nødvendigt. Han skal nok selv klare det, eller så må han finde på noget andet.

Det gør faktisk lidt ondt, den der stædighed og at han ikke vil tage imod noget som helst fra mig, som om jeg ikke er en del af det. Hvis han nu så gerne vil klare det hele selv, så må han jo bare gøre det. Vil han ikke tage imod mine penge, så får han heller ikke nogen.

Min kone tog det ikke helt alvorligt, hun sagde mest, at jeg var barnlig. Men jeg synes ærligt talt, han opfører sig lidt for voksent. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg ellers skal håndtere det. Hvad tænker du, hvordan pokker skal jeg komme ind på livet af ham?

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

16 − three =

Min stedsøn sagde, at han havde nok, så jeg besluttede, at jeg ikke ville finde mig i det længere. I de sidste tretten år har jeg opdraget min kones søn fra hendes første ægteskab på samme måde som min egen datter. Min datter ligner mig mere, både i personlighed og i ambitioner, og vi har mange fælles holdninger til livet, men sønnen er en tro kopi af sin mor. For ham er alt altid tilstrækkeligt. Jeg spørger fx altid mine børn, hvad de ønsker sig til fødselsdag, eller hvilket gave de gerne vil finde under juletræet. Min datter laver altid en ønskeliste for at gøre det lettere for mig, men min stedsøn siger bare, at han bliver glad for alt, og han er generelt ligeglad. Når min datter skal ud med venner, spørger jeg, om jeg skal give hende kontanter, og hun siger aldrig nej, men min stedsøn siger altid, at han har, hvad han skal bruge. Han vil ikke tage imod en krone mere fra mig, fordi han siger, at han har nok. Jeg ved, han ikke fortæller sandheden, for han beder senere sin mor om penge, men aldrig mig. Vi har boet sammen i så mange år, og alligevel skammer han sig stadig over at bede mig om noget? Jeg har opdraget ham som min egen søn, men han holder sig til sin mors skørter og vil ikke have min hjælp. Selvom han ikke har nogen anden far, fordi min kones eksmand ikke har kontakt med dem, opfører han sig stadig som en fremmed. Nu er han seksten år, og det er snart tid til at vælge skole, så hele familien diskuterer, hvor han skal gå. Han er sikker på, at han bliver optaget på den statslige skole, han ønsker, og jeg beder ham overveje andre muligheder – også privatskoler – og jeg tilbyder at betale. Men min søn siger, at det ikke er nødvendigt. Han skal nok selv klare det, eller også finder han en løsning. Sådan en arrogance og manglende vilje til at samarbejde med mig som forælder føles virkelig sårende. Hvis han vil være så selvstændig, må han klare sig selv. Hvis han ikke vil have mine penge, så lad ham være. Min kone reagerede tvetydigt på mine ord og sagde, at jeg var barnlig. Men jeg synes, min søn er for voksen. Hvordan skal jeg ellers håndtere ham?
Et Skæbnesvangert Møde Daria har aldrig brudt sig om sin mand Egors arbejde som lastbilchauffør. Godt nok var han sjældent væk i lang tid ad gangen, men hver eneste tur gjorde hende bekymret. Selv arbejdede hun som klasselærer på den lokale folkeskole i en lille jysk landsby, hvor jobmulighederne var få. Derfor havde Egor taget arbejdet på de store lastbiler – lønnen var god, og det var svært at sige nej, selvom Daria flere gange opfordrede ham til at finde noget andet. “Simon, jeg bliver altid så urolig, når du tager på job. Man ved aldrig, hvad der sker på vejen – især når du siger, at chefen nogle gange giver dig falske papirer for godset,” sagde Daria med alvor i stemmen. “Rolig nu, Daria, der sker ingenting. Vi har jo næsten en voksen datter – Julie gør det så godt i gymnasiet og klarer sig altid. Og jeg kan ikke have, at hun mangler noget,” svarede Egor beroligende. “Julie siger jo selv, at hun ikke har brug for dyre ting – hun vil bare have, at du er hjemme.” “Nu tager jeg lige et par ture mere hen over sommeren, så ser jeg, om ikke jeg finder noget andet arbejde,” lovede han, mens han pakkede til endnu én af sine ture. Julie, deres søvnige teenagepige, dukkede op i døren: “Far, skal du afsted igen? Mor og jeg kommer til at savne dig.” Hun gav ham et stort kram. “Jeg er kun væk til i morgen – skal bare til fyn med et læs. Så ses vi snart,” smilte Egor, inden han forsvandt ud ad døren. Men næste dag kom han ikke hjem – heller ikke den følgende dag. Telefonen var slukket. Daria opsøgte chefens kontor; han kunne ikke se hende i øjnene og mumlede: “Sådan noget kan ske, chauffører bliver forsinkede. Han kommer nok snart.” Men Egor kom ikke hjem. Daria meldte ham savnet hos politiet, men fik bare at vide: “Vi kan ikke love noget på nuværende tidspunkt – vi undersøger sagen, men der forsvinder folk overalt. Måske har din mand en anden familie i nærheden, det ser vi tit…” Men Daria vidste, Simon aldrig kunne finde på den slags – han ringede ofte hjem og spurgte, hvordan de havde det. Daria holdt det meste for sig selv – hun ville ikke bekymre Julie, som gik i 2.g og snart skulle søge ind på universitetet. Datteren læste ofte på værelset, men en nat drømte hun om sin far, blodig på en landevej, smilende til hende, før han forsvandt. Tårerne trillede, og hun tryglede sin mor: “Mor, hvorfor leder de ikke? Du gik jo til politiet!” Daria trykkede Julie ind til sig og sagde blidt: “Vi må vente og håbe, de følger sagen.” Men hun havde fået at vide, at lastbilen var fundet udbrændt i en skov, men Egor var sporløst væk. Politiet søgte også efter arbejdsgiveren – han var forsvundet. Som tiden gik, blev ventetiden næsten ubærlig. Julie fik sit studenterbevis og kom ind på læreruddannelsen i Aarhus. Hun ville nødigt efterlade sin mor alene, men Daria insisterede: “Du skal tage afsted og læse – jeg klarer den.” Julie flyttede på kollegium, fik venner og en kæreste, Artem, en sympatisk ung læge, der arbejdede på hospitalet. Alt gik hurtigt, og snart friede Artem til Julie. Hun havde ikke fortalt sin mor, at Artem og hende nu boede sammen, men ved første besøg tog Daria godt imod sin kommende svigersøn. Sommeren nærmede sig, bryllupssnak vekslede mellem Julie og Artem, men ti dage inden festen blev Artem hårdt såret i en trafikulykke. En rig mand i sort bil påstod, Artem var skyld i ulykken – sandheden var svær at bevise, for Artem havde ingen vidner, og manden havde gode forbindelser. Julie opsøgte ulykkesstedet i håb om at finde nogen, der havde set hvad der skete. Pludselig trak en forhutlet mand i hendes ærme. Hun genkendte stemmens varme og havde en fornemmelse – kunne det være hendes far? “Undskyld, unge dame. Jeg så ulykken. Det var ikke din ven, der var skyld i det. Men det var ikke mig, de ville høre på – jeg bor jo på gaden,” sagde den fremmede mand tøvende. Julie havde flere gange hørt farens karakteristiske måde at tale på. Hun testede ham: “Har du en datter, der hedder Julie? Og din kone, hed hun Daria?” Manden så forvirret ud, men hans øjne lyste op, da han mumlede: “Daria… og Julie… en stor lastbil… men så skete der noget… jeg kan ikke huske mere.” Julie inviterede ham med hjem. Efter et bad og lidt mad, brød hun sammen: “Far, det er mig – Julie! Mor har ventet på dig i seks år!” Da Daria fik beskeden, styrtede hun op – genforeningen mellem mor, far og datter var overvældende. Egor kom sig, fik nye papirer og kunne vidne til Artems fordel i sagen. Artem blev frikendt, og brylluppet blev holdt senere end ventet, men lykkeligere end nogen havde turdet håbe. Endelig var familien samlet igen – og Julie følte sig hjemme, med sin mor og far ved sin side, præcis som i barndommens lykkeligste dage. Tak fordi du læste med – og på gensyn!