Min svigermor klager over mit barnebarn og kræver, at vi midt i vores ferie dropper alt og kommer hjem for at hente barnet.
Vi har kun én gang i vores liv bedt min svigermor om hjælp, og alligevel går det hele skævt. I årevis spurgte hun ivrigt, hvornår vi skulle have børn, men nu vil hun ikke engang passe sit eget barnebarn. Jeg forstår selvfølgelig godt, at hun ikke er blevet ansat som barnepige, og derfor har vi heller aldrig stillet krav til hende.
Indtil Astrid var lille, var det primært min mor og jeg, der tog os af hende, mens hun voksede op. Men min mand og jeg havde i årevis drømt om en kort ferie på fire dage uden vores femårige, så vi endelig kunne slappe lidt af sammen. Min mor skulle arbejde, så vi endte med at spørge min svigermor om hun kunne hjælpe. Vi foreslog, at Astrid blev hjemme fra børnehave og hyggede sig med hende. Men allerede efter en enkelt dag ringede svigermor og beklagede sig.
Astrid er da helt umulig! Hun opfører sig ikke som en rigtig pige hun kan ikke holde på en gaffel, hun gider ikke øve sig på at læse, hun vil ikke med os til koncert i forsamlingshuset, og så har hun tegnet med tusch på mit gamle chatol! Min mand og jeg ved jo godt, hvordan vores datter er Astrid er kvik, livlig, og har sin egen vilje. Hun kan sagtens lege stille selv, men vi har da også oplevet, at hun i stilhed har prøvet al min creme eller revet sider ud i sin fars yndlingsbog. Men netop derfor bad vi min svigermor om ikke bare at lade hende være alene i et værelse, men faktisk holde øje med hende.
Nu kræver min svigermor, at vi straks kommer hjem og henter vores datter, ellers vil hun skabe sig over for min mand. Hvad skal vi gøre? Vi er jo i Jyllands bjerge og har stadig to dage tilbage af ferien, og vi kan umuligt komme hjem før tid. Vi havde glædet os til denne pause, men nu har telefonopkaldene ødelagt det hele.
Mon min svigermor virkelig har glemt, hvordan det er at have børn? Hun har ellers tit fortalt, hvordan min mand selv var både vild og stædig som barn. Alligevel kan hun ikke holde ud at være sammen med sit barnebarn i bare et par dage, fordi Astrid ikke er stille nok efter hendes smag.
Det er underligt, som nogle voksne glemmer børns energi og måske skal vi allesammen øve os i at rumme hinandens forskelligheder. De uperfekte øjeblikke er netop det, der gør familielivet ægte og værdifuldt.






