Da jeg var 26 år, blev jeg gift med Morten, og to år senere fik vi en dejlig lille datter. Den unge familie boede i min lejlighed på Vesterbro midt i København, som jeg havde arvet efter min mormor.
En forårsdag besluttede Mortens mor, Jytte, at renovere sin egen lejlighed ude i Brønshøj. For ikke at skulle leve i håndværkerstøv og malinglugt, spurgte hun, om ikke hun kunne bo hos os indtil håndværkerne blev færdige.
Mit forhold til Jytte havde altid været lidt anspændt, men jeg sagde alligevel ja mest fordi Morten nærmest tiggede mig, og fordi jeg dybest set altid har haft svært ved at sige fra. Jeg tror faktisk, Jytte så det lidt som om, jeg var for nem at køre rundt med.
Der gik ikke længe, før Jytte gjorde sig ret meget hjemme, nærmest som om vores lejlighed var hendes egen.
Hun brokkede sig konstant, især over min madlavning: Hvad er det for noget mærkeligt stads, du giver min søn til morgenmad? Din egen datter ville du nok aldrig servere sådan noget for! sagde hun allerede fra morgenstunden.
Jeg prøvede pænt at forklare hende, at Morten selv bestemmer, hvad han gerne vil have til morgenmad. I går aftes havde han faktisk bedt om røræg med spegepølse og en friskbrygget kop kaffe. Han er trods alt 31 år, ingen lille dreng længere.
Men Jytte rystede bare på hovedet og sagde: Giver man ham frit valg, ender det bare med mærkelige ønsker. Han har aldrig kunne tage ordentlige beslutninger selv!
Morten sad tavs og ventede på, det hele drev over. Jeg tænkte for mig selv, at hvis han ville spise havregrød til morgenmad, så måtte han sgu sige fra selv. Jytte endte naturligvis med at skubbe min mad væk og lave havregrød til sin søn, mens jeg tog hans røræg og kaffen for mig selv.
Det eneste, jeg aldrig tillod hende at blande sig i, var opdragelsen af min datter. Det respekterede Jytte faktisk, og hun blandede sig heldigvis heller aldrig.
En måned gik, og jeg fandt på et tidspunkt lidt forsigtigt mod til at spørge, hvor langt håndværkerne mon egentlig var kommet med renoveringen.
Åh, de håndværkere. Dovne er de. Jeg bad dem male soveværelset ferskenfarvet, men de oversvømmede alt i gult i stedet. Nu skal de lave det hele om! sukkede Jytte.
Har de givet dig en dato for, hvornår de er færdige?
En måned, måske to. Det kan man aldrig vide, sagde hun med et skuldertræk og lagde mere engagement i sin kaffe end i svaret.
To måneder senere var jeg ærlig talt ved at være godt og grundig træt af min ekstra roomie og spurgte igen:
Nå, Jytte, hvornår tror du, de er færdige? Bliver det i år?
Ja, ja. Når først de har sat vandhanerne på plads, så bliver det hele gjort. Det lover jeg dig! svarede hun tørt.
Bliver det om en måned? Tvivler, smålo jeg skævt, for jeg havde for længst regnet ud, at renoveringen bare var en undskyldning for at blive hængende.
Hun lavede ikke det store herhjemme, passede en gang imellem vores datter og lavede mad alt efter humør. Og så sparede hun penge, for det var Morten og jeg, der købte alle dagligvarerne.
Du aner ikke, hvor heldig du er med mig som svigermor! Min egen svigermor, Edith, gjorde livet surt for mig. Hun hakkede på mig fra morgen til aften. Jeg er næsten aldrig efter dig! påstod Jytte.
Ej, næsten aldrig? Altså, hvis du ikke lige tæller morgenmaden med og alle dine små stikpiller, svarede jeg.
Man skal jo kalde tingene, som de er du serverer jo noget værre stads. Nogen må jo tage ansvar! fastslog hun og forsvandt ind på værelset.
Men i det øjeblik pustede hun til min næste idé: at invitere hendes egen svigermor, den berømte Edith Kristiansen, på besøg. Måske ville Edith hjælpe Jytte til at mærke, hvordan det føles, når nogen frarøver en roen i ens eget hjem.
Samme aften ringede jeg til Edith, og hun takkede straks ja hun havde længe gerne villet se oldebarnet. Næste morgen gik alt sin vante gang, og Morten sad som sædvanlig og rodede i sin havregrød, inden han tog afsted.
Jytte brugte sin tid på at belære mig om korrekt mandeservice. Jeg lod det glide ind ad det ene øre og ud ad det andet. Så lød dørtelefonen.
Jeg løb ud i entreen, løftede røret og lukkede straks gæsten ind.
Hvem er det nu, du render og inviterer på besøg klokken otte om morgenen? Du skal huske: Du er jo gift! Jeg vil ikke have tilfældige mennesker rendende! advarede Jytte skarpt.
Bare rolig, det er kun familie, svarede jeg og kunne næsten ikke vente på hendes overraskelse.
Døren gik op, og Edith trådte ind. Godmorgen! Hvor er det rart at se jer. Morten bliver glad, når han ser sin yndlingsbedste i aften, sagde jeg på mit allermest smørrede.
Hej, smukke! Nå, Jytte, du er også her! Gik forbi skraldespandene på vejen og sendte dig en venlig tanke hvis det ikke var for min søn, boede du der nok nu! Morede Edith sig.
Jytte blev helt forkrampet over sådan en varm velkomst.
Hvorfor er du egentlig her? spurgte hun spidst.
Det var mig, der inviterede Edith hun har jo aldrig mødt sin oldebarn, dryssede jeg ind i samtalen.
Åh, du ser da ikke ligefrem glad ud? Jeg troede, du savnede mig, fortsatte Edith drillende.
Jytte forsvandt ind i køkkenet og lod, som om hun ikke hørte noget.
Kom ind, så skal du se oldebarnet! sagde jeg smilende. Edith hev en pose boller op af tasken og sagde: Her lad os tage en kop te og spise lidt for jeg gætter på, at Jytte har trættet jer længe nok med sin mad!
Hele dagen gik Edith og smådrillede Jytte så meget, at hun til sidst hev sin mobil op og ringede rundt.
Så kom hun marcherende ud: Jeg har gode nyheder nu er håndværkerne færdige med min lejlighed. Jeg kan flytte hjem igen! proklamerede hun og ignorerede Edith totalt.
Allerede? Så ringer jeg lige og bestiller en taxa jeg må se, hvordan mit hjem ser ud nu, sagde Jytte og begyndte at pakke.
Da hun endelig tog afsted, var jeg næsten svimmel af lettelse. Morten blev egentlig lidt overrasket over, at hans mor bare rejste uden et ord men han var godt tilfreds.
Edith blev kun til næste dag og tog så hjem igen hun havde godt luret pointen med min invitation.
