Det er ikke rigtig mandigt, vel? — Mor, jeg har altså besluttet mig for at tage et boliglån. Vi flytter hjem til dig, lejer Nastasjas lejlighed ud, får hurtigt betalt det hele og så har vi vores fælles hjem, — sagde Egon med rolig stemme over eftermiddagsteen. Da sønnen nævnte, at de skulle tale om “noget vigtigt”, kunne Irene ikke ane, hvad der ventede hende. Hun troede naivt, at det ville være om bryllupsdatoen eller om renovering af Nastasjas lejlighed. Noget småt, men positivt. Men pludselig kom den nyhed… Irene var nær ved at tabe kniven, mens hun skar den lune æblekage. — Det er da meget fint, Egon, men… Det var faktisk ikke med i mine planer, — svarede hun forvirret, da hun så på sin søn. — Nastasja har jo sin egen lejlighed, I er trods alt over 30 nu… — Jamen, det er jo netop dét – det er hendes lejlighed. Det føles ikke særligt mandigt at bo hos sin kone. Som om jeg bare lever af hende. Og at leje er penge ud af vinduet. Sådan sparer vi penge, og Nastasjas lejlighed står ikke tom. En dag får vi noget fælles, noget vi har kæmpet os til sammen. Du har jo altid sagt, man skal have sit eget sted. Egon talte med ro, som om han løste en regneopgave. Om andre har brug for fred og privatliv, indgik slet ikke i hans beregninger. — Egon… — Irene kæmpede for ordene, forsøgende ikke at afsløre sin irritation. — Jeg sagde sådan, da du var lige over tyve. Da jeg var yngre og du stadig boede hjemme. Nu har JEG brug for mit eget sted. Jeg vil ikke dele min køkken med svigerdatteren, selv ikke den herlige. Jeg vil ikke stå i kø til badet, leve i konstant støj, diskutere om shampoo og hårbørster… — Mor, nu slapper du altså af — afbrød Egon. — Vi skal jo ikke genere hinanden. Vi er bare i vores eget værelse. Nastasja er stille. Det bliver nok bare hyggeligt for dig! — Nej, — svarede Irene bestemt, bange for hvad der kunne vente. — Egon, forstå mig nu. Jeg vil bo alene, helt for mig selv. Det har jeg fortjent. Må jeg ikke få lidt ro på mine gamle dage? Egon blev straks mut, da han hørte at moren ikke ville forhandle. — Nå, så det er sådan. Jeg troede da, det betød noget for dig, hvordan jeg har det, at min situation ikke er ligegyldig. — Det gør det også. Men det skulle du have tænkt over for ti år siden. — Jeg havde jo ikke valget! Jeg gjorde bare det bedste for dig. Gav dig muligheden for at leve dit liv. Og hvis du ikke var blevet skilt fra far, havde jeg jo haft min egen lejlighed fra starten — som “normale” folk — og så skulle jeg ikke gå og gøre mig til grin nu! — Sig det til din far! — udbrød Irene, der ikke kunne holde ud længere. Aftenen begyndte med forventning og sluttede med skuffelse og tårer. Egon gav Irene skylden for, at han ikke havde tag over hovedet, og Irene… Hun kunne næsten ikke tro på det. Hun havde jo gjort alt for sin søn. …Engang bekymrede Irene sig ikke om Egons fremtid. Hendes plan var simpel: Send ham ud ad reden og ombyg den anden lejlighed til ham. Hele den enkle strategi blev ødelagt, da Egons far, småfuld ved Irenes fødselsdag, på trods af hendes bønner insisterede på at følge veninden Lise hjem — og blev der natten over… — Ja, jeg er jo en flot kvinde, så han kunne ikke sige nej, — lød det bare fra Lise til Irene. Både veninden og ægtemanden blev fortid. Formuen skulle deles, og Irene endte kun med én lejlighed. Længe bebrejdede hun sig selv, at hun ikke kunne give Egon en “ordentlig” start. I begyndelsen ville hun endda skrive halvdelen af lejligheden over på ham, blot så han havde lidt, men moren stoppede hende. — Iren, vent nu. Han er jo kun en dreng. Han vokser sig stor og skal nok klare sig, — sagde hun. — Livet kan overraske dig… Og du ved det allerede. Nu er han din lille dreng, men ingen ved, hvordan det går senere. Du kan risikere at stå tilbage uden både søn og tag. Irene var skeptisk, men lyttede alligevel. Det var svært: Hun følte, hun stjal noget fra Egon. Men hun havde givet ham mere end de fleste enlige mødre. Hun betalte hele hans uddannelse. Det var ikke universitet, men en erhvervsskole, og det var hårdt nok. Hun arbejdede ekstra og tog imod alle slags småjobs. Da Egon endelig fik sit eksamensbevis, sagde hun straks: — Søn, vent med at flytte. Bliv her lidt. Jeg kræver ikke engang betaling til fællesudgifter — bare spar op. Tag i det mindste et boliglån, så jeg kan være rolig. Du forstår det måske ikke endnu, men at eje sin egen bolig betyder meget. Ejendomspriserne falder altså ikke. Sønnen smilede bare og rystede på hovedet. — Mor, jeg er jo voksen nu. Det er ikke særlig mandigt at tage piger med hjem til sin mor. Ikke særlig mandigt… Men det var åbenbart helt ok “mandigt” at smide penge ud på leje og ikke tænke på fremtiden. Irene bebrejdede ham ikke. Hun havde affundet sig med, at Egon levede som han ville. Men at han nu lagde ansvaret over på andre — dét var nyt. Og påstanden om, at han var flyttet ud for hendes skyld! Hun havde aldrig smidt ham ud — tværtimod, hun bad ham endda komme tilbage og hjalp med husleje. Hele natten kunne Irene ikke sove. Raseriet fortog sig, indsigten kom snigende. Hun ville ikke være gratis barnepige, kok og psykolog for den unge familie. Ville ikke forsvinde ind i rollen som “bekvem mor”. Men ville heller ikke ødelægge forholdet til sin søn helt. Så da Egon igen tog emnet op om boliglånet og flytningen, valgte Irene at gå va-banque. — Søn, ved Nastasja overhovedet noget om alle de planer? — spurgte hun stille istedet for at diskutere. Irene vidste godt, at ingen svigerdatter ville flytte ind til svigermor, når hun havde sit eget hjem. For sønnerne er det attraktivt — mor ordner skjorter, laver morgenmad, tager deres parti i skænderier… Men svigerdøtre? De har sjældent lyst til at dele køkken og mand med en anden kvinde. — Øh… — Egon blev tavs. — Vi har ikke talt om det endnu. Men hvis du siger ja, så skal jeg nok få hende overtalt. Irene smilte overbærende. Så Nastasja aner ingenting… Det skal nok blive en “overraskelse”. — Søn, sådan gør man altså ikke. Kom begge to hjem, så snakker vi om det. Du er jo voksen og må forstå, at det er mit hjem, mine regler. Så snakker vi daglig rutine, handleplan, hvordan vi deler udgifter… Egon rynkede brynene, men nikkede. — Ok. Jeg får en snak med Nastasja. — Gør endelig det. Hils hende. Sig hun er altid velkommen. Samme aften tog han ikke emnet op igen. Første uge ventede Irene spændt. Forberedte sig mentalt: hvis det kom dertil, ville hun “skræmme” svigerdatteren væk med sit krav om renlighed, stilhed og faste rutiner. Men tiden gik, og hverken Egon eller Nastasja nævnte sagen. Et halvt år senere var Irene på besøg hos Egon og Nastasja. Egon var stadig småfornærmet. Han havde nok håbet Irene ville tage imod dem med åbne arme og lokke dem til sig. Men andres forventninger er ikke hendes ansvar. Det vigtigste var, at han sad roligt sammen med sin mor og deltog i samtalen. Svigermor og Nastasja havde det ideelt sammen. Først og fremmest — takket være afstanden. I dag havde svigerdatteren tilmed bagt sukkerfri småkager til Irene, fordi hun kendte hendes diætplan. Småkagerne blev ikke perfekte, men Irene påskønnede indsatsen. Egon gik ud for at ryge, og så begyndte Nastasja pludselig: — Ved du, hvis det ikke var for dig, så havde det hele nok været anderledes — vi var tæt på at gå fra hinanden. — Hvorfor? — Det hele handlede om bolig… Egon klagede, at han havde spurgt dig om hjælp og du havde sagt nej… Så fortalte Nastasja sin version. Egon havde beklaget sig til Nastasja. Han snakkede om muligheder, boliglån — og at moren havde afvist dem. Han havde nok regnet med, at Nastasja ville trøste ham og sammen kunne de blive enige om, hvor “slem” Irene var, men det skete ikke. — Egon, hvorfor skal vi tage et boliglån? Vi har jo en fin bolig. Vi bor bare her. Jeg synes det er helt rigtigt, hvad din mor siger. Hun skal leve sit liv, vi skal leve vores, — svarede Nastasja. Egon begyndte at tale om at det ikke var “mandigt” at bo hos sin kone, men da Nastasja hævede øjenbrynene og krydsede armene, skiftede han retorik. — Se nu her. Engang får vi jo barn — enten søn eller datter? Den ene lejlighed til os, den anden til barnet. — Det er fint at tænke på fremtiden, men ikke på bekostning af andres ofre. Jeg vil ikke have det ubehageligt, din mor vil ikke have det ubehageligt. Hvad er pointen? De diskuterede længe. Det stoppede altid ved argumentet om at Nastasja ikke ville skabe problemer for Irene. Heller ikke vil hun bede om noget, når hun allerede har sit eget. Egon pressede og pressede, men gav til sidst op. Han forstod nok, at hvis situationen spidsede til, så ville Nastasja hellere skilles end flytte ind. — …Hvis du havde sagt ja eller opmuntret os til at flytte ind, havde jeg måske sagt ja — indrømmede Nastasja. — Så havde vi alle tre lidt på grund af ingenting. Nu ved vi, at det ikke passer dig, og heller ikke mig… Så det er godt, det gik sådan. Irene var helt enig med svigerdatteren. Godt hun fik samtalen over på et andet spor og at det hele endte, som det gjorde. Ja, Egon valgte fornærmelsen, Irene valgte sig selv. Men alle beholdt det, de havde. Egon begyndte endelig sin egen familie. Nastasja fik sin mand, som måske modvilligt, men alligevel lyttede til hende. Og Irene slap sin skyld, og fik lov at beholde sin plads — og roen til morgenkaffen.