En Helt Særlig Overraskelse til Konen Da Marusja åbnede døren, smed hun firmabuketten på skænken, sparkede de udmattende stiletter af og hev i hjemmesutterne – selvom gummistøvler havde været mere passende. Vandet stod højere end på reposen. Inde i lejligheden hørtes både en kvælende katjammer og bulder & brag, suppleret af røg. – Sashko, hvad sker der?! Få sekunder senere kom manden til syne: iført underbukser, barfodet, smurt ind i sod, forbrændt og forslået med et blåt øje – hovedet viklet ind i et håndklæde som en turban. – Marusjka, er du allerede hjemme? Jeg havde ikke regnet med dig så tidligt – du er jo direktør, troede du blev til sidste gæst på firmafesten… Udbrændt sank Marusja ned på puf’en: – Så fortæl, din bandit. Hvad har du nu lavet? – Øh… Min skat… Bare rolig… – Jeg bekymrede mig, – afbrød Marusja, – da mafiaen truede mig i 90’erne, da krisen ramte, og da aktiemarkedet faldt sammen. Alt derefter er ligegyldigt. Fortæl, hvad der foregår i vores hjem? – Altså… – Kort! – Okay! Jeg ville gøre noget særligt for dig i dag. Overraske dig! Tog en fridag, gjorde rent, satte vasketøj over og handlede ind på Torvehallerne. Først handlede jeg – købte kalvekød – men så begyndte maskinen at lække. – Kalvekød? – Nej, vaskemaskinen. Ikke med det samme… Kalvekødet kom i ovnen, jeg gik i gang med rengøring – og så katten… – Er den i live? – Selvfølgelig! Lidt våd… Da jeg startede maskinen, var katten ikke inde. Jeg sværger! Men så var han pludselig alligevel derinde. – Hvordan?! – Aner det ikke – han må have sniget sig ind. Med lukkede øjne sukkede Marusja. – Fortsæt, det bliver bare bedre. Vis mig katten først. Jeg vil se ham. – Skat, det er ikke så ligetil – han skal nok have lidt ro. – Har han stadig benene i behold? Sashko nikkede modløst: – De virker, lidt midlertidigt immobiliseret for alles skyld. – Okay. Hvad skete der så? – Mens katten var til “vask”, begyndte det at lugte brændt. Jeg løb i køkkenet, åbnede ovnen, fik svedet fingrene – kødet brændte på – og jeg hældte olie på. Men jeg vidste ikke, det ville flamme op! – Håret svedet, røg overalt – jeg forsøgte at slukke, og så begyndte katten at skrige! Jeg løb til maskinen, så hans øjne bag ruden. Forsøger at åbne – den vil ikke åbne, katten skriger, ovnen brænder. Jeg greb kobenet… Nu lækker maskinen som en sil, men katten er fri! – Imens jeg slukkede flammerne, galoperede det møgkræ gennem lejligheden: rev to vaser ned, ødelagde tæppet, rev gardinerne ned, splintrede min boblevin, naboerne bankede på rørene og truede med at kastrere – enten katten eller mig! Men ellers… Alt under kontrol, så bare ta’ det roligt… Marusja tørrede lattertårerne væk, skubbede Sashko væk og gik ind: hærværket matchede hans beskrivelse – plus ti ekstra detaljer, hvor mindre hærdede kvinder var besvimet. Ikke Marusja. Tyve år som direktør havde givet nerver af stål. Det vigtigste: ingen børnebørn på besøg, og både manden og katten i live. Dog sad katten fastspændt på radiatoren, bundet på alle fire poter, snuden viklet ind i et gammelt halstørklæde – men i live! Sashko forklarede: – Han ville ikke sidde på radiatoren, jeg var bange for at han aldrig tørrede. Kunne ikke vride ham – så han blev fastspændt, og snuden for lydens skyld. Naboerne har allerede truet ti gange med både brandvæsen, politi og en heks for at forhekse os… Marusja løsnede katten og tørrede dens pels med Sashkos nu næsten skaldede hovedhåndklæde. – Din rod, Sashko. Han kunne være blevet kvalt – men efter vaskemaskinen overlever vi nok det hele. Hun satte sig i sofaen, krammede katten og sendte Sashko et sigende blik. – Nå? – Hvad mener du? Skal jeg hænge mig nu eller vil du have fornøjelsen? – Åh, – sukkede Marusja. – Det er 8. marts i dag. Sashko smilte bredt, forsvandt og kom tilbage – højtidelig, hemmelighedsfuld – gik på knæ foran hende: – Marusja, mit solskin. Vi har været sammen i tredive år, og jeg er stadig forundret over dig. Du er den smukkeste, mest gådefulde, elegante, tålmodige, omsorgsfulde og kærlige kone, mor og bedstemor. Tillykke med Kvindernes Internationale Kampdag – bliv ved med at være dig! Så trak han gaven frem: en æske med guldring og et buket roser – nu sammenmaste og flossede. – De VAR flotte – men overlevede ikke konfrontationen med katten. Vær ikke vred på mig. Eller ham. Han er uskyldig. Jeg ville bare overraske dig… Marusja lugtede til blomsterne og smilte. – Utroligt, de dufter faktisk! Og ikke engang af røg. Ikke flere eksperimenter, Sashko. Blomster er nok. Én sådan fest mere, så holder huset eller naboerne ikke til det. – Jeg tænkte, du får altid gaver på arbejdet, store buketter… Ville bare give dig noget anderledes. Med et lille twist – med et “gnist”! – Og det lykkedes, mit kvaj, – smilte Marusja. – Med gnist! Lige meget med arbejdet. For det var med hjertet og kærlighed. – Nu rydder vi op og bliver gode venner med naboerne – ellers ender vi med virkelig at få en heks på nakken. Og hendes mand har måske også forsøgt et overraskelse – man ved jo aldrig…

Da jeg kom hjem, smed jeg bunken af blomster fra firmafesten på skoskabet, sparkede de elendige stiletter af og hoppede hurtigt i et par hjemmesko. Selvom gummistøvler ærligt talt havde været mere passende.

Der var vand over det hele nærmest mere end på trappen udenfor. Inde fra lejligheden lød der et kvalt kattehyl. Noget snusede, raslede og røg.

Mikkel, hvad er det, der sker?!

Mikkel kom til syne få sekunder efter, iført kun underbukser, barfodet, smurt ind i sod, hans ansigt både forbrændt og fyldt med rifter og så et ordentligt blåt øje oven i det hele. Hovedet var svøbt i et håndklæde, som lignede en turban.

Mille, er du allerede hjemme? Jeg troede, du blev længere til festen du er jo chefen, troede du ville feste til den bitre ende.

Jeg satte mig ned på pufen, opgivende, og sagde:

Nå, kom bare frem, du bandit. Hvad er der gået galt denne gang?

Øhmm Skat, du må ikke blive sur

Sur? Jeg var kun nervøs den gang tilbage i halvfemserne, hvor jeg blev truet af gældshajer. Eller dengang under finanskrisen. Alt efter det? Ingen nerver tilbage. Så fortæl nu bare, hvad der er på spil her?

Altså…

Hold det kort!

Okay! Jeg ville overraske dig! Gøre noget anderledes. Tænkte, du skulle have et festmåltid, rent hjem og blomster. Tog en fridag, satte vaskemaskinen over, gik på Torvehallerne… Altså, først Torvehallerne, købte kalvekød… og så sprang maskinen læk.

Kalvekød? Spørger jeg sådan lidt håbefuldt.

Nej nej, det var altså vaskemaskinen, der løb over. Ikke kødet. Jeg satte kalven i ovnen, gik i gang med rengøringen, men så var det katten…

Den er i live, håber jeg?

Selvfølgelig! nærmest fornærmet. Bare lidt våd. Jeg sværger, katten var ikke i maskinen, da jeg satte den over. Men lige pludselig var han derinde.

Hvordan i alverden kom katten derind? Maskinen var lukket!

Aner det ikke. Mellemrumsmagi måske?

Jeg lukkede øjnene kort.

Fortsæt, det her bliver kun bedre. Men vis mig lige katten først. Jeg vil se ham

Mille, det kan jeg ikke lige nu, han er… langt væk.

Hans ben sidder vel fast endnu?

Mikkel tørrer sod af kinden og mumler:

Helt sikkert! De er bare midlertidigt immobiliserede. Sikkerheden frem for alt.

Fint. Så hvad skete bagefter?

Altså, mens katten vaskede sig bogstaveligt talt, begyndte det at lugte brændt. Jeg løber ud, åbner ovnen, får forbrændt mine fingre, og kødet brænder på. Jeg smider olie på, men altså… det slog flammer op!

Håret brændte, røg vælter ud, jeg prøver at slukke. Og katten skriger. Jeg styrter mod vaskemaskinen, ser kattens øjne igennem lågen han har det ikke just festligt. Jeg prøver slukke, men maskinen vil ikke åbne. Katten hyler. Komfuret brænder. Jeg henter brækjernet. Maskinen eksploderer nærmest men katten er fri!

Imens jeg prøver at redde køkkenet, ræser katten rundt, vælter to vaser, tisser på gulvtæppet, hiver gardinerne ned, ridser tapetet, og vælter cavaen fra bordet. Naboerne banker i radiatoren nedenunder, truer med alt muligt måske kastrering. Hvorfor det? Vi fik jo katten kastreret for to år siden. Eller mener de mig? Men ja, ellers er alt fint. Bare rolig!

Jeg gispede af grin, tørrede øjnene og bevægede mig ind i lejligheden. Ødelæggelsen var præcis, som Mikkel havde beskrevet. Plus et par overraskelser, der kunne give enhver en hjerteflimmer.

Men ikke mig. Tyve år som leder i dansk erhvervsliv intet vælter din verden. Det vigtigste: ingen børnebørn på besøg, Mikkel og katten begge i live på mirakuløs vis.

Godt nok var katten spændt fast til radiatoren med firben og hele hovedet viklet ind i Mikkels gamle halstørklæde. Men han levede og var hverken stegt eller druknet. Det måtte være godt nok. Mikkel skyndte sig at forklare:

Han ville ikke sidde stille og tørre. Jeg var bange for, han blev syg. Det var umuligt at vride ham. Så han måtte spændes fast. Og hovedet, ja… så han ikke larmede, naboerne har banket på ti gange. De truede både med brandvæsenet og politiet og en heks eller to.

Jeg løsnede katten, beroligede ham, tørrede hans hoved og lukkede ham blomstrende ud.

For hulen da, Mikkel! Katten kunne jo være død. Altså, efter sådan en vask overlever han alt ligesom jeg.

Jeg satte mig tungt i sofaen med katten i favnen, og sendte ham et langt blik.

Nå?

Hvad? Skal jeg alligevel gå direkte i galgen, eller skal jeg lade dig gøre det?

Tja… Det er den ottende marts i dag.

Mikkel brød ud i et stort smil, forsvandt ind i soveværelset og kom tilbage, selvsikker og lidt halvskjult. Gik ned på knæ, trak hænderne frem bag ryggen og sagde højtideligt:

Mille, mit hjerte. Vi har været sammen i tredive år, og du forbløffer mig stadig. Du er den smukkeste, mest tålmodige, omsorgsfulde og kærlige kone, mor og mormor. Tillykke med kvindernes internationale kampdag bliv bare ved med at være dig selv.

Han rakte en lille æske med en guldring og en noget forpjusket buket roser frem.

De var virkelig flotte, inden katten fik fat i dem. Bliv ikke sur, hverken på mig eller katten. Han er virkelig uskyldig. Jeg ville bare gøre dig glad.

Jeg pressede hans hoved mod mit knæ, snusede til blomsterne og smilede.

Tænk, de dufter faktisk stadig, og ikke engang af røg. Lad nu være med flere eksperimenter, Mikkel. Blomster er altså nok. Det her hjem overlever ikke flere overraskelser og slet ikke naboerne.

Jeg tænkte bare, på dit job får du jo altid flotte gaver og kæmpe buketter, så jeg ville give dig noget anderledes. Med lidt ekstra, lidt ildsjæl.

Du lykkedes – det kan jeg altså ikke benægte. Med ild og det hele! Men det bedste var, at det kom fra hjertet.

Kom så, mine stakler, nu må vi hellere rydde op og få sagt undskyld til naboerne. Ellers ender det jo med, at de virkelig hyrer en heks. Og hun har sikkert også en mand, der prøvede alt for meget at overraske hende en gang og hvem ved, hvad hendes reaktion var bagefter…