Min dagbog, 3. november
Min mor lå svag og næsten gennemsigtig i hospitalssengen i Odense, og hendes stemme var næsten en hvisken. Søn, lov mig tag dig af din søster. Du kan ikke bare lade hende være, bad hun, mens hendes øjne glinsede, og hendes ord skar sig igennem rummet.
Hør nu, min dreng, hviskede hun knapt hørbart. Mor havde altid været stærk, leende, sprudlende med liv men sygdommen havde stjålet alt fra hende. Jeg genkendte hende næsten ikke længere.
Jeppe, lov mig, du ikke giver slip på Birgitte Hun er sart. Hun er anderledes, men hun er vores. Lov det nu. Hun greb min hånd overraskende fast jeg undrede mig over, hvor hun fandt kræfterne.
Jeg kiggede væk, fandt Birgitte, min storesøster, i hjørnet af værelset. Hun var for længst forbi de fyrre, men sad alligevel der og legede med bamser, nynnede på sin egen, forvirrede måde. Hun smilede hun forstod åbenbart ikke, at vi sad midt i mors afsked. For hende var det som om, det var en festdag.
Mit eget liv var på plads: entreprenørfirma, dyr Volvo, stor villa i forstaden til Odense. Men der var aldrig plads til Birgitte hos os. Mine børn frygtede hende, og min kone, Katrine, kaldte hende bare skør”. Sandheden var, at Birgitte altid var rolig og venlig, men hun passede ikke ind.
Jeg har jo min familie… og Birgitte hun er hviskede jeg, mens jeg forsøgte at trække hånden fri.
Dreng, din fars hus bliver dit. Men til Birgitte har jeg sat et treværelses lejlighed op. Alting er i orden, sagde mor.
Katrine og jeg så uforstående og overraskede på hinanden glæden over penge og ejendom spejlede sig i hendes øjne.
Jeg tog mig af gamle fru Madsen Gik lange ture, købte ind for hende. Hun var sød, og jeg havde aldrig troet, hun ville efterlade sin lejlighed til os. Nu står den i Birgittes navn, så hun altid har ly, sagde mor træt. Men du pas på hende, lov det. Senere kan den gå videre til dine børn. Hvem ved, hvor længe hun lever
Samme nat døde mor.
Birgitte virkede ikke til at forstå, at hun nu var forældreløs. Jeg tog hende hjem til os, begyndte straks at sætte lejligheden i stand.
Hvorfor har Birgitte brug for så meget plads? Lad hende bo her, så kan vi leje lejligheden ud, spurgte Katrine, utilfreds men tavs i starten. Birgitte forstyrrede ikke nogen hun legede bare stille, dag ud og dag ind. Men Katrine blev hurtigt bange for hende. I dag er hun stille men hvad med i morgen?
Lad hende nu være lidt endnu, bad jeg, selvom jeg vidste, at Katrine ikke ville kunne holde meget længere. Efter et halvt år, med hjælp fra en bekendt advokat, fik jeg overført både fars hus og Birgittes lejlighed i mit eget navn. Jeg fik hende til at skrive under på papirerne uden at forklare noget.
Og derefter begyndte mareridtet.
Når jeg var på arbejde, ydmygede Katrine Birgitte: hun råbte, låste hende inde, og gav hende nogle gange bare kattemad at spise. Jeg opdagede hende grædende i hjørnerne. En dag slog Katrine hende oven i købet så meget, at Birgitte i forskrækkelse tissede i bukserne.
Ikke alene er du idiot, nu tisser du også i dine egne bukser! Ud af mit hus! skreg Katrine, kastede Birgittes ting i en plastiksæk og smed hende nærmest ud på gaden.
Da jeg kom hjem, lå jeg tungt i sengen og spurgte: Hvor er Birgitte?
Hun gik sin vej! Hun tissede i sengen og lukkede sig inde. Da jeg åbnede døren, var hun væk med tasken. Jeg løber altså ikke efter hende! snerrede Katrine.
Jeg sagde ikke noget. Tændte bare TVet. I øvrigt Jeg har fundet lejere til lejligheden.
Den nat vendte og drejede jeg mig. Jeg tænkte på Birgitte hun var som et lille barn og kunne ingenting alene. Jeg sov først, da morgenen næsten var der, og drømte om mor, der stirrede fra kisten og rakte truende en finger mod mig.
Uger gik med mareridt. Min samvittighed blev tungere for hver dag. To måneder efter ringede jeg til min gudmor, Else:
Hvad er der, Jeppe har du fået dårlig samvittighed? sagde hun koldt. Det var heldigt, jeg kiggede forbi din mor. Jeg fandt Birgitte helt forskrækket. Nu bor hun hos mig. Behold du bare din dårlige samvittighed jeg vil hverken have penge eller lejlighed!
Tak, Else, hviskede jeg og lagde røret på og mærkede en bølge af lettelse: Birgitte var i sikkerhed.
Men hun døde to måneder senere. Samme sygdom som mor. Jeg kom ikke til begravelsen vigtigt arbejde.
Ti år gik. Nu ligger jeg selv syg, fortabt og fuld af anger. Katrine bor med en anden mand, børnene besøger mig sjældent, og hvis de gør, klager de bare over, at her lugter af sygdom.
En dag kom Katrine ind og lagde nogle papirer foran mig.
Skriv under, så kan vi ordne firmaet, sagde hun. Jeg skrev. Senere forstod jeg det var en gave-erklæring. Også huset blev givet væk. Det var for sent.
Jeg lå alene, smilede bittert ved minderne om mor og Birgitte, mens tårerne trillede.
Tilgiv mig, hviskede jeg ud i den tomhed, der nu omklamrede mig.
